Her kommer lige en megalang opdatering, da jeg har skrevet "dagbog" for hver dag på Everest-turen, og den kommer i et stykke her:
Dag 1
Vi indlogerede os på et hotel, der var lidt bedre standard end det første, for at mødes med vores gruppe. D. 27/5 skulle vi mødes kl. 18.00 på hotellet til et informationsmøde, og der mødte vi gruppen for første gang. Vi er 15 i alt, i alderen ca. 20 - 33 år tror jeg. Gruppen virkede allerede fra den første aften som en dynamisk og god gruppe, og ud over Peter og jeg, er der kun et enkelt andet par i gruppen, så alle er meget åbne og imødekomne og vil meget gerne snakke.
Dag 2
Vi mødtes alle d. 28/5 kl. 06.30 i hotellobbyen og tog ud til lufthavnen. Der blev vi mødt af et kaos, da der var en del aflyste fly til Lukla, hvor vi skulle hen, og en masse folk sad og ventede i forhåbning om at komme afsted i løbet af dagen. Lufthavnen i Lukla havde været lukket i 4 dage p.g.a. dårligt vejr, så det så ikke alt for godt ud, mht at vi kom afsted. Vi havde fået af vide, at vi skulle forsyne os med tålmodighed og positive energier så vi kunne komme afsted. Vi havde ikke nået at få morgenmad, og vi blev i lufthavnen til kl. 13.30 før vores guide Tashi kom og sagde, at vi tog tilbage til et hotel i Kathmandu, og ville prøve lykken igen i morgen. Vi havde brugt ventetiden med at snakke med en masse fra gruppen og vi var kommet rigtig godt ind på hinanden. Om aftenen tog Tashi (vores guide) os med hen på et nepalesisk spisested, og vi fik en smag af hvad der ville vente os de 14 dage på vandring. Vi havde fået fortalt, at vi ikke måtte spise kød undervejs, da det er et buddhistisk område vi vandrer i, og derfor slagter de ikke dyr. Kødet bliver derfor transporteret ukølet hen til de afsidesliggende landsbyer, og det er en ret sikker måde at få madforgiftning på. Vi må heller ikke købe noget i de lokale bagerier, da der også der er stor chance for at få rigtig dårlig mave. 
Dag 3
Dag tre mødtes vi samme tidspunkt og tog forhåbningsfulde hen til lufthavnen, og det første fly mod Lukla var allerde afgået, så vi var fulde af forventninger, da vi stod med vores boardingpas i hånden. Men vi blev hurtigt skuffet igen, da vi hørte at flyet var vendt om igen, uden at lande i Lukla, og var på vej tilbage til Kathmandu med alle passagererne. Jeg var i det mindste glad for at høre, at de ikke skortede med flysikkerheden. Men så kom Tashi og sagde, at der var den mulighed, at vi tog en helikopter til Lukla, da der var nogle folk der, der var strandet på 5. dagen, og vi kunne få en rimelig billig pris på tilbagevejen. Vi skulle kun af med 200 amerikanske dollars pr. pers, og vi ville få refunderet 125$ af dem fra den ubrugte flybillet. Desværre ville rejseforsikringen ikke dække de ekstra omkostninger, da det ikke inkluderede sygdom, så vi måtte punge op. Det vigtigste var at vi kom afsted og kun var en dag bagud programmet. Vi kom med den 3. og sidste helikopter, og det var en ret vild oplevelse i sig selv at flyve over de flotte bjergskråninger de ca. 40 minutter det tog at komme til Lukla. Vi fløj lavt, larmende og rumlende hen over vilde bjergslugter, floder, bjergskråninger med små bysamfund og terrassemarker og udsigten var fænamonal. Da vi nærmede os den lille bjergby Lukla i ca. 2500 meters højde, åbnede den mindste lille bitte landingsplads sig for os. Jeg ville have troet det var løgn, hvis jeg ikke så den med mine egne øjne. Den skrånede opad og stoppede ved en massiv stenvæg for enden. Jeg var glad for at vi landede i helikopter, som smukt førte os stille ned på helikopterlandingspladsen. Vi blev ført op til en restaurant hvor vi hurtigt fik en vegetarisk risret, og så skulle vi afsted mod landsbyen Phakding, hvor resten af vores gruppe allerede var gået afted mod. Den lå ca. 3 timers gang fra Lukla og små 200 meter højere oppe, så stigningen var meget moderat. Det var en fantastisk første gåtur. Vi gik gennem en masse meget autentiske landsbyer med en masse lokalfolk. Gaderne var lagt af sten og hunde og høns baskede rundt mellem det hele. Sherpaer (lokale mennesker der arbejder med at bære ting fra en landsby til en anden) med kæmpe læs på ryggen passerede os hele tiden, det er virkelig intet mindre end imponerende at se hvad de små mennesker kan klare at gå med op og ned af de stejle stier. Mange af dem bærer på en vægt der næsten svarer til deres egen vægt, nogle med 3-4 meter lange træbjælker, som de skal manøvrere rundt med i skarpe sving og op og ned af trapperne på stien. Vi mødte også flere dyretransporter, hvor en sherpa eller to styrede en stor flok muldyr, Yakokser eller lign. rundt på stien, fuldt belæsset med tasker og poser. Vi fik af vide, at vi skulle gøre holdt, når de kom, og holde os inde langs klippevæggen, så de ikke ville skubbe os ud over klippesiden.
Vi ankom langt om længe til Phakding, efter at have vandret i total mørke i ca. 30 minutter. Vi var jo forståeligt nok bagud fra tidsplanen. Vi mødtes med de andre i tehuset og fik vores aftensmad. Vejret var stadig behageligt varmt, ca. 23 grader vil jeg tro, så vi fik ikke brug for det varme tøj den dag. Vi fik vores eget rum med to fine senge, så det var højere standard, end jeg havde regnet med.
Dag 4
Dag nr. 4 var en lang dag. Vi skulle vandre ca. 7 timer og de sidste 3 timer ville gå 600m. opad! Det var en ret varm dag, ca. 25 grader og solskin, så humøret var højt og udsigten fantastisk. De første 3 timer var forholdsvis behagelige, ikke vilde stigninger, og fantastisk udsigt over en brusende gejserflod, som vi krydsede via lange hængebroer op til flere gange. Da vi nåede stedet, hvor vi skulle spise frokost, var jeg dog forholdsvis begyndt at blive tappet for kræfter. Solen havde gjort et godt indhug i mine kræfter, hvilket jeg slet ikke havde forventet, eftersom jeg burde være vant til solens stråler på dette tidspunkt. Peter gjorde mig opmærksom på, at mit hoved var vildt varmt, og jeg tog en hat på, men det var lidt for sent. Jeg tror, at jeg havde fået solstik. Og på dette tidspunkt gik turen lige opad i 3 timer i streg! Det var uden at overdrive det hårdeste jeg nogensinde har udsat mig selv for! Jeg tog museskridt og satte bogstavlig talt bare den ene fod lige foran den anden. Det var vildt varmt og jeg nåede at drikke 6 liter vand bare denne dag. Da vi endelig nåede frem til bjergbyen Namche, som ligger i 3400 meters højde, var både Peter og jeg på kanten af at brække. Peter havde fået en forstrækning i den ene læg, eller sådan noget, så det gav et jag i hans ben hver eneste gang han tog et skridt opad, og det var jo hele tiden, så han var også helt ødelagt, da vi endelig nåede frem.
Vi boede i et tehus, hvor vi havde vores eget dobbeltværelse, og toiletterne var stadig træk og slip. Jeg fik det værre, da vi blev indlogeret, og jeg sov et par timer, før vi skulle spise. Da vi skulle spise, føltes det som om jeg havde feber og begyndende influenza, og jeg kunne ingenting spise, jeg havde bare kvalme. Jeg tvang en smule i mig, men det blev ikke mere end et par mundfulde. Vi gik tidligt i seng, og jeg tog nogle hovedpinepiller, som viste sig at redde det hele. Efter en god nats søvn, hvor jeg havde sovet 13 timer inklusive luren før aftensmad, var jeg heldigvis frisk igen.
Dag 5
Dag 5 brugte vi i Namche, hvor vi skulle afklimatisere, for ikke at udvikle højdesyge. Vi gik en kortere tur op på toppen af bjerget ved Namche og så Mount Everest langt ude i horisonten for første gang. Hold op nogle fantastiske og vildt imponerende bjerge! Vejret var ikke helt klart, men skyerne flyttede sig lidt engang imellem, så vi kunne se bjergkammen. Det var stadig hårdt at gå opad for mig, jeg er helt sikker på, at det har noget med min dårlige kondi at gøre. Peter havde stadig problemer med sit ben, så efter gåturen fik han lejet et par vandrestave, som skulle lette trykket på benet, når han gik opad. Resten af dagen gik med afslapning, hvilket var rart og nødvendigt, men jeg fik det dårligere igen om aftenen og sov dårligt. Jeg havde fået en værre diarre, så jeg var oppe mindst 4 gange den nat og havde kvalme hele tiden.
Dag 6
Dagen startede med at jeg knapt kunne få noget morgenmad ned og energien var helt i bund. Vi havde en lang vandretur foran os og jeg var noget nervøs for at få det lige så dårligt som på dag 2. Jeg tog Imodium for at standse diarreen og Tashi gav mig noget antibiotika mod mavebakterier, og så krydsede jeg fingre for at det ville hjælpe lidt. Jeg gik langsomt, bagerst i gruppen og vores turguide sørgede heletiden for at sige til mig, at jeg bare skulle tage det i mit eget tempo og ikke lade mig stresse af at være den bagerste. Peter tog den stille og roligt sammen med mig nede bagved, også for at skåne sit ben mest muligt. Den første del af turen var ikke så fysisk hård, da det ikke kun gik opad, og til frokost var jeg begyndt at få det lidt bedre. Jeg fik spist alt frokosten og det hjalp meget på resten af gåturen, som var ret stejlt opad igen, (dog kun 2 timer opad og ikke 3...) til næste by Tengboche. Jeg tog den meget langsomt og kom derved frem uden synderlige problemer, men det var en hård tur. Især fordi solen kom frem igen og gjorde det varmt at gå. Turen gik gennem en flot rhoderdendron-skov, som desværre ikke var i blomst, men der var nogle enkelte, forkølede blomster der stadig hang på de lidt visne træer - det var ikke svært at forestille sig hvordan der ville se ud i april måned, og jeg sendte Rikke en masse tanker på turen, da jeg ved hvor meget hun eeelsker rhondodendron.
Da vi kom frem til Tengboche, som ligger i 3860 meters højde, fik de gang i brændeovnen i fællesrummet og vi hyggede alle sammen et par timer, før vi skulle spise. Da jeg fik varmen, fik jeg det selvfølgelig dårligt igen, og det var en blanding af at jeg ikke havde fået solcreme i hovedet om dagen, og derfor var blevet solbrændt i hovedet, som to dage før led af solstik, og at maven stadig rumlede. Så mit hoved blev bogstavligt talt lilla da jeg stod ved brændeovnen og varmede mig, og kvalmen opbyggede sig, så jeg igen ikke kunne spise noget til aften. Oveni det hele havde jeg så ondt i min nakke efter knuder i ryggen (nok efter at gå med rygsækken), men der var flere der gav mig en omgang massage, og det hjalp meget. Peter havde været så sød og sørget for at finde ekstra madrasser til os, så vi ikke skulle sove på den stenhårde seng og derved få mere ondt i ryggen, og det hjalp helt vildt meget og jeg fik en rigtig god nats søvn.
Dag 7
Dag 7 startede derfor godt, maven rumlede ikke mere (kun af sult) og jeg fik spist alt mit morgenmad. 
Hver morgen starter med at vi får målt vores puls og iltindhold i blodet, og hver morgen har min puls været for høj. Det skyldes nok at jeg er i dårlig form, men det betyder bare at jeg skal tage den langsomt. Mit iltindhold har været ok. Peters var modsat, og hans iltindhold var lidt for lavt, så han skal sørge for at drikke rigtig meget vand. Vi skal drikke mindst 4 liter hver dag, så det er lidt svært at drikke meget mere end det, men Peter prøver at køre på de 6 liter.
Vi startede morgenen i Tengboche med at se et kloster, som nok er verdens højest beliggende kloster, og Tashi fortalte en masse om klosterets historie og religionen. Gåturen fra Tengboche til Dingboche (4360 meter) var en rigtig smuk tur. Vi gik nærmest i skyerne, så udsigten til Everest og de omkringliggende bjerge var desværre blokket, men nu og da kom der hul i skyerne og vi fik nogle glimt af hvor imponerende voldsomme de kæmpebjerge er. Turen gik ikke stejlt opad som de andre dage, men meget lidt op og ned og ligeud, hvilket er mere Peters og mit område, så vi følte os godt med på denne tur. Igen var vandrestien en smuk sti, der bugtede sig på bjergsiden langs den mælkehvide gletcherflod, og vi passerede lange rækker af yakokser, der med store læs på ryggen , langsomt bevægede sig op af bjerget, og de imponerende sherpaer, som kommer vandrende med de største og tungeste læs, som de bærer op hovedet og ryggen. 
Vi kom op i meget høj højde (omkring 4000m) og der begyndte at blive mindre og mindre bevokset. Vinden var skarp oppe i højden, og hver gang vi stoppede blev det hundekoldt. Jeg håber, at vi får mere udsigt med os på vej tilbage, men på denne måde bliver Everest et mere imponende syn, når vi endelig står ved Basecamp og ser det i hele sin storhed.
Lige nu har vi lige fået aftensmad på Peaceful Lodge her i Dingboche, og vi har heldigvis begge fået spist lidt. Højden er begyndt at vise lidt virkninger, og Peter får lidt svimmelhedsanfald engang imellem, men han er også blevet forkølet efter gåturen i dag, hvor vi svedte meget, men den kolde vind gjorde os iskolde på ingen tid. Han har lige fået nogle antiforkølelsespiller af Tashi, og i morgen er det afklimatiseringsdag, så vi skal igen kun 300 meter højere op på en kort gåtur på 3 timer, og resten af dagen står på afslapning, så vi krydser fingre for, at han bliver frisk, inden vi skal videre herfra i overmorgen. Jeg selv havde en stigende smerte i min nakke, som nærmede sig hold i nakken, og det var svært at abstrahere fra det, men jeg fik nu alligevel sovet igennem, selvom det var lidt hårdt at falde i søvn pga. nakkesmerterne.
Dag 8
Dag 8 blev vi som sagt i Dingboche og skulle gå en tur op af en bakke, for at komme lidt højere op, og derefter stige ned igen, for at vænne os til højden. Vi vågnede til det smukkeste solskinsvejr, og pludselig kunne vi se at vi var omgivet af smukke bjerge - i går havde vi gået i en sky og kunne ingenting se. Da vi skulle til at gå turen op af bakken blev det desværre helt overskyet, så bjergene forsvandt, og det føltes lidt formålsløst at gå op af en stejl bakke, for at se en udsigt, der var forsvundet i skyer. Men vi var super heldige og pludselig forsvandt alle skyerne og verdens 3.-6. højeste bjerge viste sig i al deres enorme pragt for os. Det var ikke mindre end et fantastisk syn og Peter og jeg blev oppe på toppen for at nyde udsigten i 30 min længere tid end de andre, for det var dette vi var kommet for at opleve. De kæmpemæssige, rå og vilde bjerge gjorde et stort indtryk på mig, og selvom vi bevæger os mellem små landsbyer, virker der så råt og vildt overalt, fordi de enorme bjerge knejser op overalt og giver et indtryk af rå, uforfinet natur.
Resten af dagen gik med at slappe af i hytten, og Peter prøvede at få sin forkølelse under kontrol, men det gik ikke så godt med det. Han lå og sov i det varme fællesrum, men hans hoved var rødt og opsvulmet og øjnene blanke og næsen fyldt. Jeg var lidt bekymret på hans vejne, og jeg selv var begyndt at få det bedre, og jeg kunne spise alt min mad, selvom det ikke var alt der fristede. Hvis jeg spiser en mere Fried Nudel Vegetable eller Fried Rice Vegetable kaster jeg simpelthen op. De steger alt deres mad i noget lidt vild olie, så alt er dækket af et lag krydret olie, og det er lige til at kaste op af. Jeg fandt ud af, efter at have spist suppe og toast et par dage, at deres kartofler er ok, så jeg begyndte at bestille kartofler. Immodiomen virkede som det skulle, og min diarre var stoppet, og som det skal, var alt gennemgang stoppet, så det var faktisk fint. Dejligt ikke konstant at have kvalme, især når man skal spise og man ikke kan. Nakkesmerterne forfulgte mig stadig, men jeg fandt metoder til at sidde og ligge, så det gjorde mindst muligt ondt.
Dag 9
Dagen startede som sædvanlig tidligt med morgenmad omkring kl. 7.00, og jeg havde fået en ok nats søvn, men Peter havde ikke sovet godt p.g.a. sin forkølelse. Dagens trek startede stille og roligt med ca. 3 timers gang i nogenlunde lige terren, men det gik utroligt langsomt for Peter og jeg, da vi begge var helt udmattede. Udsigten var fantastisk smuk og solen skinnede fra en skyfri himmel, hvilket fik de enorme bjerge til at tegne en skarp og takket horisont hele vejen omkring os. Vejret var koldt, så det var faktisk meget behageligt trekke vejr. Vi fik os møjsommeligt slæbt os hen til frokoststedet, men her var Peter klar til at smide håndklædet i ringen. Han var så dårlig og havde absolut ingen energi tilbage, men så kom Tashi, vores guide, og fyldte ham med Red Bull, snickers og piller, og efter 1/2 time var han blevet overraskende frisk. Jeg selv havde fået en enorm hovedpine, der kom fra de enormt ømme skuldre, og hovedpinen gik lige op i nakken og om bag ørerne. Det var ganske uudholdeligt. Men jeg tvang nogle hovedpinepiller i mig og fik spist en smule af frokosten, og det hjalp utroligt meget. Efter frokost var der en enorm hård opstigning af en gletcher, hvor vi skulle lige op i ca. 1 time, og vi frygtede det lidt. Men med fornyet energi og enormt langsomt tempo, nåede vi op på toppen, hvor der var flere monumenter placeret for folk, der er døde på Everest. Efter et hvil på toppen fortsatte vi i et mere lige terren til Lobuche, hvor vi mere eller mindre faldt om i hytten. Det har alle dage været utroligt hårde trekkedage på ca. 7 timers trekking i utrolig hårdt terren, og det er en del mere udfordrende, end vi havde frygtet. Problemet er ikke så meget terrenet, som det er den manglende energi, efter ikke at spise noget, være dehydreret af diarre m.m. og forkølet og slap. I den højde vi nu var kommet op i, begyndte problemerne at melde sig. Jeg havde konstant stiv nakke og kunne knapt kigge fra side til side. Når jeg skulle spise, havde jeg svært ved at åbne munden, fordi det gjorde så ondt i nakken lige bag ved ørerne. Selvom jeg fik lidt massage hist og her, var det slet ikke nok til at få det til at forsvinde. Så jeg begyndte at leve af hovedpinepillerne, for at kunne få lidt søvn. Peters forkølelse ville heller ikke slippe sit tag i ham, og han spiste mindre og mindre. Vi havde slæbt havregryn med op på bjerget, for at kunne få noget god næring, men jeg måtte give fortabt efter 3 dage, da de kun havde mælkepulver blandet med vand, og havregrynen voksede simpelthen i munden på mig. Peter prøvede ihærdigt, men måtte også give fortabt, da han blev dårlig, så vi levede de første timer på toastbrød... ikke ligefrem hikermad. De varme soveposer vi havde lejet i Kathmandu var heldigvis skide gode, så selvom det var pissekoldt at kravle i dem om aftenen, holdt de os varme i de super kolde værelser.
Dag 10
Dag 10 trekkede vi videre mod Gorakshep, som er den højest beliggende landsby - eller landsby er for meget sagt, der er et par lodges til at huse de trekkende turister. Vi boede på Buddha Lodge, som ligger i 5180 m højde, og trekket derhen var supersmukt med flot flot solskinsvejr og udsigt til alle de smukke bjerge, der omringede os. Vi spiste frokost ved Buddha Lodge og var alle ret færdige på dette tidspunkt, nok pga iltindholdet i luften var så lavt, men vi skulle lige trekke 5 timer mere denne dag - vi skulle nemlig de 2 1/2 time hen til Mount Everest Basecamp, og vi var alle spændte på det, selvom vi var så smadrede. Der var flere og flere der var begyndt af få symptomer på højdeproblemer, som for de fleste handlede om dårlig mave, kvalme, ekstrem hovedpine og ingen appetit. Det var superkoldt at gå langs gletcheren og meget hårdt og udslidende, men det var fedt endelig at være nået målet -Mount Everest Basecamp! Det var vildt at stå ved basecamp, og kigge op af stien, som alle de klatrende eventyrere bruger for at bekæmpe Mount Everest. Selvom vi var i ca. 5300m højde er der stadig over 3 km højere op til toppen af Everest, og mærket i betragtning hvor hårdt det var at komme til basecamp, var det umuligt for os at forstå, at folk frivilligt bliver der i 2 måneder for at afklimatisere, leve der i kolde telte og leve med den konstante hovedpine og dårlige mave og dårlige mad. Og efter de 2 måneders afklimatisering tager det dem ca. 2 måneder mere at bestige Everest. Det er helt utænkeligt i mine øjne, at nogle skulle have lyst til det!
Nå men vi fik skrevet vores navne på nogle sten og taget de obligatoriste billeder og så ventede den 2 timers lange gåtur tilbage. Det var så hård og forfærdelig en tur, at vi nærmest røg lige i seng da vi kom tilbage. Vi havde også en lang dag for os dagen efter...
Dag 11
Dag 11 startede kl. 04.00 hvor vi skulle trekke op på en bakketop, der hedder Kalapather, som ligger i 5500 meters højde. Det tog 2 timer at gå op og op og op til toppen, og jeg var uden pis ved at dø på vejen. (der var en pige fra New York der sagde, at turen svarede til at gå op til toppen af Empire State Building, men her kun med den halve ilt til rådighed og med udmattede og udsultede kroppe). Det var så stejlt hele vejen, at vi nogle steder måtte gå sidelæns opad, fordi der var så stejlt. Turen var en frivillig morgentur, som ville vise solopgang med den bedste udsigt over Mount Everest, men der var 3 som valgte at blive tilbage, fordi de var syge - Peter var en af dem, og jeg var så taknemmelig for, at han havde valgt sengen, for denne tur ville have knækket ham helt, fordi han var så udmattet af forkølelse og underernæring. Til sidst, hvor det lignede at vi næsten var på toppen, var der stadig 30 min klatring op af glatte, frostklare klipper og vi stoppede hverisær efter ca. 10 skridt for at få vejret, da ilten i luften var meget tynd. Jeg var ærligt talt ved at give op mange gange, men jeg VILLE se Mount Everest fra den bedste side og jeg bed det i mig og fortsatte på den hårdeste strækning nogensinde. Alle var helt færdige da vi nåede toppen, men udsigten var sublim! Solen skinnede ud over den isblå morgenhimmel og varmede vores kolde lemmer lidt, mens vi sad og nød udsigten over Everest og de andre fantastiske, sneklædte bjerge. Turen ned igen på ca. en time gjorde ikke rigtig noget godt for vores gele-ben, og da vi nåede tilbage til Buddha Lodge kunne jeg kun kaste mig på sengen og pibe:"P..p...p..pillow....". Men vi havde travlt med at pakke, for vi skulle videre efter morgenmaden til Pheriche, som lå tusind meter lavere. Det var en laang tur og jeg var helt smadret efter den 4 timer lange morgentur, så jeg fik krise efter 1/2 times vandring. Jeg havde ikke noget energi i kroppen, fordi jeg kun havde spist halvdelen af min aftensmad (som igen bestod af kartofler) og toasten til morgen efter vandreturen havde bare vokset i munden på mig, samtidig med hovedpinen i nakken. En af guiderne endte med at tage min dagsrygsæk for mig, og jeg tvang en muslibar i mig. Efter en halv times tid fik jeg det bedre igen, og terrennet blev mere fladt og gik nedad i stedet, og det hjalp meget. Vi nåede hen til det stejle gletcher-stykke, men det var noget nemmere at gå nedad. Og derfra gik det bare videre ned i en dal og fladt hen til vores lodge. Vejret var fint, og vi havde smukke udsigter til bjergene igen. Dalen var fyldt med græssende Yakokser og deres unger, små vandløb og lilla blomster. Det var ret fantastisk, selvom vi var helt færdige. Om aftenen lå Peter og jeg i soveposerne og begyndte at fantasere om alle de dejlige ting, vi skulle hjem til. Vi legede en leg vi kaldte:"forestil dig dette senarie..." og så gjalt det om at fremstille et senarie hjemme i Danmark, som vi virkelig glædede os til. For det meste handlede det om mad - at sidde ude i køkkenet og spise rugbrød med friske tomater, mayonnaise og salt, et glas iskoldt mælk, leverpostegmad med kolde, friske agurker, jordbærtærte fra bageren - eller bedre endnu, Bedstemors hjemmelavede hindbærlagkage. At tænde op for grillen i haven og dufte til lugten af grillet, lækkert og mørt kød og min kartoffelsalat med familen rundt om bordet. At ligge i sofaen en hel dag med Zulu ved siden og bare se film og bestille Bones. Uha, der var mange gode senarier der kom op -endda bare at have sit eget, normalvarme badeværelse, hvor man ikke behøver at sidde og balancere på hug, mens røven blev frosset af, mens man prøver at blive færdig hurtigst muligt. :)
Dag 12
Det var en lang dag, fordi vi blev nødt til at skære en dag af programmet, fordi vi ikke kom med flyveren den første dag. Derfor skulle vi springe nogle overnatningssteder over og vandre længere. Vi skulle derfor helt fra Pheriche, som ligger i 4270m højde og de ca. 17 km ned til Namche Bazaar, som var vores overnatningssted på dag nr. 4! Min mave startede ud med at have det godt, jeg havde normal afføring (det er stort og vigtigt, derfor fortæller jeg sådanne slibrige detaljer!) og hovedpinen var stort set væk. Så jeg var ved godt mod og Peters forkølelse var også på retur, så han havde nemmere ved at trække vejret igen. Men appetitten havde han ikke fået igen, og på 3. dagen spiste han tør toast igen, som det eneste næring gennem hele dagen. Vejret startede ud med at være flot, men vi gik efterhånden ned under skyerne og kom ned til trælinjen igen. En af vores gruppemedlemmer, Matt fra San Diego, havde det rigtig slemt på 4. dagen med kvalme, ingen appetit og hovedpine, og vi fulgtes lidt med ham og tog den stille og roligt. Op mod frokoststedet skulle vi op af en bakke i ca. 45 min og det var ved at tage livet af Peter og jeg. Vi er bare ikke gode til at gå opad... Men vi nåede frokosten, men jeg havde på dette tidspunkt fået dårlig mave igen, og kunne ikke rigtig spise andet end suppen, vi fik til middag. Efter at have været på toilettet overvejede jeg at starte på Imoddium igen, men jeg ville lige se hvad der skete. Men vi var ikke nået mere end halvvejs ned af den mega stejle bakke, som vi skulle forcere efter frokost, før jeg måtte ud i busken og forrette min nødtørft, det var godt nok klamt. Resten af vejen havde jeg rumlende mave og kvalme og det fik en uønsket effekt, da jeg prøvede at spise noget chokolade. Efter en lang og hård nedstigning på ca. 1 1/2 time gik det opad igen i ca. 1 time og her var jeg ved at være helt færdig. Men vi klarede det til toppen og jeg holdt mig hele vejen til Namche, hvor vi har fået nogle superfine værelser med eget toilet og bad. Det var intet mindre end himmelsk at gå ind under den varme bruser og få vasket snavs, sved og støv af 7 dages trekking, hvor det nærmeste bad var i form af vådservietter... Nu ligger jeg i sengen og lytter til Peter der sover tungt - vi sover ca. 8-11 timer pr nat, vi går alle tidligt i seng og sover med det samme. Peters forkølelse er ved at være væk, men han har nu i 4 dage ikke spist andet end tørt toastbrød, og fik nu 2 æbler til aftensmad... Jeg må sige, at jeg aldrig har prøvet noget lignende nogensinde før, det er så superhårdt at det nærmest er ubeskriveligt. Vi har kun en dags trekking tilbage nu, en laang tur til Lukla i morgen, hvor vi starter med at gå 2 timer og 600m lige ned (den tur, der på vej opad nær havde taget livet af mig på dag nr. 4) og dernæst er der ca. 6 timers trekking mere eller mindre opad til Lukla. Mine ben er i dag helt smadrede, de er ømme og hårde, og jeg kan slet ikke forestille mig at gå så langt i morgen. Men jeg tog Immodium igen til aften og spiste en hel tallerken kartofler, så nu håber jeg det kan holde lidt energi inde til den sidste, hårde tur i morgen. Efter alt vi har været igennem, skal det nok gå, selvom det bliver som at gå i helvede... Sidste dag...

Dag 13 - sidste vandredag. 
Vi vågnede fint udhvilede og benene var ikke så ømme som frygtet efter en god og lang nats søvn. Vi fik nogenlunde spist morgenmaden, som bestod af megatørt toastbrød med smør og noget, der skulle minde om syltetøj, og Peter fik en Cheesesandwitch og friturestegte kartofler (...). (åhh, hvor vi ubeskriveligt glæder os til at spise i Danmark igen). Den lange nedstigning på 600 m var ikke så slem som frygtet. Det er noget nemmere, når det går nedad. Og derefter gik det meget ligeud helt hen til frokosten. Inden frokosten var jeg ved at dø af sult, men frokosten bestod af stegte nudler med grøntsager (de smagte ok, så dem fik vi begge ned), og Tibetansk brød (som mindede mere om sød kage end brød) og noget stærk karryret - dette var for meget for mig (og for Peter) så igen måtte vi nøjes med en lille slat mad i maven, men vi er snart vænnet til det. Chokoladen som vi har med som energibar kan vi heller ikke længere få ned - det smager bare ikke godt mere, når man er virkelig sulten efter noget rigtig mad, og bliver nødt til at tvinge chokolade i sig, for at få lidt energi. Det vokser bare i munden på mig! Det havde jeg aldrig troet ville ske for mig! :)
Efter frokost var der kun ca. 3 timers gang til Lukla, vores sidste overnatningssted, hvor vi skal flyve fra til Kathmandu. Men det gik jævnt op af bakke hele vejen, så det var hård kost for mine ømme ben, men jeg gik og hyggesnakkede med nogle piger på vejen, så vi tog den bare stille og roligt. Det var en fantastisk følelse at gå de sidste skridt op mod Lukla, hvor hele gruppen stod og ventede med klapsalver og High Five - vi klarede det!!! Og det skal jeg sgu være ærlig at sige, at jeg er stolt af, for F... hvor var det det hårdeste og vildeste jeg nogensinde har gjort i hele mit liv! Men sikke en oplevelse og sikke nogle fantastiske minder!
Efter et varmt bad på hotellet i Lukla holdt vi afskedsmiddag med vores bærere, som på hele turen har båret alt vores lort for os: 30 kg hver har de båret på præcis den samme tur som vi har gået! De er sgu nogle skrappe drenge, de Sherpaer der! Der blev holdt taler og skålet og alle var i fantastisk humør under middagen. Jeg var dog ved at blive mere forkølet og måtte sidde med rindende forkølelsesøjne og nyste under hele middagen, og efter at have fået et stort måltid mad begyndte maven også at opføre sig mærkeligt, nok pga. de Immodium-piller jeg tog i går. Så jeg måtte vende tilbage til sengen efter middagen, mens de andre fester vildt i baren nedenunder. Men vi har en afskedsaften igen i morgen, når vi ankommer til Kathmandu, så der håber jeg på at være mere frisk. Hele gruppen har simpelthen været fantastisk at vandre med, og det er helt ærgeligt at vi skal skilles igen i overmorgen. Selvom Peter og jeg normalt ikke er fan af store gruppeture, har det på denne tur været intet mindre end fantastisk, og vi har lært en masse spændende mennesker at kende. Intet mindre end en FANTASTISK tur!

Dag 14 -afrejsedag fra Lukla til Kathmandu.
Vi skulle tidligt op (kl. 05.00) for at få det første fly fra Lukla til Kathmandu. Da vi var færdige med morgenmaden kl. 06.00 fik vi af vide at vi godt kunne gå i seng igen, for der ville mindst gå et par timer før skyerne lettede og lufthavnen i Lukla ville åbne... Jeg følte mig ikke helt sikker på at vi kom med noget fly i dag... 
Men kl. 10.00 blev vi vækket og skyndet hen til lufthavnen, for nu var der et fly på vej fra Kathmandu! Det blev et hurtigt sikkerhedstjek i den mini lille lufthavn og vi så det lille propelfly med plads til 17 passagerer lande på den superkorte landingsbane. 5 min efter sad vi hele gruppen spændt fast i flyet og piloten bakkede flyet helt tilbage på landingspladsen, gav flyet fuld gas, så hele flyet hoppede og slap bremsen så det skød afsted mod afgrunden ca 200m lægere fremme, hvor vi løb tør for landingsplads/startbane.... Med en høj rumlen var vi i luften ca. 5 m. før vi løb tør for startbane og alle hujede og klappede og Peter var helt hvid i ansigtet :)
Efter 30 min. flot flyvetur, med Himalayabjergene der skød op over skyerne i horisonten, landede vi sikkert i lufthavnen i Kathmandu og blev kørt hen til vores hotel Norbu Linka, hvor vi startede for 14 dage siden. Nu har vi lige været ude at spise frokost: ALLE fik noget med kød, steak eller burger eller lign. og efter 5 sodavand med is og en chokoladekage med is til dessert, var vi alle tilfredsstillede - og enormt mætte, efter for første gang i 14 dage at spise sig helt mæt uden problemer! :) Nu slapper vi den lidt på hotellet og venter på at vi skal have den sidste afskedsmiddag i aften med gruppen.
Det har været intet mindre end en FANTASTISK tur på alle leder og kanter - og SHIT hvor har det også været hårdt. Har ALDRIG prøvet noget så hårdt i hele mit liv, og hvor er det fantastisk at tænke tilbage på, at vi kom igennem alle strabasserne trods alt.
Slut på et helt uforglemmeligt hike på toppen af verden!
Swes
6/9/2012

Hold da helt op - jeg er helt forpustet, af at læse om jeres tur. Jeg er super glad for at høre at I klarede den og at det levede op til jeres forventninger.
Jeg drømte om dig i nat og der havde du det ikke godt, så jeg har været lidt bekymret for at høre om, hvordan det har været... Jeg har nok tjekket din facebook side og denne blog hver dag, for at se hvornår der kom lyd fra jer, for må da indrømme at jeg har været en smule bekymret...
Men nu er der kun en uge til I kommer hjem og jeg kan altså snart ikke vente mere...
Glæææææder mig til at se jer.
Kæmpe krammer fra Swes.

Reply
Mutti
6/12/2012

Jeg tilslutter mig HELT Rikkes kommentar :-)

Reply



Leave a Reply.