Vi er lige kommet hjem fra vores fantastiske tur og har lige været i Coles (lidt som Bilka) og købt en hel, stegt kylling og lidt pastasalat - vores aftensmad blev ca. 5 gange billigere end i går aftes, så det kan godt betale sig ikke at gå på restaurant hver aften!:)

Dagen i dag startede med at vi blev hentet på vores hostel kl. 7.15 og kørt til lufthavnen. Der blev vi godt modtaget på et lille kontor, hvor vi fik vores udstyr (snorkel, svømmefødder, stingersuit m.m.) pakket i en privat taske til os selv. Vi var kun 8 på turen i alt (der kunne være 9) - og vi skulle flyve med et lille fly ca. 350km nordpå til en ø midt ude i koralrevet, langt væk fra alle turister. Vi fik alle en vinduesplads, da det var et af de små propelfly vi fløj med. Piloten og vores guide hele dagen var en ung og smækker fyr og han startede med at flyve os ind over regnskoven, langs hele nordkysten, og han fløj meget lavt, så vi rigtig kunne nyde landskabet. Helt oppe nordpå er der kæmpe silica sand mine, hvor de "høstede" det meget fine sand og sendte til Japan og andre steder, hvor de bruger sandet til at lave til specielt glas, som eks. til fladskærme og mange andre produkter. Jeg glemte at fortælle, at det hvide, hvide sand ved Whitsundays Islands er blevet brugt til at lave kiggert-glasset på Hubble-teleskobet! Det er nu en nationalpark, så det er forbudt at tage mere sand fra det område, men det skulle være noget af det fineste i verden!
Da vi ankom til Lizard Island, efter en meget fin flyvetur, gik vi i samlet flok til en flot, lukket strand der hedder Blue Lagoon, en strand der i et eller andet fint blad blev bedømt til en af verdens fineste strande. Der var en kridhvid sandstrand der gik ud i krystalblåt og turkist vand, og det var en lukket bugt med udsigt til 2 andre mindre øer, meget meget smukt.
Derefter gik vi hen til den bugt, hvorfra vi skulle snorkle de næste 4 timer. Vi fik snorkle-redningsveste på og de fungerede meget meget fint. Det første vi så, før vi overhovedet kom ud til revet, var en stor havskildpadde, der svømmede langs strandkanten og spiste lidt af det græs, der voksede på sandbunden. Det var en god start! Peter vænnede sig hurtigt til vesten, og af en mand, der både er vandskræk, har meget svært ved at svømme og ikke kan lide at være, hvor han ikke kan bunde, klarede han det super flot. Da vi kom længere ud fra stranden sagde han pludselig, men med et smil: "Så nu kan jeg ikke bunde mere!" og så fortsatte han bare. Jeg synes det var mega sejt! Men han glemte hurtigt at tænke på dybder, da koralrevet pludselig dukkede op foran os og fiskene strømmede rundt om os. Jeg købte i går et undervandshus til mit kamera, så jeg tog en masse billeder under vandet, men anede ikke hvordan de blev, for jeg kunne ikke se skærmen, når jeg tog billeder - men der er mange, der er blevet rigtig gode, dem skal I glæde jer til at se! Der var i massevis af både bittesmå, mellemstore og kæmpefisk, nogle med mange farver, andre helt matte. Selve koralrevet var ikke helt så smukt som da jeg snorklede ved Whitsundays synes jeg, men oplevelsen var federe, fordi vi havde så lang tid, og vi kunne svømme med hinanden i hånden og opleve det hele sammen - og der var bare SÅ mange fantastiske fisk.
Jeg kan blive ved med at fortælle, men jeg tror billeder siger mere end ord, så jeg vil lade dem tale for sig, når jeg engang får dem uploaded.
Vi fik en fin frokost med afkølet vin og drikkevarer i skyggen af nogle træer (Peter havde spist en grøn myre til forret - en kæmpemyre, hvor man skulle spise bagkroppen, den skulle smage af lime!! - jeg skulle ikke lige nyde noget, jeg er sgu også så sart...
Flyveturen hjem gik hen over koralrevet - 350km hen over de smukkeste formationer og farver i vandet, det var fantastisk at se fra oven! Da vi landede i lufthavnen skulle Peter lige have et billede af mig og piloten sammen, selv Peter var imponeret over den unge mand - og havde det ikke været for ringen på hans finger havde jeg sgu hoppet ind i flyet igen og sagt "videre go tur Peter!" :) Haha, ej pjat :)
Alt i alt blev det en lige så fantastisk dag som forventet og jeg er bare SÅ træt nu at jeg  vil falde lige ind i seng og bare sove til jeg vågner, selvom klokken kun er 20.00. 
Jeg vil prøve at uploade billeder i morgen, så må vi se om det virker :)
mutti
12/21/2011 08:51:47 pm

WAUWW - igen! For fanden da!!! Hvor det lyder til at være endnu en fantastisk oplevelse. Glæder mig allerede til billederne (selv om du er meget god til at beskrive turen i ord:-)

Knus Mutti

PS Vi vil MEGET GERNE booke en skypesamtale med jer juleaftensdag kl 12. Rikke og Ida er her også

Reply



Leave a Reply.