Se nyeste billeder HER

Vi kørte afsted fra Fox Glacier og vestkysten og kørte et lille loop på et par hundrede kilometer rundt om de sydlige alper, for at komme ind i Mount Cook National park. Mount Cook er New Zealands højeste bjerg på 3754m. Vi skulle igennem et vejpas, som hed Haast Pas, og pludselig var vi omringet af bjerge, bakker og snoede veje. Det var så smukt at det er helt ubeskriveligt. Jeg kørte bilen på dette stykke og var nok skyld i at turen kom til at tage 1- 1 1/2 time længere tid, fordi jeg hele tiden stoppede og tog billeder. 

Efter et kort stop i byen Wanaka, hvor vi handlede til 3 dage, kørte vi de sidste par hundrede kilometer mod Mount Cook National Park. Vejen derud var så dramatisk og smuk, og vi befandt os pludselig midt i sceneriet fra Ringenes Herre følte vi. Der var pletvis oversyet, hvilket gav udsynet et dramatisk look, det var SÅ flot! Vi overnattede i en lille by på vejen, og begav os tidligt afsted næste morgen. Solen strålede fra en skyfri, isblå himmel og gav os det perfekte udsyn over Mount Cook Mountain Range, da vi kørte langs Lake Pukaki mod nationalparken.

Da vi nåede frem til Mount Cook Village, fandt vi frem til den billige DOC-campground (ellers var det ret dyrt at overnatte i den lille by) og gik en smuk tur gennem et bjergpas med Mount Tasman på den ene side og Mount Cook på den anden. En flot gletcherflod brusede gennem dalen og vi måtte over to hængebroer på vejen op til gletchersøen, der var fyldt med små isbjerge. Da vi havde fået aftensmad, kreeret på vores lille cooker (igen hjemmelavede burgere), lagde vi os til at sove med soltaget åben, så vi kunne kigge lige op i stjernehimlen. Fantastisk! :)

Dag nr. 2 i nationalparken brugte vi på at gå op af et nærliggende bjerg, med fantastiske udsigter over bjergrækken og dalen. Der var meget Schweiz over denne tur, dog gik det bare opad og opad som vi aldrig har prøvet før, og benene var godt ømme, da vi endelig kom ned igen. Så kørte vi hen til hotellet og forkælede os med en LP-sodavand og et par Kapiti-is med Boysenbær (umm, yndlings). Vi kørte også en tur ud og så Tasman Glacier, og diskuterede på vejen hvilke locations fra dette område mon var blevet brugt til indspilningen af Ringenes Herre, for det lignede uvilkårligt meget sceneriet fra filmene, men vi kunne ikke helt placere det.

Vi fik pasta med tomatsovs til aften og nød igen stjernehimlen gennem bilens tag :) Fantastisk dag!




Vi stod op samtidig med solen i dag og kørte tilbage sydpå af den samme smukke rute som vi kom fra. Da vi kom længere sydpå blev vi indhyllet i en kæmpe sky og lavede en smuk men dyster stemning over landskabet. Vi skulle bruge formiddagen på noget alternativt - vi skulle på en 2 timers tur, hvor vi skulle se nogle ægte filmlokationer fra Ringenes herre, bla. det største filmset de brugte til filmene, hvor over 1500 skuespillere + heste blev brugt. Det kunne jo ikke passe at vi skulle opleve New Zealand uden også at få lidt ægte Ringenes Herre stemning ind under huden. 

Vi sætter os ind i den lille tour-bus med en familie  med 3 børn fra Malaysia og kører ca 5 min ud af den lille by Twizel, og tourguiden fortæller en masse om hvordan det lille lokalsamfund på 1000 indbyggere blev vendt op og ned i de ca. 2 måneder filmcrewet på ca 1500 personer indtog den lille by. Hun viser os nogle steder der er filmet i Ringenes Herre 2 og vi ser filmklip undervejs og hun forklarer hvordan de ved hjælp af computerteknik og sneekey måder de får virkeligheden til at se anderledes ud. De har i filmen klippet bjergkæden fra Mount Cook ind som baggrund til Twizels marker og derfor var der nærmest ikke et eneste sted, der så nøjagtigt ud som i filmen, fordi alt er computerredigeret, selv landskabet! Men alt ser genkendeligt ud alligevel.

Så inden længe begynder galskaben. Damen begynder at hive sværd, flag og kostumer ud af bilen og opfordrer os til at klæde os ud i de originale replica-kostumer og begynde at slås på denne ægte slagmark fra filmen. Det er umuligt ikke at flække af grin under disse pinagtige sceancer, men som et plus får jeg lov til at "slå Peter ihjel" med mit Gondor-sværd! :) Da Peter iført en Smeagel-maske begynder at opføre sig som en sneeky Smeagel og gemmer sig bag varevognen, kan jeg næsten ikke holde kameraet af grin. Selvom det var lidt en pinagtig tur, var den sjov og informativ og vi fik en masse info om ting "bag om filmen" som vi ikke vidste. Det var nu alt i alt ret sjovt.

Efter touren kørte vi mod Queenstown og det er dér vi er nu. Her har vi 4 dage, før vi skal på en 3 dages hike i bjergene, et Track der hedder "The Routeburn Track" og som er én af NZs 9 Great Walks. Vi glæder os meget.

Så sidder vi på en DOC-campground i Mount Cook National Park og nyder udsigten over de snedækkede sydlige alper. Der findes en masse DOC (Department Of Conservation) sites over hele NZ, og det er primitive overnatningssteder, hvor der ofte kun er et toilet, men så koster det næsten ingenting og er ofte steder, der er midt i naturen og super smukke.

Da vi kørte fra Kaikoura, kørte vi tilbage nordpå til Picton og brugte lidt tid oppe i den del af landet, der er spækket med fjorde, hvor landet vælter ud mod havet i lange spidser og skaber en masse smukke fjorde. Vi havde tænkt på at gå en 3-dages tur på toppen af en ridge langs en fjord, en tur der hedder "Queen Charlotte Track", men det viste sig at være lidt omkosteligt med vandtaxier og overnatning, så vi kørte turen i bil i stedet og gik nogle småture i stedet, og det viste sig at være det rigtige valg. Vejret var med os fra Kaikoura, og vi har kun haft en enkelt dag med regn her på sydøen. 

Derefter valgte vi at køre ned af vestkysten, vi trængte til at se nogle bjerge, så turen førte os ned til en bjergkæde, der løber langs vestkysten, hvor vi stoppede for at se et par gletchere. På vejen samlede vi en ung fyr op, en 21 årig gut fra Frankrig, der havde sovet på stranden og manglede et lift "hjem" til Hokitika, hvor han havde skaffet et arbejde. Når han havde fri blaffede han sig vej rundt i området, sov udenfor og levede af boller og tun. Man må sige at han kører den hårde stil, det kunne jeg ikke lade være at synes var lidt sejt. Vi kom forbi et område, der hedder "Pancake Rocks", hvor en masse klippeformationer ved havet sjovt nok ligner en masse pandekager der er stablet oven på hinanden. Den franske gut viste os lidt rundt der, da han havde været der et par gange. Vi kørte ham helt til Hokitika og overnattede der selv. Dagen efter kørte vi så hen og så den første gletcher på vejen, Franz Joseph Gleicher. Vi gik en tur hen til bunden af den, hvor der var afspærringer overalt, for at vi ikke nærmede os den farlige del, hvor store isblokke kunne falde ned, stenskred kunne forekomme, eller en flodbølge kunne blive udløst af en isdæmning, der pludselig knækkede løs. Vi kunne så i stedet få lov at betale ca. 500kr hver for at blive guided op på selve gletcheren og gå ovenpå den, med pigsko og andet vigtigt sikkerhedsudstyr, og det havde vi også overvejet, men vi må spare lidt efter vores vilde overforbrug i Australien, så vi valgte noget andet. Vi smuttede under afspærringen og fulgte den sti, som de guidede ture bruger, og kom meget tættere på gletcheren og fik et meget bedre overblik over den - det var faktisk heller ikke ulovligt at gøre, der stod at det var på egen risiko, og at det ikke var risikoen værd - men vi gik bare af en sti og kom slet ikke i nærheden af de farer der blev beskrevet. Der er bare noget med det der i en, der gør det svært at gå under en gul afspærringssnor og forbi et rødt skilt.

Det samme skete dagen efter, da vi tog videre til Fox Glacier - vi kom frem til afspærringsområdet, og kunne nærmest ikke se gletcheren, så vi tog turen op af "den forbudte bakke" som spærrede for den gode udsigt, og blev belønnet med en smuk udsigt over den spaltede, isblå masse. 

Vi overnattede på en dejlig campingplads, og gik en aftentur rundt om Lake Matheson, hvor vi fik nogle smukke udsigter over de snedækkede bjergtoppe, som reflekterede sig i søens spejlblanke overflade - ren postkort idyl! Turen rundt om søen var så smuk, at vi tog den i morgenlyset også, fantastisk!

Lidt billeder fra New Zealand HER

Så fik jeg opdateret bloggen med billeder fra Darwin og Kakadu National Park - se dem HER

Ja så er der igen lige 3 updates på én gang, sådan bliver det engang imellem, når jeg skriver min blog på Ipaden :)


Søndag d. 15. Januar
Dagen i dag startede tidligt. Vækkeuret ringede kl. 04.30 men det var nu ikke svært at blive vågen, for morgenen skulle gå med at svømme med delfiner i det vilde! Kl. 05.15 kørte vi op på parkeringspladsen ved Dolphin Encounters, og solen var så småt begyndt at farve bjerghorisonten orange, men himlen var stadig fyldt med stjerner. Efter udlevering af vinter-wetsuits og snorkeludstyr blev vi kørt ned til båden. Idet båden lagde fra steg solen op over stillehavshorisonten og farvede bjergene orange. Det var så smukt. Efter ca. 20 minutters sejlads stoppede båden og vi hoppede i vandet. Vi så nogle enkelte finner bryde vandoverfladen og var meget spændte på hvordan delfinerne ville reagere på os - om de ville finde os interessante og sjove eller bare svømme væk fra os. Vi havde fået instruktioner i at sige lyde i snorklen, for at tiltrække deres opmærksomhed, og hvis de kom hen til os, skulle vi lave kunster for at underholde dem, for at de havde lyst til at se nærmere på os. Jeg begyndte straks at efterligne fisken Dorrits (Find Nemo) hvallyde og pludselig var jeg omringet af 5-6 delfiner, som svømmede rundt om mig. Måske var det lidt for meget, det høres også på videoen, men hvordan ved man hvordan man skal gøre??? :) 
Delfinerne var i ca. 1 meters afstand og jeg havde konstant øjenkontakt med dem. De var sjove, for når de svømmede rundt om en, og man fulgte med dem rundt, var det som om de startede en leg. Så svømmede de hurtigere og hurtigere, og når man ikke længere kunne følge med dem rundt, var det som om de havde "vundet". Delfinerne svømmede rundt mellem os (vi var en lille gruppe på 14) og nye kom heletiden svømmende forbi og tjekkede en ud. Det var simpelthen fantastisk. Jeg er blevet helt øm i halsen af at sige så mange lyde, jeg gik helt i selvsving, men delfinerne kom ihvertfald hen og skulle se på den der mærkelige skabning, så jeg kan ikke have gjort det forkert. 
Efter ca. 15-20 min blev vi kaldt tilbage til båden og sejlet til en ny lokation, hvor vi igen svømmede blandt en stor flok delfiner. Jeg fik taget nogle videoer og jeg har HER et link til en. Det var ikke mindre end en FANTASTISK oplevelse, og jeg følte mig så priviligeret og speciel over, at disse vilde delfiner gad at vise mig interesse. 
Til sidst sejlede vi til en sidste lokation, mens vi fik tørt tøj på og fik ca. 1/2 time til at se kæmpe flokke af delfiner samle sig i en stor flok på, hvad jeg vil skyde på at være 300 delfiner, og de konkurrerede åbentbart om, hvem der kunne lave de vildeste lufttrix. Det var så fantastisk at se, og vi var lige midt i det hele! Det var supersvært at fange med kameraet, så billederne giver ikke oplevelsen retfærdighed, men det var sjovt at se og på trods af, at jeg var ved at blive lidt søsyg på dette tidspunkt, ville jeg ønske, at vi ikke skulle tilbage. Peter og jeg var heldige ikke at blive søsyge, der var 2-3 stykker på båden, der måtte sidde med spanden foran sig. Vi havde ellers fantastisk vejr, strålende solskin og relativt roligt hav som var 17 grader varmt, så det var ikke engang koldt, da vi kom op i båden til sidst og blev tørret af solens stråler.
En FANTASTISK dag som jeg aldrig i mit liv vil glemme - og alle som tænker på at tage til New Zealand - gør dig selv en tjeneste og svøm med vilde delfiner i Kaikoura!

Lørdag d. 14. Januar
I går gik turen ned til færgen i Wellington, som skulle føre os til New Zealands Sydø. Vejret skiftede stadig mellem sol og byger, og vi kunne i horisonten se nogle bjerge stikke op i skyerne. Da vi ankom til Wellington skinnede solen og det så ud til at færgeturen på ca. 3 1/2 time ville blive ok. Vi gik en kort tur i centrum, som så rigtig hyggelig ud, og købte en bog til Peter. Jeg havde tvunget ham til at tage Dan Browns bog "Det forsvundne tegn" med, da jeg vidste, at hvis han nogensinde skulle læse en bog, ville den være lige noget for ham. Under hele turen han brokket sig over at skulle slæbe rundt på den tunge, store bog, som han ikke kom til at læse, men han lovede mig at give den en chance. Da han endelig kom i gang med den, var han næsten ikke til at stoppe igen - og på kanoturen blev han færdig med bogen og blev helt desperat for at finde en ny bog - nu ved han, hvordan jeg kan have det :) Nu hygger vi os med at snakke om bøger, det er helt sjovt at få det tilfælles også :) Og apropos bøger, så har jeg en Kindle e-reader med på turen, og hvis der er nogen, der ligger inde med nogle e-bøger, som de gider dele med mig (evt sende på e-mail) er jeg meget interesseret :)
Vi blev fragtet ombord på færgen og på vej op af trappen stødte vi på et skilt, hvor der stod: "Adgang forbudt for uvedkommende" - og det stod præcist sådan, på dansk! Det var vi meget forundrede over. Da vi kom op på passagerdækket stod der pludselig: WC Damer/Herrer og pludselig stod vi midt i Bistro Bornholm!! Overalt var væggene dækkede med citater på dansk, i baren stod der: Øl, vin, vand sælges samt smørrebrød og kolde anretninger. Det var så surrealistisk, at vi var et stykke tid om at få fatningen igen. Det var åbentbart en gammel Bornholmerfærge, der var blevet pensioneret til New Zealand, og så havde de måske ikke råd til at renovere interiøret eller hvad ved jeg, men det var virkelig en sjov oplevelse for os. Vi havde en god sejltur uden søsyge derover, og solen skinnede os velkommen, da vi landede i Picton. Vi ringede til en campingplads i Kaikoura for at sikre os en plads, da vi ville ankomme sent, og kørte afsted. Naturen overvældede mig straks. Vejret var smukt og klart og solen kastede smukke skygger over bjerg/bakke landskabet, som vi kørte igennem. Da vi nåede udkanten af Kaikoura, begyndte vi at holde øje med sæler og fandt op til flere kolonier, der hvilede på klippestykkerne i vandkanten. Vi brugte godt en time på at sidde helt tæt på en stor flok og betragte dem. De var så sjove og søde, og der var rigtig mange sælunger iblandt. Solnedgangen var den smukkeste, vi endnu har set på turen, og da vi ankom til campingpladsen, kunne vi ligge os til at sove til udsigten af den flotteste stjernehimmel - vi har et fantastisk soltag, som er perfekt til stjernekiggeri :) Endnu en dejlig dag!

Fredag d. 13. Januar
Nu har vi været på New Zealand i næsten 10 dage, hvor vi har udforsket Nordøens natur. Vi har igen købt mobilt bredbånd, men det virker kun i byerne, og det er sjældent at vi er i byerne i længere tid, vi handler bare og kører derefter ud på landet. Derfor har jeg ikke fået opdateret før nu.
Vi er nu nærmest præcist på den anden side af jordkloden og tidsforskellen er nu 12 timer! Det er lidt mærkeligt at tænke på... Det føles ikke som så langt væk, især ikke fordi Nordøen har mange lignende træk med Danmark - samme type vejr, mange samme typer af blomster og insekter - og naturen minder rigtig mange steder om Irland, som vi har været så priviligeret at få lov at besøge så mange gange, da Peters far Leif arbejder derovre. Vejret minder også lidt om den iriske sommer, med masser af regn - vi er desværre lidt uheldige med vejret, fordi den megen regn og overskyet vejr slører udsigten og gør, at vi ikke kan se bjergene - de forsvinder op i skyerne. Vi ventede i 2 dage på at vejret skulle klare op, så vi kunne gå en tur gennem et pas mellem vulkanen, der i Ringenes Herre blev kaldt Mount Doom og et andet stort bjerg. Vi måtte droppe turen, da vinden var for stærk i passet, og vi ville ikke kunne se bjergene alligevel. Det var ret skuffende. Vi har aftalt, at vi ikke vil lade os gå på af vejret men tage på ture som planlagt, selvom det står ned i stænger, og bare få det bedste ud af det... Men det er ærgerligt, for det går altså lidt ud over oplevelsen, især når man ikke kan se bjerghorisonten for regnskyer.
Vi besluttede dog at prøve at tage på en kanotur ned langs en flod med flot regnskov på begge sider, og vi blev begejstret for en 3 dages tur, som de reklamerede med. Vi handlede til turen, spændt på om vi ville ende med at gå sultne i seng, lejede et telt og så var vi afsted. Peter, som aldrig havde siddet i en kano før og desuden stadig er lidt vandskræk, var meget spændt på turen, og jeg håbede, at den ikke bød på for mange og voldsomme rapids. Første dag blev vi kørt 1 1/2 time ind i nationalparken og skubbet ud i floden efter et par korte instruktioner. Vejret var med os og solen skinnede ned på os og gjorde den første dag til den bedste start. Vandfaldene væltede ud over siderne på de grønklædte klippesider og den nærmest tropiske regnskov med krogede træer og bregneplamer væltede op af bjergsiderne, som dannede floddalen, vi sejlede i. Det var super idyllisk og meget hyggeligt. Vi havde lidt besvær med at styre kanoen i starten, så vi missede første stop, som var en campground, hvor vi skulle have spist middagsmad. Istedet fandt vi en stenbred hvor vi nærmest kunne glide op, og det blev vores første stop. Vi skulle sove på en anden campground og det gik lidt bedre med at komme ind til kanten denne gang, men jeg undgik ikke at få gennemblødte sko, da jeg måtte hoppe i vandet for at få os ind til bredden. Efter at alle vores ting blev pakket ud og teltet sat op kunne vi hygge os med at lave spaghetti med tomatsovs på vores medbragte cooker og nyde det gode vejr. På trods af små, hårde liggeunderlag sov vi fantastisk i det lille telt.
Dagen efter var vi hurtigt afsted. På floden kl. 8.00 ivrige efter at komme videre tog vi det næste stykke ned af floden. Som dagen før mødte vi ikke et eneste menneske. Når vi flød afsted i vores kano var der kun lyden af dryppende eller brusende vandfald og fuglenes lyde fra skoven omkring os. Vi fik et par enkelte byger over os, men solen kom hurtigt og tørrede vores regntøj. Vi havde fået af vide, at fordi floden var høj, ville der ikke være nogle nævneværdige rapids. Det var vi lidt glade for at være forskånet for, for vi synes at de få bølger, der blev dannet ved de normale rapids var nok til at "rokke vores båd"... Der var dog kun en gang, hvor vi fik lidt problemer og pulsen op at køre, hvor der var nogle ret store bølger ved en rapid, som slog ind over kanoen og fik den til at gynge faretruende. Men derefterr gik det fint. Allerede ved middagstid var vi fremme ved næste camp, som var en privatejet grund med en lodge, hvor folk blev fragtet op i jetbåd, for at se en betonbro midt i junglen, kaldt " Bridge to nowhere" - dette selvfølgelige sight skulle vi jo også se, men vi så ikke skiltet fra floden og endte med at sejle forbi punktet. Typisk! :) Der var desværre ikke plads i hytten til os, så vi camperede i baghaven, men havde adgang til flush- toilets,og bad!! Det var ret fantastisk efter at have skulle bruge nogle klamme, ildelugtende, fluebefængte toiletskure på de andre campsites, hvor man ligeledes skulle koge drikkevandet og fjerne små dyr fra vandet, før man kunne drikke det - jeg var ikke så tørstig de første par dage... :)
Vejret var igen med os og der kom kun nogle få kraftige regnskyl mellem dejligt solskinsvejr, og vejrudsigten havde ellers ikke været så lovende. Vi slappede af i sofaerne i stuen og snakkede med alle dyrene på stedet - de havde mindst 6 hunde, en kat, mange høns, ænder, heste, geder, får, grise og en påfugl og de fleste af dyrene rendte rundt som det passede dem. Vi blev rigtig gode venner med hundene :) vi savner Zulu... Natten bød på mange, kraftige regnfald og resulterede i, at vi mere eller mindre blev gennemblødte i det lille, lejede telt. De mange dyrelyde, samt den konstante trommen på teltdugen gjorde det heller ikke lettere at sove, så vi var knapt så udhvilede, da vi vågnede. Men vi kom tidligt op og var afsted for at nå i mål inden vi skulle blive fanget af eftermiddagens lovede regnvejr. Vi havde fået af vide, at det var farligt at sejle på floden når vandstanden steg, men vi skulle jo tilbage uanset, så der var ikke så meget af gøre. Der var en masse træer der lå i floden og små grene stak over vandoverfladen, og disse skulle vi så sørge for at sejle i en stor bue udenom, ellers kunne vi risikere meget nemt, at kanoen blev bøjet i sammenstødet, ville tage vand ind og knække! 
Vi fik pakket alt vores grej og kom afsted. Vi var nok kommet ca. 10 min. ned af floden, da Peter pludselig råbte: redningsvestene!!! Vi havde sat'me glemt at tage vestene på, de lå i tørvejr i et skur, hvor vi havde camperet!! Hvordan kunne vi glemme det?? Det var den allervigtigste ting, da floden havde en stærk strøm og bredden var ikke nem at komme til, da meget var klippevægge. Vi skulle igennem mange rapids med lidt store bølger (vi synes de var store) og vi skulle styre uden om træer og klipper, der stak op gennem bølgerne, som ville kæntre kanoen, hvis vi ramte dem. Vi blev ret panikslagne og forsøgte forgæves i meget kort tid at sejle tilbage op af strømmen, men det blev hurtigt klart for os at det ikke kunne lade sig gøre. Vi måtte vende kanoen og bare sejle videre... Dette var Peters absolutte værste mareridt, at være fanget i en lille båd på en potentiel farlig flod uden redningsvest - det var simpelthen SÅ tåbeligt! Vores hjerter hamrede hver gang der kom den mindste smule bølger, forhindringer eller rapids, da det var mere vigtigt end nogensinde, at vi ikke kæntrede. Efter en nervepirrende time på floden fik vi vinket en modkørende jetbåd til at stoppe, og vi lånte et par veste af dem. Samtidig mødte vi en flok på ca. 10 kanoer og de havde en guide med sig, så vi fulgte i halen på dem og endte med at få en god sidste halvdel før vi nåede endestationen. Alt i alt, da vi stod med solid grund under fødderne, kunne vi dog sige, at det havde været 3 rigtig gode dage, selvom vi godt lige kunne have været foruden den forfærdelige time uden redningsveste.
Nu sidder vi på en campingplads og nyder at være til efter et varmt, langt bad, og med rent og tørt tøj på og i en tør, varm bil. I morgen tager vi færgen til Sydøen, og der er mange flotte naturoplevelser i vente - blandt andet har vi booket en tur søndag morgen, hvor vi skal sejle ud til en kæmpe flok delfiner og derefter bliver smidt i vandet med våddragt og snorkel (og svømmevest!!) og så ellers kan svømme rundt blandt definerne!! 
Håber I har det godt, alle jer der følger med i min blog - skriv endelig en lille hilsen, hvis du har lyst, enten direkte på bloggen eller i en privat besked til mig, det er så dejligt at høre lidt hjemmefra, og tak til alle jer der har skrevet. :)

Vil bare kort sige at vi er kommet godt til New Zealand og at vi i morgen tidlig skal ud på en 3 dages kano-tur. Nettet er ikke helt så stabilt ude på landet, hvor vi ofte befinder os, så det er ikke så nemt at få mulighed for at opdatere. Men jeg vil bare fortælle at vi har det godt og vi er meget spændte på kanoturen. Og bare rolig, vi skal nok lade være med at begive os op i nogle luftballoner, så håber jeg, at jeg har fået beroliget familien :). Jeg skriver en længere opdatering når jeg får mulighed, nok hen af weekenden :)
Knus fra Janne

Forventningerne var høje til denne tur ud i outbacken, hvor vi skulle føres ud med guide, da man ikke selv kunne komme ud til alle lokationer selv, havde vi ladet os fortælle. Jeg glædede mig til at se krokodiller og komme på en bådtur, hvor vi skulle se alle de vilde fugle og krokodiller i deres rigtige leveområde.
Vi skulle på en 3 dages tur med 15 andre unge mennesker og vi vidste ikke stort mere hvad der skulle ske, vi havde ikke undersøgt detaljerne, men ville lade os overraske. 
Den første dag gik til Litchfield NP, hvor første stop var en mark fyldt med kæmpe store termitboer, der var over 5 meter høje og 50 år gamle. Dernæst kørte vi til forskellige flotte vandfald, og 2 af stederne kunne man bade i ferskvandssøerne, hvor vandfaldene væltede ned. Vi gik nogle små ruter langs vandfaldene og så flere kæmpeedderkopper på størrelse med min hånd. Dog var der flere steder, der var lukket pga. at vi er midt i deres regnsæson og søerne og floderne oversvømmes og så øges risikoen for at krokodiller finder vej til søerne. Vi så dog ingen krokodiller. Turen kunne vi dog have klaret selv i en almindelig bil, det havde vi ikke behøvet en guide og en dyr dagsbillet for at se.
Dag 2 kørte vi videre til Kakadu NP og besøgte et visitorcenter, hvor man kunne læse om Kakadu's historie og Aboriginiernes historie. Vi kørte derefter hen og så en masse hulemalerier, malet af Aboriginierne, der havde boet i området i 60.000 år! Hulemalerierne var dog knap så gamle, jeg kan ikke huske hvor gamle de var dateret til. Guiden fortalte nogle historier til billederne og det var lidt sjovt at sammenligne med den historie jeg er igang med at læse nu, der handler om menneskerne i istiden, for bog nr. 5 som jeg er igang med, fokuserer nemlig på kunsten, malerierne, som menneskerne lavede dengang, så det gjorde det lidt mere interessant for mig.
Så skulle vi på bådturen, jeg havde glædet mig sådan til, men det blev desværre til en skuffelse, fordi det var for stor en båd, hvor de proppede 50 mennesker på, så dem der sad i midten ikke havde mulighed for at se noget - og jeg var den heldige vinder af et midtersæde. Desuden pga. regnsæsonen var der meget dyreliv der var væk, op guiden fortalte mere om hvad der normalt kunne opleves i tørtiden, end om hvad vi kunne se nu. Krokodiller så man også meget sjældent på denne tid af året, så det skulle vi heller ikke regne med at se. Jeg blev meget skuffet, det var det jeg havde glædet mig mest til. Resten af dagen skulle vi bare være på en campingplads, da der ikke var flere steder vi kunne tage hen, pga. oversvømmelser. Aftenen var nytårs aften, og den fejrede vi roligt i selskab med vores gruppe i et stort telt og endte med at gå i seng før kl. 24.00. Endnu en dag vi kunne have klaret selv uden guide og 4
Sidste dag var vi ude på en lang hike til et vandhul med et lækkert vandfald. Peter fik overskredet endnu en grænse ved at svømme over flere afstande hvor han ikke kunne bunde, og han fandt ud af at han jo sagtens kunne, så det var lidt fedt. På vej tilbage førte vores guide os op på toppen af en klippeformation med en flot udsigt, og hvor der var flere hulemalerier - det var lidt et hemmeligt sted, og stien var ikke nem at følge, den forsvandt helt flere steder. Guiden sagde, at han ikke havde været der med nogen gruppe i 4 år og det var ikke normalt et sted man tog grupper med hen til. Jeg tror, at han følte at han skyldte os at se noget, da hovedattraktionerne i nationalparken var lukket pga oversvømmelser. Hvis vi havde vidst at 80procent af parken var lukket i regntiden og at dyrene tog væk i regnsæsonen var vi slet ikke taget afsted, så det var ret ærgerligt. Men det er vores egen skyld, vi kunne bare have undersøgt det selv først, men man lærer jo også af sine fejl.
Nu sidder vi og venter på vores fly til New Zealand, og vi glæder os vildt meget til at se en masse nyt. Vi lander i Auckland sent i morgen aften og får vores bil dagen efter. Vi har brugt meget af tiden her i Darwin på at planlægge vores tid på New Zealand, så vi ikke begår flere af de samme fejl, som vi har gjort her. Vi er mest til at planlægge hvad vi har lyst til at se, der går for meget spildtid med bare at tage tingene som de kommer. Vi starter på nordøen med at tage en midnatstur ud i de skove, som der blev brugt under optagelserne til Lord of the Rings, den skov med de meget gamle træer. Det er en guided 4 timers tur, hvor vi får en masse af vide om de 4000 år gamle træer - de ældste træer i verden! Også en masse sjove dyr skulle komme frem i skumringstiden, så det vil blive meget interessant :)
Jeg ved ikke hvornår vi får internet på NZ, men jeg regner med at vi køber mobilt bredbånd igen - vi bruger hele tiden internettet til at planlægge turen, skrive forespørgsler til ture m.m. så det er ret essentielt, at vi får fat i internet - og det gør det også nemt at opdatere bloggen :)