Vi var lidt nervøse inden flyveturen til Nepal, da det jo ikke gik helt efter planen sidst vi var i lufthavnen... Ida havde været så sød at minde os om, at fordi vi blev 4 ekstra dage, ville vores thailandske visum nå at løbe ud!! Det havde vi overhovedet ikke skænket en tanke. Dog skulle det løses nogenlunde nemt, ved at betale en bøde, når man forlod landet, men vi var stadig lidt spændte på hvordan det ville løse sig. Men alt gik heldigvis nemt og smertefrit. Vi betalte bøden for 2 dages overstay ved paskontrollen og vi kom forholdsvis nemt igennem transfer i lufthavnen i Indien (dog var de meget påpasselige i Indien og sprayede flyet med noget antibakterielt, inden vi forlod flyveren, samt scannede vores håndbaggage 3 gange og tømte stort selt alt indhold ud på et bord... især Peters pandelampe var under særlig undersøgelse og frembragte store smil, da de endelig fik den til at lyse...!!). 
Vi nåede flyet til Kathmandu og kom ud i en gammel, lille lufthavn, der mest af alt lignede en gammel efterskole, og fik nemt og hurtigt lavet visum. Vores tasker var også med os, vi havde frygtet at miste den, så vi havde taget vandretøjet og vandrestøvlerne på, så vi ikke ville stå uden det vigtigste udstyr, når vi skulle op på bjerget. Da vi kom ud af lufthavnen mødte kaoset os. En masse mennesker kom løbende hen mod os og spurgte, hvor vi skulle hen, og om vi ville med deres taxi, og de snakkede i munden på hinanden og som sædvanlig var det lidt overvældende. Vi fandt dog hurtigt den mand, der stod med et skilt med vores navn på, og gik hen til ham, mens de andre blev ved med at følge efter os. Da vi kom hen til bilen tog de vores baggage og lagde den i bilen, og vi var lidt forvirrede over alle de mennesker, der stod nok 8 og vi kunne jo ikke være i bilen alle sammen. Så ville de jo have drikkepenge ( for hvad? at have fulgt efter os hen til bilen?) og efter at være sluppet ind i bilen fandt vi ud af at der kun var 2 som faktisk hjalp os. Vi fik snøret et halstørklæde om halsen og blev budt velkommen af de to nepalesere på forsæderne. Og så gik den vilde køretur. Hvis vi før syntes at de kørte skørt og vildt i Thailand, var det intet imod Nepal - små, smalle, snoede gader med vild traffik i alle retninger, dytten og båtten og folk der var kørt fast i rabatten. Små gader uden eller med spredt astfalt og skrald overalt, støvet og beskidt. Da vi kommer ind i bydelen Thamel, dukker der en masse gadebutikker op med farverige tørklæder, tasker og trekkerudstyr. En masse mennesker går og cykler rundt og gør det svært at se i hvilken retning trafikken kommer fra, den kommer lidt fra alle sider. 
Vi bliver fulgt op på et kontor, hvor vi får et par kort over byen og får fortalt lidt om serværdighederne og bydelen Thamel, som er turistområdet i Kathmandu. Vores første hotel ligger lidt inde bagved nogle huse i en støvet baggård, men da vi kommer ind på hotelområdet, er vi omgivet af en dejlig, frisk have fyldt med små træer og blomster. Vores værelse er meget simpelt og ligner meget en gammelt farmor-hytte med slidte, brune møbler og blomstrede gardiner, et slidt og beskidt tæppe, der minder meget om et hundetæppe og nogle lidt lasede og slidte håndklæder. Nå ja, det er jo ikke luksus og så længe der ikke er bedbugs eller andre kryb, er vi tilfredse og glade. Vi er vildt smadrede efter den lange og udmattende tur, så efter aftensmaden går vi tilbage i seng.

Der er en del ting, vi skal nå at have styr på, inden vi skal afsted på Everest-trekket. Vi skal have købt noget varmt tøj og nogle redskaber, snacks og småting, som vi får brug for på de 15 dages trek. Vi skal finde det nye hotel, som vi skal tjekke ind på i morgen, hvor vi skal mødes med vores trek-gruppe og have et infomøde inden vi skal afsted. Vi skal jo som sagt være i temmelig god form for at tage på dette trek, og mor bliver ved med at skrive at vi skal gøre noget for at komme i form. Det er selvfølgelig lidt sent nu, men vi har tænkt meget over det den sidste måned,og det har været rigtig svært at gøre noget. Peter har lavet lidt styrketræning på hotelværelset de sidste 14 dage, men vi har ikke rigtig kunne bevæge os særlig meget for at kunne komme i form. Vejene har været livsfarlige at bevæge sig rundt på, så der tager man sig ikke lige en løbetur. Da vi var ude på øerne kunne jeg godt have taget nogle løbeture på stranden, men i 35 graders varme har man heller ikke den store energi til at springe rundt... Enderesultatet er at vi ikke er i super form, men vi har også hørt fra mange, at det ikke så meget kommer an på formen, som på hvor god ens krop er til at håndtere tynd luft - og det er noget selv meget trænede og fitte mennesker kan komme ud for at få problemer med. Så vi gør det bedste vi kan, klemmer ballerne sammen og krydser fingre for at vi ikke får hovedpiner og blodnæser, eller andre symptomer på højdesyge. Og så ser vi os selv stå med armene i vejret på toppen af bunden af Mount Everest omkring d. 7/6! :).
Swes
6/2/2012

Jeg glæder mig meget til at høre om jeres tur op ad bjerget og håber for jer at I har kunnet klare udfordringen. Men mest af alt glæder jeg mig til om 16 dage, hvor I kommer hjem til os i DK :-) Take care.

Reply



Leave a Reply.