Vi havde valgt at bo i Krabi, en turistby nær kysten, for at spare lidt penge på overnatningen - det var umuligt at finde billig overnatning på Phi Phi-øerne. Vi kom i snak med et engelsk par, Mark og Molly, som var rundt på stort set den samme tur som os, og de havde besøgt både Phi Phi Don og Phuket og vi fandt ud af at det lød ikke rigtig som noget for os. Vi ville derfor nøjes med at mødes med Ida og Frank på Koh Lanta. I mellemtiden ville vi rigtig gerne ud at snorkle, og der var masser af bureauer, der solgte bådture ud at en masse af de omkringliggende øer, dagsture m.m. hvor man også kunne snorkle. Vi valgte at prøve en tur hvor vi efter brochuren skulle snorkle meget. Vi prøvede at finde noget på Tripadviser om disse ture, men de var ikke rigtig listet nogle steder. Vi tog chancen og bookede en dagstur til "Four Islands - tour" hvor frokosten var inkluderet i den nette sum af 600 Thb pr. pers (ca. 110kr). Vi bliver hentet tidligt på hostellet (omkring kl. 7) og bliver kørt hen på en parkeringsplads ved vandet (ca 30 min væk) hvor vi så venter en time på at taxien lige skal hente et læs mere… Hmm! Pladsen er FYLDT med hvide turister, det er ikke meget galt hvis der havde været over 500 mennesker, og vi begynder at få vores bange anelser om denne tur. Vi bliver langt om længe smidt op i en Longtail-båd sammen med 25 andre turister og de ca 30 både, der er parkeret side om side, forlader stranden næsten samtidig. Første stop er ved et par øer, der hænger sammen med en lavvandet revle og der hænger vi ud i ca 1 time sammen med ca 150 andre turister, der står og gør sig til foran deres kameraer, det var nu ret underholdende at se på. Ud over det var der ikke meget bounty-strand over det. Så sejler vi videre til Chicken Island, hvor vi kan tage billeder af en klippe, der ligner en kylling (!) og så sejler vi hen til et snorklingspot, og båden bliver parkeret op af 5 andre logtailbåde, og der er ca 5 andre speedbåde m.m. i samme område. Så tænder de for diskomusikken og skruer højt op, så skal der sgu snorkles!! Hvad faen?? Nå, ingen info, bare et par masker og snorkel på og så ud i vandet - vandet er lidt grumset og fiskene virker meget forvirrede, idet store stimer af fisk vælter rundt fra side til side og bliver lokket tæt på båden med mad. Det er slet ikke til at komme til i vandet, der er så mange mennesker der vælter rundt oveni hinanden - og oven i det hele ser vi at halvdelen af turisterne vælter rundt ovenpå korallerne, fordi de ikke har taget en svømmevest på, så de står på alle de koraller de kan komme til! Jeg var chokeret og trist og vi svømmede hurtigt tilbage til båden, for det var et trist syn under vandoverfladen. Fandme om hende guiden ikke lige pludselig går rundt med, hvad jeg tror er en død fisk, og spørger om vi vil røre den - indtil Peter fortæller mig, at det er en levende fisk, som den fede Østeuropæer har fisket med sin fiskestang fra spidsen af båden! Vi sidder i en træbåd, med høj diskomusik og ca 100 mennekser omkring os i det grumsede vand, som er grumset pga ødelagte koraller som turisterne står og danser på, mens det åbentbart er tilladt at fiske de farverige koralfisk fra båden, hvis man ikke lige er snorkletypen! Jeg var så chokeret at jeg ikke engang kunne sige noget. Vi bliver sejlet hen til en anden ø, hvor vi skal have frokost - i selskab med ca 800 andre turister på en lille sandstrand - hvad faen er det her for noget, hvem kan synes at det her på nogen måde er fedt??? Hvad sker der?? Vi går en tur rundt på stranden, og kommer ikke langt væk før vi rammer øens losseplads, en stor bunke plastik og skrald i skoven, lige ved siden af stranden. Charmerende… Sidste tur går videre til en sidste ø, om muligt med flere mennesker end den tidligere ø, og vi ligger os i skyggen og forsøger at få en lur, for at få dagen til at gå hurtigst muligt. Hvordan nogle mennesker overhovedet kan synes det har været en god/rar/dejlig tur kan jeg slet ikke forestille mig, og jeg begynder at tvivle på det der Thailandske "paradis", om det er at finde nogle steder!
Dagen efter skal vi heldigvis videre, og jeg glæder mig HELT vildt til at se Ida igen! Vi ankommer efter en problemfri køretur med minivan til Koh Lanta og bliver indlogeret i Banana Garden Home, som er et resort, der er noget over vores normale standart, så vi føler os pludselig bedre tilpas. Ida og Frank er ved at blive hentet ved færgen, får vi af vide af Hotel-Mamaen, og hun er med på at lave en joke med dem. Peter får hende til at sige til Ida, at vi havde afbestilt hytten og ikke kom alligevel. Så da de kom frem, gik Ida rundt og så lidt forvirret ud, mens vi stod inde bag vinduerne og fnisede. Så listede jeg mig op bag hende, og hun blev bare vildt overrasket og så stod vi og hoppede og skreg i gensynsglæde, det var rigtig sjovt :). De næste 4 dage på øen blev de bedste 4 dage vi har haft her i Asien! Det var bare SÅ dejligt at være sammen med Ida og Frank, vi hyggede os bare så meget i selskab med dem. Vi badede ved stranden, spiste ved strandrestauranterne og fik drinks i strandkanten serveret af en indianer! Vi lejede nogle scootere den ene dag, og kørte øen tynd, og fik set en masse smukke og mere øde strande, så elefanter og spiste god mad fra restauranter med en god udsigt. Ida havde også booket en snorkletur til Koh Rok, og det blev højdepunktet - vi havde frygtet en gentagelse af "Four Islands" turen, men vi var de eneste på den store fiskerbåd og vi blev sejlet hen til det ene snorklested efter det andet, og vi havde det helt for os selv, det var intet mindre end fantastisk. Peter prøvede at hoppe i fra båden uden vest - flere gange, og vi så en masse nye fisk, som vi ikke havde set før, bla. Murene-ål, som vi dog hurtigt fik svømmet væk fra! Vi sluttede de 4 dage af med en times Thai-massage på stranden og en drink i skæret fra månen, der var næsten helt fuld. Det var meget svært at skulle videre, og jeg må indrømme at min hjemve aldrig har været så stærk som nu, og jeg ønskede allermest bare at tage med Ida til Bangkok og så være hjemme denne weekend! Da vi havde krammet farvel ved minibussen faldt humøret en tak, og den forfærdelige rejse til byen Chumphon gjorde ikke hjemveen mindre…
Peter og jeg ville prøve at gøre rejsen så billig som mulig, og ikke bare gøre som alle turisterne får af vide de skal, så vi blev sat af ved busstationen i Krabi og skulle så finde en busbillet til Chumphon - hvilket ikke kunne lade sig gøre! Vi kunne købe en busbillet til Surat Thrani og så få en derfra til Chumphon, hvor vi havde booket overnatning. Kl. 11.00 kørte bussen, som var en lokalbus, og den var først fremme omkring kl. 15.00, da den skulle stoppe hver kilometer! Derfra blev vi bare læsset af på en gade, hvor vi selvfølgelig blev modtaget af de sædvanelige krejlere, der ville have os op i deres bus! Vi forsøgte at finde den lokale bus, men hver gang vi spurgte om hjælp, fik vi forskellig svar - bussen gik først kl. 20, eller også var den lige gået og gik først i morgen, eller også gik der slet ingen bus! Men minivan kunne vi tage - til over dobbelt pris af bussen! Alle var bare ude efter at tage røven på os, og Peter begyndte at blive stædig, fandme nej om de skulle få os denne gang! Efter en times frustrerende gåen rundt hoppede vi op i en tilfældig lokal bus, som kørte til togstationen - og konduktøren sagde at det kostede 20 Thb pr. person - men da vi så hun gik rundt og samlede penge ind fra de lokale i bussen, så vi at de kun betalte 10 Thb - vi skal åbentbart medregne at der er 100% service charge/tax i dette land (vi bliver snydt HELE tiden!). Nå de 4 kroner vi blev snydt for kunne vi jo godt overleve, men det er bare princippet og følelsen man får! Vi ankommer til togstationen kl. 16.40 og heldigvis går toget kl. 17.00 og vi når lige at få noget klamt at spise (vi har kun fået morgenmad på dette tidspunkt). Togvognen var lavet af træ og kørte ca 30 km/t, så vi kunne godt regne ud at det ville tage lidt tid. Vi fik togkonduktøren til at sige når vi nåede frem, for det var umuligt at følge med i, hvor vi var, alle skilte stod på thailandsk, meget praktisk. Endelig kl. 21.00 nåede vi frem og fandt heldigvis hotellet nemt, da folk var så søde at pege os i rigtig retning. Efter en tiltrængt nats søvn venter vi nu på båden til Koh Tao, som de tager overpris for at få os ud på! Endnu engang erfarer vi at det ikke er værd at prøve at spare den 50'er, for at gøre det på den "rigtige" måde - vi ender alligevel med at betale mere i enden! Vi er nu selv ude om det, og lærer forhåbentlig noget af det. Nu ser jeg bare frem til 4 dage på øen og så overvejer vi at tage til Bangkok og mødes med Peters ven Thomas der, vi er blevet lidt trængende efter hjemligt selskab...
Dagen efter skal vi heldigvis videre, og jeg glæder mig HELT vildt til at se Ida igen! Vi ankommer efter en problemfri køretur med minivan til Koh Lanta og bliver indlogeret i Banana Garden Home, som er et resort, der er noget over vores normale standart, så vi føler os pludselig bedre tilpas. Ida og Frank er ved at blive hentet ved færgen, får vi af vide af Hotel-Mamaen, og hun er med på at lave en joke med dem. Peter får hende til at sige til Ida, at vi havde afbestilt hytten og ikke kom alligevel. Så da de kom frem, gik Ida rundt og så lidt forvirret ud, mens vi stod inde bag vinduerne og fnisede. Så listede jeg mig op bag hende, og hun blev bare vildt overrasket og så stod vi og hoppede og skreg i gensynsglæde, det var rigtig sjovt :). De næste 4 dage på øen blev de bedste 4 dage vi har haft her i Asien! Det var bare SÅ dejligt at være sammen med Ida og Frank, vi hyggede os bare så meget i selskab med dem. Vi badede ved stranden, spiste ved strandrestauranterne og fik drinks i strandkanten serveret af en indianer! Vi lejede nogle scootere den ene dag, og kørte øen tynd, og fik set en masse smukke og mere øde strande, så elefanter og spiste god mad fra restauranter med en god udsigt. Ida havde også booket en snorkletur til Koh Rok, og det blev højdepunktet - vi havde frygtet en gentagelse af "Four Islands" turen, men vi var de eneste på den store fiskerbåd og vi blev sejlet hen til det ene snorklested efter det andet, og vi havde det helt for os selv, det var intet mindre end fantastisk. Peter prøvede at hoppe i fra båden uden vest - flere gange, og vi så en masse nye fisk, som vi ikke havde set før, bla. Murene-ål, som vi dog hurtigt fik svømmet væk fra! Vi sluttede de 4 dage af med en times Thai-massage på stranden og en drink i skæret fra månen, der var næsten helt fuld. Det var meget svært at skulle videre, og jeg må indrømme at min hjemve aldrig har været så stærk som nu, og jeg ønskede allermest bare at tage med Ida til Bangkok og så være hjemme denne weekend! Da vi havde krammet farvel ved minibussen faldt humøret en tak, og den forfærdelige rejse til byen Chumphon gjorde ikke hjemveen mindre…
Peter og jeg ville prøve at gøre rejsen så billig som mulig, og ikke bare gøre som alle turisterne får af vide de skal, så vi blev sat af ved busstationen i Krabi og skulle så finde en busbillet til Chumphon - hvilket ikke kunne lade sig gøre! Vi kunne købe en busbillet til Surat Thrani og så få en derfra til Chumphon, hvor vi havde booket overnatning. Kl. 11.00 kørte bussen, som var en lokalbus, og den var først fremme omkring kl. 15.00, da den skulle stoppe hver kilometer! Derfra blev vi bare læsset af på en gade, hvor vi selvfølgelig blev modtaget af de sædvanelige krejlere, der ville have os op i deres bus! Vi forsøgte at finde den lokale bus, men hver gang vi spurgte om hjælp, fik vi forskellig svar - bussen gik først kl. 20, eller også var den lige gået og gik først i morgen, eller også gik der slet ingen bus! Men minivan kunne vi tage - til over dobbelt pris af bussen! Alle var bare ude efter at tage røven på os, og Peter begyndte at blive stædig, fandme nej om de skulle få os denne gang! Efter en times frustrerende gåen rundt hoppede vi op i en tilfældig lokal bus, som kørte til togstationen - og konduktøren sagde at det kostede 20 Thb pr. person - men da vi så hun gik rundt og samlede penge ind fra de lokale i bussen, så vi at de kun betalte 10 Thb - vi skal åbentbart medregne at der er 100% service charge/tax i dette land (vi bliver snydt HELE tiden!). Nå de 4 kroner vi blev snydt for kunne vi jo godt overleve, men det er bare princippet og følelsen man får! Vi ankommer til togstationen kl. 16.40 og heldigvis går toget kl. 17.00 og vi når lige at få noget klamt at spise (vi har kun fået morgenmad på dette tidspunkt). Togvognen var lavet af træ og kørte ca 30 km/t, så vi kunne godt regne ud at det ville tage lidt tid. Vi fik togkonduktøren til at sige når vi nåede frem, for det var umuligt at følge med i, hvor vi var, alle skilte stod på thailandsk, meget praktisk. Endelig kl. 21.00 nåede vi frem og fandt heldigvis hotellet nemt, da folk var så søde at pege os i rigtig retning. Efter en tiltrængt nats søvn venter vi nu på båden til Koh Tao, som de tager overpris for at få os ud på! Endnu engang erfarer vi at det ikke er værd at prøve at spare den 50'er, for at gøre det på den "rigtige" måde - vi ender alligevel med at betale mere i enden! Vi er nu selv ude om det, og lærer forhåbentlig noget af det. Nu ser jeg bare frem til 4 dage på øen og så overvejer vi at tage til Bangkok og mødes med Peters ven Thomas der, vi er blevet lidt trængende efter hjemligt selskab...
RSS Feed