Der er 2 øer, en stor Perhentian Besar og en lille, Perhentian Kencil. Vi boede på den store ved Tuna Bay. Vi ville have taget en vandtaxi rundt mellem øerne og strandene, men det viste sig at være ret dyrt. Vi gik i stedet gennem junglen til den nærmeste anden strand, hvor bla. Perhentian Island Resort ligger og der skulle være god snorkeling. Vi nåede helt gennemblødte af sved frem og nød at vælte os ud i vandet for at snorkle lidt rundt. Desværre var korallerne her helt fuldstændigt ødelagte og derfor var der ikke så mange fisk. Det var meget farveløst og ret dybt også, så det var svært at se noget. Til gengæld var der nogle kæmpefisk! Den største var én der næsten var på størrelse med mig, lignede det, selvom jeg dog ikke svømmede helt hen til den, jeg fik et kæmpechok da jeg fik øje på den. Jeg fik nogle billeder af den, men tror det er svært at se størrelsesforholdet på den, men sammenlign med de små fisk, der er ved siden af den, de er ellers ret store! Der var også sværdfisk, store kuglefisk og Barracudaer.
Maden ude på øen fik vi fra de 3 restauranter, der ligger på stranden. Det var ok mad og rimelige priser. Det bedste var nu deres ananassmoothie, den fik vi nogle stykker af. Den ville have været supergod med lidt vodka i, men de serverede ikke meget alkohol på øen, så vi nøjedes med den "friske" udgave.
Den ene nat, lige da vi havde slukket lyset, skyndte Peter sig pludselig op af sengen og tændte lyset. Han havde i mørket hørt noget bevæge sig - og når man ligefrem kan høre et insekt bevæge sig, må det være et stort et - og ganske rigtigt var der en kæmpe kakelak der fedtede rundt på væggen lige over vores hoveder. Vi fik ved fælles hjælp fanget den i en skotøjsæske (må have været noget af et syn, 2 "voksne" mennesker der i fællesskab bakser med en skotøjsæske op af en væg) og fik den båret ud i det fri, hvor vi kastede kassen fra os og løb nærmest skrigende tilbage på værelset. Altså! På nuværende tidspunkt er vi glade for bare at få et værelse der er fri for (store) dyr.
Nå, men vi fortsatte med at snorkle, tage lidt sol og læse i skyggen af palmetræerne, det var super dejligt bare at stå op, spise lidt, snorkle lidt, solbade og spise, snorkle igen og slappe af til aften, hvor vi så kunne spise igen mens vi nød solnedgangen. Sådan må det genre blive den næste månedes tid, hvor vi skal ø-hoppe lidt :) Vi havde det bedste snorklingområde lige ved stranden hvor vi boede, hvor en masse fine koraller og hundredevis af fisk væltede op af havbunden blot få meter fra strandbredden. Vi så en masse nye fisk hver gang vi snorklede, de sejeste var en stor klovnefisk der nærmest var rust-farvet med en brunlig stribe (den var megaflot) og en anden ret stor fisk (nok en halv meter lang), der skiftede farve afhængig af omgivelserne. Den skiftede fra gul med lilla pletter til lilla med blå pletter til en helt treidje farve, når den svømmede forbi, den var bare så flot. Fik desværre ikke taget billeder af disse to, da jeg havde ladet kameraet blive oppe på denne tur (typisk!). Der er nogle små fisk som bliver meget nærgående, fordi de bliver fodret af nogle af turisterne, så de tror at de flydende mennesker betyder mad, og jeg blev nappet af utålmodige små fisk ikke så få gange, de var ikke bange af sig!
Vi tog tilbage til Kota Bharu efter 5 overnatninger på øen. Denne gang tog vi bussen og måtte slippe 12 Ringit som svarer til 24kr - noget billigere end den taxi, der snød os for vildt på vejen herhen! Vi gik hen til det Thailandske Konsulat og fik ansøgt om visa til Thailand, da vi ville tage bussen over grænsen, og derved kun ville få 14 dages gratis visum. Det ville blive alt for dyrt og stadig besværligt, hvis vi valgte at flyve og derved få 30 dages gratis visum. Jeg var imidlertid blevet forkølet af at ligge i træk af airconditionen en nat, og forkølelsen brød ud i fuldt flor denne dag. For dem, der har set mig være rigtig sat til, ved at jeg ligner en frø, der ikke kan trække vejret. Jeg havde det så skidt, så det var dejligt, at vi ikke skulle så langt, og jeg lå hele eftermiddagen i sengen. Jeg havde det heldigvis lidt bedre dagen efter, men en lang og besværlig tur ventede os.
Vi hentede vores visum kl. 11 og tog den første lokale bus til grænsen omkring kl. 12.45. Jeg sad ved siden af en Malaysisk pige, som kom fra Pulau Tioman (den ø vi ville have været ude på) og jeg snakkede med hende om alt muligt i den time vi kørte i bussen, det var ret sjovt.
Vi hoppede af bussen med alt vores grej og gik over grænsen gennem flere tjekpoints. Da vi nåede over på den anden side skulle vi finde minibus-stationen og en lille mand på en cykel med lad ville cykle os derhen, han mente at han havde masser af plads til os begge og vores baggage. Vi takkede dog nej, da vi fik fortalt at det var tæt på. Da vi efter 10 minutters vandren havde fundet minibusserne, fik vi af vide at vi skulle betale for 3 personer, fordi vi havde baggage med! Peter blev rasende, igen skulle vi narres, og vi gik videre for blot at finde ud af, at det var den eneste måde at komme til Hat Yai på! Vi måtte ende med at kravle tilbage og betale for 3 personer og så tog det ellers 5 timer at køre til Hat Yai, som jeg troede max lå 2,5 timer væk! Vi nåede udmattede og sultne frem til et gæstehus, hvor der endelig var et varmt bad, vi kunne få.
Dagen efter skulle vi igen med en minibus videre til Krabi. Vi stod klar til afhentning kl. 9.00 og turen skulle tage 4 timer. Men inden bussen kom og fik hentet de sidste personer blev klokken 10.00 før vi kom ordentligt afsted. Da vi ankom til Krabi, blev vi sat af ved et bureau - de havde ikke spurgt os om vores endedestination, og da vi sagde, hvor vi skulle hen, sagde de et eller andet uforståeligt om, at det var lige i nærheden - det er så belastende, når de ikke kan snakke engelsk! Vi måtte på med vores rygsække og begynde at vandre i 32 graders varme. Vi prøvede at spørge os frem og fandt ud af, at vi skulle en kilometer op af vejen (ikke noget problem for minibussen at have kørt os derhen, NÆSTE gang ved vi, at vi skal aftale endedestination med dem) - hvilket endte med at vi vandrede og vandrede (klokken var 14 og vi havde endnu kun fået en crossaint og en banan at spise, og vi svedte ca 2 liter væske i minuttet), og hver gang vi spurgte om vej, pegede folk bare op ad vejen. Vi endte derfor med at gå alt for langt og fandt efter ca 45 minutter endelig hostellet. Der findes 2 slags mennesker hernede - dem som er rigtig flinke og gerne vil prøve at hjælpe dig hvis de kan, og dem der er rigtig flinke og gerne vil hjælpe dig hvis de kan tjene penge på dig - og hvis de ikke kan tjene penge på dig er de ligeglade. Taxichaufførerne er de værste, efter hvad vi har oplevet indtil videre. "Ja ja, bare fortsæt ligeud" (hvis du ikke gider hoppe ind i min vogn!) De kommer hen til en eller står og råber efter en, og hvis man feks. siger, at man bare skal hen til eks busstationen, uha så siger de at der går 1 time -2 timer før bussen går, og at der er så og så mange kilometer hen til stationen, så vi føler os tvunget til at tage deres dyre taxi, hvor de igen snyder en med pengene. Nej nu er det snart slut, nu stoler jeg ikke på et eneste ord af, hvad de siger mere! Vi har oplevet det så mange gange nu, og det kan godt være svært i starten at finde ud af hvem der faktisk gerne vil hjælpe og hvem der bare er ude på at udnytte dig.
Men heldigvis var hostellet et fantastisk dejligt et af slagsen, og efter et koldt bad og en ren seng i et dejligt værelse, gik vi ud og fik noget fantastisk mad og så var humøret i top igen. Samtidig var det super mærkeligt at tænke på at Ida befinder sig ca. 40km væk på en anden ø, lige tværs over vandet! Vi skal mødes i 4 dage på Koh Lanta, det bliver bare så super sjovt at se hende igen :). Her til morgen blev jeg helt overvældet af en nyhedsmail, der fortalte mig, at mens jeg har siddet og nydt god aftensmad var min lille niece i gang med at komme til verden! Pludselig blev min hjemve lige ganget med 100.000 og det er lidt hårdt at vide at der lige går over 3 måneder endnu, før vi er hjemme. Men jeg vidste jo at denne dag ville komme og alligevel blev jeg slået helt ud og jeg tænker på søster hele tiden :) SAVNER dig! Glæder mig til at se flere billeder! :)
Ellers er jeg overrasket over at opleve at mine forestillinger om Malaysia og Thailand ikke har være skudt helt ved siden af. Mange steder minder udseendet om Mexico og nu efter at have været i Asien i 3 uger er det helt mærkeligt at være blandt så mange hvide mennesker igen her i Thailand. Der er nærmest flere turister end lokale, det er helt vildt. Det virkede helt mærkeligt på Perhentian Islands, at der ikke var flere hvide turister, der var faktisk flest lokale, og der var næsten tomt på solsengene og i restauranterne fordi det ikke lige var i højsæsonen. Vi snakkede lidt om at det nærmest virkede forkert, at sidde et så smukt og perfekt sted, og der var bygget til mange turister, og så var der bare tomt, men vi blev enige om at nyde det mens det varede, for vi havde en forestilling om at det ville blive pakket i Thailand.
Mine indtryk fra Malaysia og Thailand: varmt og tungt klima, regnskyl der er hurtigt overstået, og efterlader brandvarme vandpytter på gaderne. Mange fattige mennesker, usle bygninger og beskidte gader. Madsteder overalt, hvor maden bliver lavet på gaden og ligger i fade og venter på at blive serveret i 30 graders varme, rullende eller faste frugtboder med slidte og beskidte parasoller som solbeskyttelse, taxichauffører som råber og dytter efter én hver 3. minut. Når man kører gennem landskabet er det den ene fattige landsby opbygget på råddent træ med rustne bliktag efter den anden, hjemløse hunde der løber rundt og klør sig i nakken, børn der render grinende rundt og leger mellem husene, knallerter/scootere overalt, der svinger sig ud og ind mellem bilerne i en stor pærevælling. Det er så sjovt at se de farvestrålende klædte kvinder, der i fuld udrustning med lang flagrende kjole og tørklæde, med hjelm ovenpå, kommer drønende forbi, ofte 2 og 3 på knallerten, damerne ofte siddende sidelæns som på en "damesaddel". Igen madsteder overalt, bestående af et træskur med bliktag, plastikhavemøbler med plastikdug på bordene og en masse lokale, der sidder og spiser. Slagtere har vi set et par steder ved vejkanten, hvor et slagtet dyr ligger parteret i en slags bod (lidt som vores kartoffel/jordbærboder hjemme) lige ud til den støvede vej - igen tildækning eller afkøling, bare noget råt kød på en træbriks i 30 graders varme - utroligt at de ikke selv bliver syge af det - eller er det os der er for penippengryne derhjemme??? De mennesker vi har mest kontakt med hernede er jo dem, der skal tjene penge på os, så vi har desværre en del dårlige oplevelser med os pga. dette - men vi har også mødt de "almindelige" og meget venlige og smilende mennekser, som med glæde fortæller os hvad vi har brug for. Hvis de ikke kan tale engelsk finder de altid en som kan. Nå, nok med mig og mine indtryk, mange dage forud med ø-hopping venter, håber på at kunne slappe lidt af, det er hårdt at rejse og få nye indtryk hele tiden.
Maden ude på øen fik vi fra de 3 restauranter, der ligger på stranden. Det var ok mad og rimelige priser. Det bedste var nu deres ananassmoothie, den fik vi nogle stykker af. Den ville have været supergod med lidt vodka i, men de serverede ikke meget alkohol på øen, så vi nøjedes med den "friske" udgave.
Den ene nat, lige da vi havde slukket lyset, skyndte Peter sig pludselig op af sengen og tændte lyset. Han havde i mørket hørt noget bevæge sig - og når man ligefrem kan høre et insekt bevæge sig, må det være et stort et - og ganske rigtigt var der en kæmpe kakelak der fedtede rundt på væggen lige over vores hoveder. Vi fik ved fælles hjælp fanget den i en skotøjsæske (må have været noget af et syn, 2 "voksne" mennesker der i fællesskab bakser med en skotøjsæske op af en væg) og fik den båret ud i det fri, hvor vi kastede kassen fra os og løb nærmest skrigende tilbage på værelset. Altså! På nuværende tidspunkt er vi glade for bare at få et værelse der er fri for (store) dyr.
Nå, men vi fortsatte med at snorkle, tage lidt sol og læse i skyggen af palmetræerne, det var super dejligt bare at stå op, spise lidt, snorkle lidt, solbade og spise, snorkle igen og slappe af til aften, hvor vi så kunne spise igen mens vi nød solnedgangen. Sådan må det genre blive den næste månedes tid, hvor vi skal ø-hoppe lidt :) Vi havde det bedste snorklingområde lige ved stranden hvor vi boede, hvor en masse fine koraller og hundredevis af fisk væltede op af havbunden blot få meter fra strandbredden. Vi så en masse nye fisk hver gang vi snorklede, de sejeste var en stor klovnefisk der nærmest var rust-farvet med en brunlig stribe (den var megaflot) og en anden ret stor fisk (nok en halv meter lang), der skiftede farve afhængig af omgivelserne. Den skiftede fra gul med lilla pletter til lilla med blå pletter til en helt treidje farve, når den svømmede forbi, den var bare så flot. Fik desværre ikke taget billeder af disse to, da jeg havde ladet kameraet blive oppe på denne tur (typisk!). Der er nogle små fisk som bliver meget nærgående, fordi de bliver fodret af nogle af turisterne, så de tror at de flydende mennesker betyder mad, og jeg blev nappet af utålmodige små fisk ikke så få gange, de var ikke bange af sig!
Vi tog tilbage til Kota Bharu efter 5 overnatninger på øen. Denne gang tog vi bussen og måtte slippe 12 Ringit som svarer til 24kr - noget billigere end den taxi, der snød os for vildt på vejen herhen! Vi gik hen til det Thailandske Konsulat og fik ansøgt om visa til Thailand, da vi ville tage bussen over grænsen, og derved kun ville få 14 dages gratis visum. Det ville blive alt for dyrt og stadig besværligt, hvis vi valgte at flyve og derved få 30 dages gratis visum. Jeg var imidlertid blevet forkølet af at ligge i træk af airconditionen en nat, og forkølelsen brød ud i fuldt flor denne dag. For dem, der har set mig være rigtig sat til, ved at jeg ligner en frø, der ikke kan trække vejret. Jeg havde det så skidt, så det var dejligt, at vi ikke skulle så langt, og jeg lå hele eftermiddagen i sengen. Jeg havde det heldigvis lidt bedre dagen efter, men en lang og besværlig tur ventede os.
Vi hentede vores visum kl. 11 og tog den første lokale bus til grænsen omkring kl. 12.45. Jeg sad ved siden af en Malaysisk pige, som kom fra Pulau Tioman (den ø vi ville have været ude på) og jeg snakkede med hende om alt muligt i den time vi kørte i bussen, det var ret sjovt.
Vi hoppede af bussen med alt vores grej og gik over grænsen gennem flere tjekpoints. Da vi nåede over på den anden side skulle vi finde minibus-stationen og en lille mand på en cykel med lad ville cykle os derhen, han mente at han havde masser af plads til os begge og vores baggage. Vi takkede dog nej, da vi fik fortalt at det var tæt på. Da vi efter 10 minutters vandren havde fundet minibusserne, fik vi af vide at vi skulle betale for 3 personer, fordi vi havde baggage med! Peter blev rasende, igen skulle vi narres, og vi gik videre for blot at finde ud af, at det var den eneste måde at komme til Hat Yai på! Vi måtte ende med at kravle tilbage og betale for 3 personer og så tog det ellers 5 timer at køre til Hat Yai, som jeg troede max lå 2,5 timer væk! Vi nåede udmattede og sultne frem til et gæstehus, hvor der endelig var et varmt bad, vi kunne få.
Dagen efter skulle vi igen med en minibus videre til Krabi. Vi stod klar til afhentning kl. 9.00 og turen skulle tage 4 timer. Men inden bussen kom og fik hentet de sidste personer blev klokken 10.00 før vi kom ordentligt afsted. Da vi ankom til Krabi, blev vi sat af ved et bureau - de havde ikke spurgt os om vores endedestination, og da vi sagde, hvor vi skulle hen, sagde de et eller andet uforståeligt om, at det var lige i nærheden - det er så belastende, når de ikke kan snakke engelsk! Vi måtte på med vores rygsække og begynde at vandre i 32 graders varme. Vi prøvede at spørge os frem og fandt ud af, at vi skulle en kilometer op af vejen (ikke noget problem for minibussen at have kørt os derhen, NÆSTE gang ved vi, at vi skal aftale endedestination med dem) - hvilket endte med at vi vandrede og vandrede (klokken var 14 og vi havde endnu kun fået en crossaint og en banan at spise, og vi svedte ca 2 liter væske i minuttet), og hver gang vi spurgte om vej, pegede folk bare op ad vejen. Vi endte derfor med at gå alt for langt og fandt efter ca 45 minutter endelig hostellet. Der findes 2 slags mennesker hernede - dem som er rigtig flinke og gerne vil prøve at hjælpe dig hvis de kan, og dem der er rigtig flinke og gerne vil hjælpe dig hvis de kan tjene penge på dig - og hvis de ikke kan tjene penge på dig er de ligeglade. Taxichaufførerne er de værste, efter hvad vi har oplevet indtil videre. "Ja ja, bare fortsæt ligeud" (hvis du ikke gider hoppe ind i min vogn!) De kommer hen til en eller står og råber efter en, og hvis man feks. siger, at man bare skal hen til eks busstationen, uha så siger de at der går 1 time -2 timer før bussen går, og at der er så og så mange kilometer hen til stationen, så vi føler os tvunget til at tage deres dyre taxi, hvor de igen snyder en med pengene. Nej nu er det snart slut, nu stoler jeg ikke på et eneste ord af, hvad de siger mere! Vi har oplevet det så mange gange nu, og det kan godt være svært i starten at finde ud af hvem der faktisk gerne vil hjælpe og hvem der bare er ude på at udnytte dig.
Men heldigvis var hostellet et fantastisk dejligt et af slagsen, og efter et koldt bad og en ren seng i et dejligt værelse, gik vi ud og fik noget fantastisk mad og så var humøret i top igen. Samtidig var det super mærkeligt at tænke på at Ida befinder sig ca. 40km væk på en anden ø, lige tværs over vandet! Vi skal mødes i 4 dage på Koh Lanta, det bliver bare så super sjovt at se hende igen :). Her til morgen blev jeg helt overvældet af en nyhedsmail, der fortalte mig, at mens jeg har siddet og nydt god aftensmad var min lille niece i gang med at komme til verden! Pludselig blev min hjemve lige ganget med 100.000 og det er lidt hårdt at vide at der lige går over 3 måneder endnu, før vi er hjemme. Men jeg vidste jo at denne dag ville komme og alligevel blev jeg slået helt ud og jeg tænker på søster hele tiden :) SAVNER dig! Glæder mig til at se flere billeder! :)
Ellers er jeg overrasket over at opleve at mine forestillinger om Malaysia og Thailand ikke har være skudt helt ved siden af. Mange steder minder udseendet om Mexico og nu efter at have været i Asien i 3 uger er det helt mærkeligt at være blandt så mange hvide mennesker igen her i Thailand. Der er nærmest flere turister end lokale, det er helt vildt. Det virkede helt mærkeligt på Perhentian Islands, at der ikke var flere hvide turister, der var faktisk flest lokale, og der var næsten tomt på solsengene og i restauranterne fordi det ikke lige var i højsæsonen. Vi snakkede lidt om at det nærmest virkede forkert, at sidde et så smukt og perfekt sted, og der var bygget til mange turister, og så var der bare tomt, men vi blev enige om at nyde det mens det varede, for vi havde en forestilling om at det ville blive pakket i Thailand.
Mine indtryk fra Malaysia og Thailand: varmt og tungt klima, regnskyl der er hurtigt overstået, og efterlader brandvarme vandpytter på gaderne. Mange fattige mennesker, usle bygninger og beskidte gader. Madsteder overalt, hvor maden bliver lavet på gaden og ligger i fade og venter på at blive serveret i 30 graders varme, rullende eller faste frugtboder med slidte og beskidte parasoller som solbeskyttelse, taxichauffører som råber og dytter efter én hver 3. minut. Når man kører gennem landskabet er det den ene fattige landsby opbygget på råddent træ med rustne bliktag efter den anden, hjemløse hunde der løber rundt og klør sig i nakken, børn der render grinende rundt og leger mellem husene, knallerter/scootere overalt, der svinger sig ud og ind mellem bilerne i en stor pærevælling. Det er så sjovt at se de farvestrålende klædte kvinder, der i fuld udrustning med lang flagrende kjole og tørklæde, med hjelm ovenpå, kommer drønende forbi, ofte 2 og 3 på knallerten, damerne ofte siddende sidelæns som på en "damesaddel". Igen madsteder overalt, bestående af et træskur med bliktag, plastikhavemøbler med plastikdug på bordene og en masse lokale, der sidder og spiser. Slagtere har vi set et par steder ved vejkanten, hvor et slagtet dyr ligger parteret i en slags bod (lidt som vores kartoffel/jordbærboder hjemme) lige ud til den støvede vej - igen tildækning eller afkøling, bare noget råt kød på en træbriks i 30 graders varme - utroligt at de ikke selv bliver syge af det - eller er det os der er for penippengryne derhjemme??? De mennesker vi har mest kontakt med hernede er jo dem, der skal tjene penge på os, så vi har desværre en del dårlige oplevelser med os pga. dette - men vi har også mødt de "almindelige" og meget venlige og smilende mennekser, som med glæde fortæller os hvad vi har brug for. Hvis de ikke kan tale engelsk finder de altid en som kan. Nå, nok med mig og mine indtryk, mange dage forud med ø-hopping venter, håber på at kunne slappe lidt af, det er hårdt at rejse og få nye indtryk hele tiden.
RSS Feed