Vi var lidt nervøse inden flyveturen til Nepal, da det jo ikke gik helt efter planen sidst vi var i lufthavnen... Ida havde været så sød at minde os om, at fordi vi blev 4 ekstra dage, ville vores thailandske visum nå at løbe ud!! Det havde vi overhovedet ikke skænket en tanke. Dog skulle det løses nogenlunde nemt, ved at betale en bøde, når man forlod landet, men vi var stadig lidt spændte på hvordan det ville løse sig. Men alt gik heldigvis nemt og smertefrit. Vi betalte bøden for 2 dages overstay ved paskontrollen og vi kom forholdsvis nemt igennem transfer i lufthavnen i Indien (dog var de meget påpasselige i Indien og sprayede flyet med noget antibakterielt, inden vi forlod flyveren, samt scannede vores håndbaggage 3 gange og tømte stort selt alt indhold ud på et bord... især Peters pandelampe var under særlig undersøgelse og frembragte store smil, da de endelig fik den til at lyse...!!). 
Vi nåede flyet til Kathmandu og kom ud i en gammel, lille lufthavn, der mest af alt lignede en gammel efterskole, og fik nemt og hurtigt lavet visum. Vores tasker var også med os, vi havde frygtet at miste den, så vi havde taget vandretøjet og vandrestøvlerne på, så vi ikke ville stå uden det vigtigste udstyr, når vi skulle op på bjerget. Da vi kom ud af lufthavnen mødte kaoset os. En masse mennesker kom løbende hen mod os og spurgte, hvor vi skulle hen, og om vi ville med deres taxi, og de snakkede i munden på hinanden og som sædvanlig var det lidt overvældende. Vi fandt dog hurtigt den mand, der stod med et skilt med vores navn på, og gik hen til ham, mens de andre blev ved med at følge efter os. Da vi kom hen til bilen tog de vores baggage og lagde den i bilen, og vi var lidt forvirrede over alle de mennesker, der stod nok 8 og vi kunne jo ikke være i bilen alle sammen. Så ville de jo have drikkepenge ( for hvad? at have fulgt efter os hen til bilen?) og efter at være sluppet ind i bilen fandt vi ud af at der kun var 2 som faktisk hjalp os. Vi fik snøret et halstørklæde om halsen og blev budt velkommen af de to nepalesere på forsæderne. Og så gik den vilde køretur. Hvis vi før syntes at de kørte skørt og vildt i Thailand, var det intet imod Nepal - små, smalle, snoede gader med vild traffik i alle retninger, dytten og båtten og folk der var kørt fast i rabatten. Små gader uden eller med spredt astfalt og skrald overalt, støvet og beskidt. Da vi kommer ind i bydelen Thamel, dukker der en masse gadebutikker op med farverige tørklæder, tasker og trekkerudstyr. En masse mennesker går og cykler rundt og gør det svært at se i hvilken retning trafikken kommer fra, den kommer lidt fra alle sider. 
Vi bliver fulgt op på et kontor, hvor vi får et par kort over byen og får fortalt lidt om serværdighederne og bydelen Thamel, som er turistområdet i Kathmandu. Vores første hotel ligger lidt inde bagved nogle huse i en støvet baggård, men da vi kommer ind på hotelområdet, er vi omgivet af en dejlig, frisk have fyldt med små træer og blomster. Vores værelse er meget simpelt og ligner meget en gammelt farmor-hytte med slidte, brune møbler og blomstrede gardiner, et slidt og beskidt tæppe, der minder meget om et hundetæppe og nogle lidt lasede og slidte håndklæder. Nå ja, det er jo ikke luksus og så længe der ikke er bedbugs eller andre kryb, er vi tilfredse og glade. Vi er vildt smadrede efter den lange og udmattende tur, så efter aftensmaden går vi tilbage i seng.

Der er en del ting, vi skal nå at have styr på, inden vi skal afsted på Everest-trekket. Vi skal have købt noget varmt tøj og nogle redskaber, snacks og småting, som vi får brug for på de 15 dages trek. Vi skal finde det nye hotel, som vi skal tjekke ind på i morgen, hvor vi skal mødes med vores trek-gruppe og have et infomøde inden vi skal afsted. Vi skal jo som sagt være i temmelig god form for at tage på dette trek, og mor bliver ved med at skrive at vi skal gøre noget for at komme i form. Det er selvfølgelig lidt sent nu, men vi har tænkt meget over det den sidste måned,og det har været rigtig svært at gøre noget. Peter har lavet lidt styrketræning på hotelværelset de sidste 14 dage, men vi har ikke rigtig kunne bevæge os særlig meget for at kunne komme i form. Vejene har været livsfarlige at bevæge sig rundt på, så der tager man sig ikke lige en løbetur. Da vi var ude på øerne kunne jeg godt have taget nogle løbeture på stranden, men i 35 graders varme har man heller ikke den store energi til at springe rundt... Enderesultatet er at vi ikke er i super form, men vi har også hørt fra mange, at det ikke så meget kommer an på formen, som på hvor god ens krop er til at håndtere tynd luft - og det er noget selv meget trænede og fitte mennesker kan komme ud for at få problemer med. Så vi gør det bedste vi kan, klemmer ballerne sammen og krydser fingre for at vi ikke får hovedpiner og blodnæser, eller andre symptomer på højdesyge. Og så ser vi os selv stå med armene i vejret på toppen af bunden af Mount Everest omkring d. 7/6! :).
 
Sidste dag på Ko Chang gik med en lang scootertur til enden af øen, hvor vi fik set en lidt anden og meget mindre turistet side af øen. En lille søvnig fiskerby, hvor Thaierne arbejdede med fiskenettene ude i det lave vand og nogle lå og tog en lur i de små, lurvede træhytter som stod på træpiller i vandet. Vi nåede også forbi en danskejet Cafe, kaldt Kaffehuset, og fik en go' isdessert :)
Vi sagde farvel til John og hans 4 hunde og tog bussen til Bangkok næste morgen. Vi havde jo fået turen i den store bus, så det blev en fin tur med masser af benplads og sæder der kunne lægges tilbage. Kl. 18 blev vi sat af ved togstationen i Bangkok og vi tog Metroen og Skyrailen hen til vores hotel, Bourbon St. Boutique ved Ekkamai Station. Det er et ret nyt hotel, priserne er fornuftige i forhold til hvad man får, så det er et sted jeg godt kan anbefale. Efter en god nats søvn i et værelse med aircon (ahh, efter mange nætter i Johns hytter uden aircon) mødtes vi med Mara og Klaus til frokost, inden de skulle med flyet hjem til Tyskland om eftermiddagen. Det var rart lige at ses endnu engang, og vi fik delt en masse af de samme oplevelser vi havde haft på hele turen. De havde været rundt på samme tur, startet i Australien og videre ligesom os, så det var sjovt at dele de sidste historier på falderebet. Om aftenen tog Peter og jeg i biografen og så "Cabin in the woods", en god gyser som resulterede i at Peter nærmest kom ud af biografen med blå mærker på armen... :)
Ida kom til Bangkok efter 3 dage i Pattaya, en oplevelse ud over det sædvanlige, en by fyldt med sexturister og russere, speedbåde og hoteller. Vi fik dagene til at gå med shopping, shopping og shopping og biograf :) Det er dog begrænset hvor mange penge vi har at shoppe for, men da Ida og jeg endte i et shoppingcenter, hvor de 2 øverste etager var fyldt med sko, gik det galt! Dog kostede de billigste par sko jeg købte 18kr og det dyreste par 140kr, så selvom Ida fik kufferten fyldt op med sko, tømte det ikke kontoen helt! :)
D. 19/5 gjorde vi klar til at tage videre til Indien, hvor vi skulle lave en mellemlanding på 4 dage og på en 4dages guided tur rundt i Delhi og omegn for at se en masse spændende, kulturelle ting. Vi står tidligt op og står i Bangkok lufthavn kl. 04.50 og er igang med at tjekke ind, da damen bag check-in skranken spørger os om hvor vores visum til Indien er... Vi ligner lidt nogle tumpede turister og spørger dumt om ikke vi får lavet et ved ankomst, for det har vi jo fået ved samtlige andre lande, på nær Australien. Men nej, så heldige var vi ikke, vi skulle have haft været på den indiske ambassade i Bangkok og bestille det... Så vi måtte pænt tage vores baggage ned fra baggagebåndet og tage slukøret tilbage på hotellet. Heldigvis kunne vi få ændret datoen på billetterne uden det kostede en bondegård, men vi blev nødt til at stryge besøget i Indien. Det var for sent at få lavet visum, og vi havde kun de 4 dage i Indien at arbejde med, så nu er vi i stedet tilbage i Bangkok og venter på at det bliver d. 23/5 hvor vi flyver til Nepal som planlagt. Vi er vildt spændte på hvordan Nepal er og hvordan vores trek bliver. Vi blev jo lidt nervøse, da vi hørte at et fly var styrtet ned i bjergene, og at 2 danskere var overlevet. Vi skal jo også med et lille fly fra Kathmandu til bunden af Mount Everest, hvor vores trek starter, så risikoen er der for at vores lille fly kommer i lignende vanskeligheder. Vi kunne dog ikke lave vores tur om til et andet trek, der ikke involverede flyvning i et lille fly, da vi ville miste pengene fra det oprindelige trek, så vi krydser fingre for at alt går som det skal. Faktisk er jeg mere nervøs for om vi fysisk kan klare den hårde tur op af Mount Everest, da det kræver den højeste form for fitness, da vi skal op i over 5000 meters højde og vi skal vandre opad og opad i meget tynd luft. Og pt har den vildeste form for motion vi har lavet de sidste 3 måneder i denne gennemsnitlige varme på 35 grader, været at løbe fra aircon til aircon og hen til den nærmeste isbutik (idag var temperaturen oppe på 37grader). Så resultatet er et par slappe, halvfede kroppe som kun orker at tage rulletrappen op til biografstolen på 5. sal... Hmm, det skal nok gå godt...
Men ellers glæder jeg mig til at der kun er 1 måned til vi skal flyve til Danmark og se allesammen hjemme igen. Dog er hjemveen ikke så stærk, fordi spændingen stiger op mod Nepal-turen, og fordi der er så kort tid til vi er hjemme, så jeg ved, at før jeg ved af det, så er vi hjemme og så er dette øjeblik kun et minde. Så jeg sørger for at nyde hvert sekund vi har tilbage af turen, før man ved af det er man tilbage i hverdagen og tænker tilbage på alle de fantastiske oplevelser vi har haft. Selvom vi kommer hjem og er totalt broke har det været alle pengene værd og mere til! 
Jeg prøver at skrive igen, når vi er nået frem til vores hotel i Kathmandu og er ved at være klar til de 14 dage på bjerget.

 
Se billeder fra Ko Chang HER
 
Se billeder HER
 
10 dage på Ko Chang er lige i overkanten, da der er mange aktiviteter der er lukket ned for den begyndende regnsæson. Vi har dog haft meget fint solskinsvejr de sidste 3 dage, så vi har slappet af ved stranden og kørt lidt rundt på øen og fået en masse sol. Men vi har planlagt at tage videre nu, for at vi ikke kommer til at kede os alt for meget. Ida var ikke helt færdig med sol og badning, så hun ville gerne via Pattaya til Bangkok, men det er ikke et sted, der får vildt gode anmeldelser. Peter er færdig med øer, strand og sol og jeg er klar på mad fra den danske restaurant i Bangkok, værelse med aircon og film i biografen :). Mara og Klaus skal flyve til Tyskland i overmorgen, så de tog afsted til Bangkok i dag. Desværre var der kun afgang med Minibusser til Bangkok i dag, og vi er alle bare SÅ færdige med de lorte minibusser, så Peter og jeg har valgt at blive på Ko Chang en dag mere, og så tage den store bus til Bangkok i morgen. Ida tog til Pattaya her til morgen og møder os i Bangkok om 3 dage. Så har vi 5 dage i Bangkok før vi flyver til Indien d. 19/5. 
Så nu er der ikke længe til vores tid i Asien er forbi. Efter en lidt hård start med hjemve og kulturchok har Thailand overrasket positivt. Vi har erfaret at alle steder hvor der er flere turister end lokale er ikke rigtig værd at besøge. Men der er så mange smukke og interessante steder at vælge imellem, at det stadig ikke er umuligt at finde. Yndlingssteder for mig er: Ko Lanta (med snorkletur til Ko Rok), Kanchanaburi, Chiang Mai, Chang Rai og Ko Chang. Så det er næsten alle steder, hvor vi har været, men det er også meget forskellige steder, der har meget forskellige ting at byde på.
 
Efter en lang dag med flyveture og venten i lufthavne, ankommer vi kun ca. 30 minutter forsinket i lufthavnen i Siem Reap i Cambodia. En meget flink, ung mand står og venter på os med et skilt med vores navne og det jeg vil kalde luksusmodellen af en TukTuk, nærmest en karet med polstrede sæder med masser af plads. Vi bliver overrasket over førstehåndsindtrykket af Siem Reap i Cambodia, som består af massevis af overluksus hoteller, rene gader og fin asfalt på gaderne. Jeg havde troet at der ville være mere fattigt og beskidt. På guesthouset bliver vi modtaget med koldt vand og afkølede vaskeklude og de flinkeste værter. Ida sidder på tagterrassen og venter på os, og der får vi catchet op over en kold drink. Fantastisk at kunne se hinanden igen allerede, det føltes som om der knapt
Første dag i Siem Reap tager vi på en guided tur, som Ida har bestilt. En TukTuk og en engelsk guide fører os gennem de berømte, gamle templer ved Ankor Wat, og det er godt at vi har guiden med, for ellers ville vi ikke have nogen ide om hvad det var vi gik og så på. Det var en SUPER varm dag, det føltes som 40 grader og vi svedte alle 3 som syge, men det var en rigtig god dag, som sluttede af med solnedgang ved et af templerne.
Dag 2 sov vi længe og gik derefter en tur i byen. Vi endte ved Swensens, som er en amerikansk isrestaurant-kæde, hvor vi fik en ordentlig isdessert :)
Dag 3 stod vi op kl. 04.30 for at komme ud til Ankor Wat til solopgang. Der var ca. 1 million andre turister der havde fået samme glimrende ide, men det var nu alligevel et flot syn, de 10 minutter det varede. Derefter kørte vi videre rundt og så en masse andre templer, blandt andet det tempel, som blev brugt under optagelserne til Toomb Raider med Angelina Jolie. 
Der er mange, der går rundt og sælger ting, og de bliver ved og ved med at prøve at sælge et eller andet, vi blev nærmest overfaldet flere gange, og selv om vi blev ved med at sige "No Thanks" 15 gange i træk, blev de ved at følge efter en, børn som ville sælge postkort "only one dollar, Ma'em, so I can go to school, pleace". Vi var forberedt på det, men det var alligevel en anden oplevelse med alle de børn der tiggede.
Vi skulle videre til Ko Chang i Thailand, og eftersom det er svært at tage en turistbus uden at blive snydt i Cambodia, tog vi en taxi til grænsen, som alligevel var rigtig billigt, 30 dollar for 2 timers kørsel. Vi kom temmelig problemfrit over grænsen og efter at have viftet et par tvivlsomme taxichauffører af os, fik vi fat i en god taxi, som tog os ned til molen, de sidste 4 timers kørsel for 2200thb. Det var helt klart pengene værd, at bruge lidt mere på at sidde ordentligt og behageligt. Efter ca. 9 timers rejse ankom vi til Elephant&Castle på Ko Chang hvor vi blev taget imod af værten Poul og hans 4 hunde. Han er den skøreste mand vi endnu har mødt på hele turen, men han er ret sjov og vi sad og snakkede med ham hele aftenen.
Ko Chang er en dejlig ø. Den er meget grøn og flot, der er mange strande og masser af små bysamfund, og den er temmelig stor, så den er ikke lige set på 2 dage. Vi havde planer om at tage til nogle af de mindre øer i nærheden af Ko Chang, men det er ikke lige sæson for det nu, da der er ved at skifte til regnsæson og havet bliver upålideligt, så vi bliver måske her resten af tiden. Vi har lejet scootere og drøner rundt til de forskellige strande og ser en masse, det er rigtig hyggeligt. Ida og jeg har fået massage, og det var så sjovt for de beundrede Idas hvide hudfarve så meget at der var en af pigerne i salonen som blev ved med at sidde og røre ved hendes ben, det var så morsomt. Og i går, da vi var ude at køre tur, og stod ved et udkigspunkt og tog billeder, var der nogle Thai-turister som ville have taget billeder sammen med os. De blev ved med at hive fat i Peter, og så skulle han posere til deres fotos sammen med først hele gruppen, så pigerne og Peter, så fyrerne og Peter, det var bare så sjovt. 
Mara og Klaus, det tyske par som vi sidst havde været sammen med i Kanchanaburi, skal tilbage til Tyskland d. 15/5 men vi har skrevet sammen med dem undervejs, mens vi har været forskellige steder. Og de ville gerne have et par dages sidste afslapning på stranden inden de skulle hjem, så de ankom her i går, så vi lige kunne nå at være sammen nogle dage inden de afslutter deres lange tur. Vejret er super fint i dag, så den står vist på stranddag i dag :) Det er lige til at holde til, dette "backpackerliv" :)

 
Se billeder fra Hong Kong HER
 
Turen fra El Nido til Puerto Princessa gik heldigvis overraskende godt. RORO-bussen var 10 gange bedre end minibussen og kostede mere end 200 esos mindre pr. person, så det skulle vi bare have vidst fra starten. Det var stadig en lang tur på 6 timer, men bussædet var stort og fint og kunne lænes tilbage og der var aircon i bussen. Da vi ankom til hotellet Puerto Princessa tog vi ud for at få noget at spise. Vi tog hen til en restaurant, som hotellet anbefalede, og vi fik det dårligste mad vi længe har smagt! Desværre er Filippinerne virkelig ikke stedet, hvis man skal have god mad, det er dyrt og dårligt. Da vi prøvede middagsmad dagen efter, før vi skulle flyve, var maden så ringe at vi begge skulle skynde os direkte på toilettet, jeg har ikke været et sted før i hele verden, hvor maden har været så ringe både i kvalitet og smag. Nå, men vi tog hen til lufthavnen kl. 16.00 og skulle flyve til Manila kl. 17.45 - men surprise surprise var vores Cebu Pacific Air fly forsinket - en time! Heldigvis havde vi 4 timer i Manila før vores næste fly gik, så vi havde stadig tid. Men efter at have stået i kø til check in i 45 min skulle vi nærmest skynde os, for at nå at få noget af spise, før vi skulle videre til flyet. Men men men, vi skulle jo videre med Cebu igen, og de var som sædvanlig forsinket, så vi måtte vente yderligere 1 1/2 time. Vi kom endelig afsted kl. 23.50 og ankom efter ca 2 timer til Hong Kong. Faktisk var vi heldige, for lufthavnen havde været lukket for dårligt vejr i et stykke tid, og var lige åbnet igen, da vi skulle lande, så vi skulle ned gennem det vildeste uvejr, da vi skulle lande! Flyet hoppede og bumbede op og ned i 20 min, men vi landede sikkert uden problemer, men måtte derefter vente i kø i 1/2 time for at få en "parkeringsplads", da der var alt for mange fly på jorden, da en masse fly ikke havde haft mulighed for at lette. Da vi endelig kom ind i terminalen blev vi mødt af den længste kø til immigration jeg nogensinde har set. Den sneglede sig gennem hele lufthavnen og gennem en slange-kø, jeg ved ikke hvor mange tusinde mennesker der har været der… Vi overvejede bare at sove i terminalen, men var usikre på om vores baggage ville blive lost, hvis vi ikke kom igennem og fik den hentet, så vi stillede os trætte og udmattede i køen kl. 02.30. Da klokken var 05.00 var vi kommet igennem den mest udmattende tur nogensinde og havde fået vores baggage. Vi fandt et lækkert sted med nogle stole på række og trak soveposen over hovedet og sov til kl. 10.00, perfekt! :) Så gik vi hen til udgangen og ventede på Peters far Leif, som skulle komme med flyet fra Irland. Det var så godt at se ham komme gående, det var næsten som om vi var hjemme, bare fordi vi fik Far/Svigerfar ud at besøge os, det var en dejlig følelse.

Efter en masse krammere gik turen til hotellet og så tog vi straks ud og så lidt af byen. Jeg kan ikke beskrive med ord, hvordan det føltes at være omgivet af biler, metroer, shoppingcentre, rigtige og forskellige restauranter for ikke mindst at nævne det vigtigste: rigtige toiletter, rene og velduftende, med desinficerende spray til sædet og toiletpapir, sæbe og vand. AAAAHH! Efter over 2 måneder med tvivlsom toiletgang, er det simpelthen en luksus jeg ikke har lyst til at undvære igen!

Hong Kong er spækket med bygninger, ikke alle i den flotteste stand, og i flere af bygningerne bor folk så tæt at de bor i bure! (se link: http://www.dailymail.co.uk/news/article-2084971/Hong-Kongs-cage-homes-Tens-thousands-living-6ft-2ft-rabbit-hutches.html). Jeg har været i både New York, Mexico City og London i myldretiden, men intet - INTET kan sammenligne sig med den menneskemængde jeg har oplevet her. Det er fuldstændig VILDT så mange mennesker, der lever og går op og ned af hinanden her. 

Ellers er jeg glad for Hong Kong. Metrosystemet fungerer upåklageligt (VIGTIGT punkt for en storby) og det er nemt at finde rundt. Parken i nærheden af hotellet er fin og der er mange flotte bygninger (blandt de mange knap så smukke), men det mest imponerende er byen om aftenen, da der er så mange lys og lysskilte overalt, at hele byen er oplyst i blinkende farver. Det bedste er dog at fedte rundt i byen sammen med Svigerfar Leif, og spise kager og is, det har jeg savnet! :) Vi hygger os meget alle 3 og Peter får lidt velfortjent bank hele tiden :) Så hyggeligt! Vi får dog også lidt mere hjemve af at være sammen med Leif, for nu savner vi familien endnu mere, men nu skal vi jo mødes med Ida om et par dage, så kan det være at det går lidt i sig selv igen :).