Se billeder fra Hong Kong HER
 
Turen fra El Nido til Puerto Princessa gik heldigvis overraskende godt. RORO-bussen var 10 gange bedre end minibussen og kostede mere end 200 esos mindre pr. person, så det skulle vi bare have vidst fra starten. Det var stadig en lang tur på 6 timer, men bussædet var stort og fint og kunne lænes tilbage og der var aircon i bussen. Da vi ankom til hotellet Puerto Princessa tog vi ud for at få noget at spise. Vi tog hen til en restaurant, som hotellet anbefalede, og vi fik det dårligste mad vi længe har smagt! Desværre er Filippinerne virkelig ikke stedet, hvis man skal have god mad, det er dyrt og dårligt. Da vi prøvede middagsmad dagen efter, før vi skulle flyve, var maden så ringe at vi begge skulle skynde os direkte på toilettet, jeg har ikke været et sted før i hele verden, hvor maden har været så ringe både i kvalitet og smag. Nå, men vi tog hen til lufthavnen kl. 16.00 og skulle flyve til Manila kl. 17.45 - men surprise surprise var vores Cebu Pacific Air fly forsinket - en time! Heldigvis havde vi 4 timer i Manila før vores næste fly gik, så vi havde stadig tid. Men efter at have stået i kø til check in i 45 min skulle vi nærmest skynde os, for at nå at få noget af spise, før vi skulle videre til flyet. Men men men, vi skulle jo videre med Cebu igen, og de var som sædvanlig forsinket, så vi måtte vente yderligere 1 1/2 time. Vi kom endelig afsted kl. 23.50 og ankom efter ca 2 timer til Hong Kong. Faktisk var vi heldige, for lufthavnen havde været lukket for dårligt vejr i et stykke tid, og var lige åbnet igen, da vi skulle lande, så vi skulle ned gennem det vildeste uvejr, da vi skulle lande! Flyet hoppede og bumbede op og ned i 20 min, men vi landede sikkert uden problemer, men måtte derefter vente i kø i 1/2 time for at få en "parkeringsplads", da der var alt for mange fly på jorden, da en masse fly ikke havde haft mulighed for at lette. Da vi endelig kom ind i terminalen blev vi mødt af den længste kø til immigration jeg nogensinde har set. Den sneglede sig gennem hele lufthavnen og gennem en slange-kø, jeg ved ikke hvor mange tusinde mennesker der har været der… Vi overvejede bare at sove i terminalen, men var usikre på om vores baggage ville blive lost, hvis vi ikke kom igennem og fik den hentet, så vi stillede os trætte og udmattede i køen kl. 02.30. Da klokken var 05.00 var vi kommet igennem den mest udmattende tur nogensinde og havde fået vores baggage. Vi fandt et lækkert sted med nogle stole på række og trak soveposen over hovedet og sov til kl. 10.00, perfekt! :) Så gik vi hen til udgangen og ventede på Peters far Leif, som skulle komme med flyet fra Irland. Det var så godt at se ham komme gående, det var næsten som om vi var hjemme, bare fordi vi fik Far/Svigerfar ud at besøge os, det var en dejlig følelse.

Efter en masse krammere gik turen til hotellet og så tog vi straks ud og så lidt af byen. Jeg kan ikke beskrive med ord, hvordan det føltes at være omgivet af biler, metroer, shoppingcentre, rigtige og forskellige restauranter for ikke mindst at nævne det vigtigste: rigtige toiletter, rene og velduftende, med desinficerende spray til sædet og toiletpapir, sæbe og vand. AAAAHH! Efter over 2 måneder med tvivlsom toiletgang, er det simpelthen en luksus jeg ikke har lyst til at undvære igen!

Hong Kong er spækket med bygninger, ikke alle i den flotteste stand, og i flere af bygningerne bor folk så tæt at de bor i bure! (se link: http://www.dailymail.co.uk/news/article-2084971/Hong-Kongs-cage-homes-Tens-thousands-living-6ft-2ft-rabbit-hutches.html). Jeg har været i både New York, Mexico City og London i myldretiden, men intet - INTET kan sammenligne sig med den menneskemængde jeg har oplevet her. Det er fuldstændig VILDT så mange mennesker, der lever og går op og ned af hinanden her. 

Ellers er jeg glad for Hong Kong. Metrosystemet fungerer upåklageligt (VIGTIGT punkt for en storby) og det er nemt at finde rundt. Parken i nærheden af hotellet er fin og der er mange flotte bygninger (blandt de mange knap så smukke), men det mest imponerende er byen om aftenen, da der er så mange lys og lysskilte overalt, at hele byen er oplyst i blinkende farver. Det bedste er dog at fedte rundt i byen sammen med Svigerfar Leif, og spise kager og is, det har jeg savnet! :) Vi hygger os meget alle 3 og Peter får lidt velfortjent bank hele tiden :) Så hyggeligt! Vi får dog også lidt mere hjemve af at være sammen med Leif, for nu savner vi familien endnu mere, men nu skal vi jo mødes med Ida om et par dage, så kan det være at det går lidt i sig selv igen :).

 
Billeder fra Fillippinerne HER
 
Ja Ida, nu kommer der en opdatering! :) Det er ikke fordi jeg ikke har haft tid til at skrive, men der har faktisk ikke været så meget at skrive om. Skal jeg være ærlig har jeg ikke kedet mig så meget i over et år, som jeg har gjort de sidste 5 dage! Nu har vi jo også nærmest haft drøn på hver eneste dag det sidste laaaange stykke tid, så det er svært at vænne sig til ikke at lave en skid.
Da vi var på øtur mødte vi en tysker, Max, som vi mødtes med i dagene efter og var ude at spise med ham. Han boede i Moskva og havde rejst meget, så vi snakkede et øre af med ham, det var ret hyggeligt. Vi brugte også et par dage ved stranden, men Peter er ikke rigtig typen, der kan ligge stille ved stranden i mere end en time af gangen, så det endte med at det mest var mig, der lå og kværnede bøger igennem, med bølgerne som soundtrack på den perfekte strand. 
Peter var desværre så uheldig at spise noget den ene aften, som gav ham store maveproblemer. Jeg fik selv dårlig mave af at spise maden fra den restaurant, men jeg var heldig, at det kun varede en enkelt aften. Peter lå med dårlig mave i 5 hele dage, hvor han ikke kunne gå væk fra hotelværelset og toilettet. Jeg måtte gå ud og købe bananer, brød og vand til ham og alligevel var der intet der hjalp. 
Vi havde booket et testdive til Peter (jeg skulle bare snorkle på turen, da jeg pga. trykket i ørerne ikke bryder mig om at dykke-jeg kan ikke trykudligne og får derfor frygtelig ondt i ørerne), men jeg måtte gå hen og få den udskudt til dagen efter. Og dagen efter måtte jeg aflyse, da Peter langt fra var i bedring. Jeg brugte et par dage mere ved stranden (jeg fik læst et par bøger på meget kort tid), men så blev det desværre rigtig dårligt vejr, og regnede 3dage i træk! Så var jeg buret inde på hotelværelset med Peter, der sad halvdelen af tiden ude på toilettet! Hmm, hyggeligt! Jeg måtte ud at købe et skakspil, så det har vi hygget os lidt med. Men så går dagene sgu ellers pænt langsomt, når man bare er spærret inde på den måde.
I går klarede det lidt op og jeg gik en tur i byen og området, men El Nido er en meget lille by, som hurtig er set, men jeg fik da et par timer til at gå med det. Peter begyndte at få det bedre i går, så vi gik hen til dykkerskolen og hørte om de havde plads til det testdive, men heldet var ikke med os, de var fuldt booket til i dag. 
Peter var frisk for første gang i dag, så vi ville gerne lave et eller andet, her på vores sidste dag i El Nido. Vi prøvede at booke en båd til at tage os ud til et eller andet snorkeling-sted, men det virkede ikke rigtig, som om de var enige i, hvor man kunne snorkle henne, så vi begyndte at tvivle på om det var pengene værd. Til sidst foreslog de, at vi kunne tage ud på hotellets private strand, for de sejlede derud alligevel, da der skulle være grisefest derude om aftenen! Vejret var usædvanligt flot, selvom vejrudsigten havde lovet tordenbyger, så vi tog med hen til stranden. Lige da vi rundede pynten, så vi tordenskyerne i horisonten, og så vidste vi hvad klokken var slået... Nå, men med os på båden var en masse mad og udstyr til den fest, de skulle holde på stranden om aftenen - og de havde også slæbt en levende gris med! Det var altså ikke sjovt at se den gris blive hejst ombord på skibet og bundet fast til masten i det ene forben. Den stakkels gris var jo skrækslagen, og stod heletiden og hev i sit ben, for at komme fri, mens den rystede over hele kroppen. Under hele turen hev og sled den i det reb, og både Peter og jeg fik assosiationer til Zulu, som var bundet fast et sted, hvor hun var skrækslagen for at være, og kæmpede for at komme fri. Ikke fordi Zulu måske ligner en gris (ingen kommenterer her Ida!), men dens øjne og udtryk og bevægelser gjorde, at vi begge sad og tænkte på Zulu... Da de skulle have grisen af båden, kastede de den bare ud over rælingen (den er jo pænt tung, hvad skulle de ellers have gjort??) og i chok lå den i vandkanten og nægtede at rejse sig, så de til sidst måtte bære den op på stranden. Vi vidste jo at den inden længe ville være spiddet og blive stegt over et bål, så vi skyndte os hen i den anden ende af stranden. Puha, sådan nogle "bymennesker" som os, der er vant til at kød kommer fra køledisken, har svært ved at blive konfronteret med sådan nogle ting. Vi har jo heletiden snakket om, at hvis bare dyret har haft et godt liv og ikke er blevet mishandlet, så er det okay at spise det bagefter. Men måden alle dyr bliver slagtet og transporteret på, er jo på igen måder nemt eller rosenrødt. Alle dyr, der køres til slagterhuset, må jo opleve frygt og angst og stress de sidste timer af dens liv. Denne gris, der blev sejlet til dens død på stranden, havde sikkert en mindre forfærdelig oplevelse, end mange grisetransporter vil være for de danske grise, økologiske eller ej, når de køres til slagteriet. Jeg kan heller ikke slippe en af de forfærdelige youtube-videoer, som nogle af børnene i skolen fremviste til en fremlæggelse om madkultur (jeg tror det var Matilde og Cecilia??), hvor man så nogle grise komme ind i et slagtehus. Puha, jeg håber virkelig, at virkeligheden ikke er så grum overalt, men hvis man ikke vil støtte det, så må man jo lade være at spise kød! Ida, der er født og opvokset på en ægte gård, hvor dyrene blev slagtet af farmand, ved hvad det vil sige at vælge de rigtige fødevarer, hvad man skal støtte osv. Og Peter begyndte at snakke om, at det er den eneste rigtige måde at gøre det på, have sin egen gård, med dyr man selv opfostrer og slagter, så ved man hvordan tingene bliver gjort. Problemet er, at man ikke ved om man støtter noget dårligt, når man går ind på en restaurant/cafe el. lign. og bestiller en burger, snitzel eller steak. Arg, jeg elsker mit kød for meget til at have lyst til at blive vegetar, men man kan heller ikke være så dobbeltmoralsk, at blive forarget over at dyr bliver slagtet, hvis man selv spiser kødet!! Kom gerne med din holdning til emnet, måske har du et godt forslag eller argument, der lader mit sind i ro! :)
Nå, men set bort fra griseslagtningen (vi hverken så eller hørte noget) var det ellers en super smuk strand! Igen, som alle steder her, var sandet hvidt som sne, vandet var krystalklart og køligt og vildt lækkert og palmetræerne lænede sig ud over sandet. Der var også lidt snorkeling, og selvom meget af bunden var tang, var der også nogle klumper af koraller og lidt fisk rundtomkring. Vi fik ca.1 1/2 times sol, før tordenbygerne var over os, men vi var dog så heldige, at det kun regnede rundt om os, og vi havde et fantastisk udsyn til lyn og regnbyger rundt på de andre øer omkring os. Men 3 timer på en strand i tordenvejr er måske lige 2 for meget, så vi var glade, da de sejlede os tilbage til El Nido by igen.
Den sidste aften blev brugt på den Italienske Restaurant, et af de få steder i El Nido vi fandt, som kunne finde ud af at lave mad, hvor vi valgte en super lækker reje-spaghetti, idet vi blev enige om at rejerne nok ikke havde lidt en forfærdelig død... 
Ellers har Fillippinerne efterladt et rigtig godt indtryk på os, og det er helt sikkert et sted vi gerne vil tilbage til. I sammenligning med Thailand er her slet, slet ikke så ødelagt af turister - her er ikke vildt mange "hvide" turister, dog mange Fillippinske. Og vi har set flere danskere her, end på hele vores samlede rejse! Men Fillippinerne her virker heller ikke trætte af de dumme turister endnu. De smiler med øjnene og er ægte, når de taler til én. ALLE har været superflinke og smilende, og ikke én har virket irriteret eller prøvet at sælge én noget. Hvis man siger nej tak (til Tri-cyklerne eller smykkemanden på stranden) går de straks videre uden at blive ved med at presse på eller virke sure (modsat Thailand). Vi har ikke set en eneste tigger og selvom de er fattige her, virker de glade og tilfredse med deres liv. Jeg stod og snakkede med en dame på stranden den ene dag i ca 1/2 time, hun kom bare over og begyndte at snakke. Mine advarselslamper begyndte straks at lyse, for efter Thailand stoler jeg på ingen! Men hun havde ingen hemmelig dagsorden, eller ville prøve at sælge mig noget, hun var bare interesseret i hvor jeg kom fra, hvad jeg lavede og vi snakkede frem og tilbage om alt muligt. Og senere på dagen mødte jeg hende igen, og hun råbte "Hi Jane" mens hun smilede og vinkede. Alle børnene hernede råber "hello" efter en, og alle tiltaler os "Mister" og "Mam"! (ikke Falang/Farang som i Thailand). Vi kan gå frit og trygt i gaderne efter solnedgang, ikke som flere steder i Thailand, hvor jeg ikke måtte gå alene på gaden i selv den mindste by efter mørkets frembrud. Her er kun små, smalle gader og stræder uden gadebelysning, men jeg har kunne gå rundt med pungen i hånden, og stadig kun fået smil og hilsner, når jeg har passeret nogen. Det er helt sikkert ikke det samme alle steder på Fillippinerne, og det er sikkert sådan, at jo mere turistet, jo værre er det, men her i El Nido er det perfekt!
I morgen skal vi den forfærdelige tur tilbage til Puerta Princessa, og vi har prøvet at booke plads i en "rigtig" bus (RORObus) med aircon, og forhåbentlig sæder der har plads til benene. Det er 6 timer i rumlebus, og vi har læst, at det er en god ide at tage køresygepiller, idet der er mange huller og buler i den uastfalterede vej, og det føles noget værre i en stor bus! Gisp, den tur skal bare overståes! Så skal vi overnatte en enkelt nat i Puerto Princessa og så videre fredag med fly til Manila, og derfra direkte videre til Hong Kong. Der lander vi om natten og overnatter i lufthavnen (ser om ikke vi kan finde et godt sted på gulvet, eller måske en blød stol) og mødes med Peters far Leif omkring kl 10 i lufthavnen, når han lander med sit fly. Så de næste 3 dage bliver nogle hårde rejsedage, men vi glæder os helt vildt til at se Leif og opleve en masse sammen i Hong Kong.
Jeg er rigtig glad for jeres kommentarer og hilsner, også selvom jeg ikke laver et reply til alle (det er ikke altid at jeg kan få den funktion til at virke). Savner stadig jer alle hjemme, 7 måneder er sgu lang tid at være væk fra alle...
P.s. Hvis du overvejer at besøge Fillippinerne/Palawan/El Nido så er der et nemmere, men dyrere alternativ til at komme hertil. Man kan flyve direkte fra Manila til El Nido, eller fra Manila til Coron og så en båd i 4 timer fra Coron til El Nido. Jeg vil også anbefale ikke at rejse på budget, men bo på et af de lækre resorts med havudsigt (sørg for at de har 24 timers elektricitet) puha så snakker vi om at være i Paradis! :)

 
El Nido, Palawan, Fillippinerne er der hvor vi er lige nu. Efter søgning på internettet blev dette sted valget, da det lød til at være det rene snorkleparadis. Efter Great Barrier Reef og vores første erfaringer med snorkeling, har vi været vilde efter at finde flere snorklespots. Enkelte steder på Perhentian Islands i Malaysia og Ko Rok i Thailand levede op til vores forventninger, der kan jeg også anbefale andre at prøve snorklelykken. Men ud over det havde vi ikke rigtig fundet så mange steder i Thailand, der ikke var ødelagt, hvilket chokerede os lidt. Men vi havde hørt at Fillippinerne skulle være stedet, hvis man elsker at snorkle og dykke.
Turen hertil var lang, men den blev længere end vi havde forventet... Efter en fin og problemfri kort flyvetur fra Chiang Rai til Bangkok overnattede vi på et lufthavnshotel med gratis transfer og tog flyet videre til Manila ca. kl. 12 dagen efter. Flyveturen gik fint, men var små 10 min. forsinket. Vi havde 2 1/2 time til næste fly gik, så det var rigeligt tid, troede vi. Men inden vi havde fået vores baggage var der kun 2 timer til næste fly gik, men vi skulle jo også bare direkte over til check in, så det skulle nok gå - indtil vi fandt ud af at vi skulle over til en terminal, der lå ca. 5 km væk!!! Den billige shuttle (burde være gratis!) var en lille lortevogn, der kun kunne have 12 mennesker med uden plads til baggage, og der stod en kø uden lige af mennesker foran os. En taxi kostede 30 gange mere end shuttelen og vi havde endnu ikke fået hævet nogle filippinske pesos endnu, og vi begyndte at blive mere og mere frustrerede, hvor svært kunne det da være?? Efter en god lang utålmodig venten kom vi endelig med shuttelen, og ankom til terminal 3 hvor vi kom op til den største kø af mennesker i check in til alle Cebu-fly! Vi ville aldrig nå det! 1 time til flyafgang! Efter at have stået i køen i et stykke tid, spurgte jeg en mand om hjælp og han viste os over til skranken med Final Call Checkin og vi fik omsider vores tasker tjekket ind. Vi skyndte os gennem sikkerhedskontrollen, og hen til vores Gate, for blot at finde ud af, at vores fly var forsinket! 10 min., 20 min., 30 min. stadig delayed! Da vi endelig efter 1 1/2 times venten kommer om bord på flyet, skal vi vente i kø på tilladelse til at lette i endnu 1/2 time. Jeg begynder at blive urolig for om vores guesthouse mon lukker om natten, som de gjorde i Chiang Mai, og spekulerer om vi mon skal overnatte på gaden i Puerto Princessa! Da vi langt om længe når til Puerto Princessa, melder flykaptajnen at han ikke kan lande lige nu, da landingsbanelysene ikke virker, men de arbejder på sagen. 10 min. senere er meldingen at det stadig ikke virker, så af sikkerhedsmæssige årsager, må vi vende tilbage til Manila!! Shit! Det ender med at vi får tildelt et nyt fly kl. 6.45 næste morgen, og får ca. 3 timers søvn i soveposen på gulvet i lufthavnen, før vi skal checke ind igen. Vi når endelig frem til Puerto Princessa og får en lang lur på Puerto Pension, hvor vi overnatter en enkelt nat. Vi finder ud af at El Nido er midt ude i ingenting og åbentbart ikke har banker og elektricitet hele døgnet, så vi hæver så meget vi kan på vores kort og hopper endnu engang på en forfærdelig minivan. 10 mennesker proppet ind i en Van med deres baggage og så bare 6 1/2 time i streg ud af en delvis asfalteret vej - til dato den værste tur overhovedet endnu! Jeg sad med benene trukket op under hagen og fik følelsesløs røv efter 30 min. og ondt i knæ og ryg efter 1 time, og skulle kæmpe med at få plads mellem Peter på den ene side og en træt koreansk mand på den anden side, der blev ved med at læne sig op af mig og faldt i søvn med hovedet på min skulder. Fuck hvor fik jeg klaustrofobi på den tur!! Det værste er pt at vi skal tilbage igen!!! Arrrg!
Men hvis man kunne have nydt turen herud, ville man have oplevet den smukkeste natur ever! Vild palmeregnskov op og ned af bjergsider, med små, primitive landsbyer på vejen, bønder i marken med deres vandbøfler, smukke rismarker og bare fantastisk udsigt. El Nido by er også ret primitiv, men vejene er dog astfalteret og der ligger nogle skønne resorts rundtomkring. Ellers er der de sædvanlige skure af burtikker og bambushytter, som alt sammen ligger ned til en af de smukkeste strande, jeg har set i mit liv. Hvid sandstrand, krystalklart, turkisblåt vand med limestoneklipper og små palmebeklædte øer smidt i havet ud for El Nido. Fantastisk udsigt!! Vi finder et hotel i byen, hvor vi har råd til at bo, og finder ud af at priserne minder mere om Thailandske ø-priser end vi havde regnet med, men det er stadig ok billigt, set med danske øjne.
Første dag her tager vi hen på en smuuuuk strand, hvor vi havde fået af vide at man kunne snorkle lidt. Palmetræerne står linet op langs kysten og gør stranden til det perfekte postkort. Vandet er lækkert og køligt, ikke det der varme suppepjat, vi havde vænnet os til i Thailand. Det er for varmt at ligge ved selve stranden, så vi ligger os ud i det lave vand i en halv times tid, bare perfekt. Der er ikke så meget at snorkle efter, da korallerne er få og i meget dårlig stand og derfor også meget få fisk, men vi får øvet os i at snorkle uden vest, og det går perfekt. Peter finder ud at han sagtens kan både flyde, svømme og træde vande uden vest, og vi snorkler rundt i næsten en time uden problemer. Jeg synes, han er ret sej, især når man tænker på, at han slet ikke ville med i vandet, første gang vi snorklede i Australien, og at han lærte at svømme i en pool i Australien for kun 4 måneder siden. Han har virkelig hurtigt sluppet sin vandskræk, og i morgen skal han dykke igen for 2. gang! Flot, siger jeg bare!
Anden dag tager vi på en ø-hopping tur. Den minder på papiret rigtig meget om Four Islands-turen fra Krabi i Thailand, som var intet mindre end forfærdelig, men her er overhovedet ikke så mange turister, så vi hopper på turen alligevel. Der er kun 5 med i alt på vores båd, og det tegner godt. Dog er der denne dag ca. 5 andre både ude samme steder som os, men det ender aldrig med at blive helt vildt crowded, som i Krabi. 
Vildt smukt sceneri, vi sejler rundt mellem de smukke øer og lægger til ved secret coves, hidden beaches og snorkler alle stederne. Vi finder dog hurtigt ud af, at korallerne er døde og det er et dystert syn at se de få fisk, der stadig hænger ved området, prøve at leve i den lille cove, mens 7 andre fillippinske turister står og hopper oven på de ødelagte koraller. Vores fillippinske guider på båden er næsten de værste, de tramper også rundt på korallerne og sejler hen over det flere gange, kaster ubekymret ankeret ned i korallerne og ender også med at gå på grund på et rev. Det er lidt forstyrrende at opleve, når vi gentagne gange har fået af vide hvor skrøbelige koraller er, og hvor meget man skal passe på dem. Det er ikke så uforståeligt for os længere hvorfor revet er i så dårlig forfatning her, og vi finder ud af at ca 80procent af alt revet heromkring er dødt, også pga dynamit-fiskning tidligere. Så El Nido blev ikke det snorkleparadis vi havde håbet på, men nu prøver Peter et test-dive, for at se om han stadig er glad for at dykke. Jeg tager med og snorkler lidt og nyder bare de smukke, smukke strande her. Bare ærgerligt at man bliver så hurtigt solbrændt, selvom man bruger solcreme, så man ikke kan være ude i solen hele tiden.

 
Så er der blivet opdateret lidt billeder
 
Vi tog videre til Chiang Rai, som ligger et par timer længere nordpå, næsten helt oppe ved den nordlige landegrænse. Det blev en lang tur, for da vi kom til busstationen var der selvfølgelig udsolgt af billetter til de første par busser, så vi måtte vente i et par timer på den næste ledige afgang. Efter ca 3 1/2 times ok bustur ankom vi til Chiang Rai omkring kl. 17.00, hvor vi skulle hentes og køres til vores næste stop, Bamboo Nest, nogle bambushytter i bjergene i Chiang Rai. Mark og Molly var taget derop dagen i forvejen og ejerne af Bamboo Nest arrangerede kørsel til og fra Chiang Rai, da der er temmelig langt derhen. Efter en times meget ukomfortabel kørsel ankom vi sent til Bamboo Nest, og der var mørkt som i en kiste, da der ikke er elektricitet så langt ude. I bambushytterne var der dog lys, da de bruger solenergi til deres elektricitet, men vi gik rundt med lommelygter for at finde rundt. Mark og Molly havde ventet på os og da vi ankom langt om længe, fik vi aftensmad sammen. Mens vi spiste brød det vildeste uvejr ud over bjergene, og vi så en masse vildt flotte lyn skære over himlen, og vi faldt i søvn til lyden af vilde tordenbrag og blæst og regn der slog op af bambushytten. Det var vildt hyggeligt.
Da vi vågnede var der sol fra en klar, blå himmel og fuglene sang. Luften var frisk og lækker og da vi åbnede bambusskodderne i hytten, så vi den fantastiske udsigt for første gang. Vi lå på en skråning med udsigt til bjerge og marker, den smukkeste rå thailandske natur. Den nærmeste astfaltbelagte vej var ca 4 km væk, så vi var midt ude i ingenting. Det var rigtig fedt.
Mark og Molly havde booket en hikingtur for os, så vi fik vandrestøvlerne frem og gik afsted med Noi (manden der ejede stedet) som guide. Vi startede med at gå igennem den nærmeste lokale landsby, hvor nogle Hilltribe-folk bor i deres primitive bambushuse og hunde, grise, katte og høns render rundt mellem hinanden. Derfra gik turen af en mere eller mindre afmærket sti gennem junglen og bjergene. Det var meget varmt, men stadig til at holde ud, da vi ofte var i skygge af træerne eller fik lidt vind i hovedet. 
Da vi stoppede for middag gik Noi og hans hjælper i gang med at tilberede maden. De huggede en masse træ til et bål og nogle bambusrør i forskellig størrelse til at tilberede ris og kød med. Det var rigtig interessant at se hvordan de på ingen tid fik lavet det lækreste bålmad. Ris i bambusrør med stegt kylling over bål, mums det smagte godt! Mens vi ventede på maden måtte vi hoppe lidt rundt, for vi var åbentbart landet i Igle-paradis og jeg blev lidt noia over at iglerne blev ved med at prøve at kravle op af mine støvler, men vi kom alle videre uden igle-bid på benene.
Vi kom gennem flere bjerglandsbyer på vejen og fik set den thailandske natur fra den flotte og rå side, det var helt fantastisk. Vi sluttede turen af med en sejltur tilbage af en flod og så den sidste stejle tur på 3 km op til bambushytterne. Dagen efter blev brugt til at ligge i hængekøjen på verandaen og læse bog og slappe af, meget dejligt.
Efter 3 overnatninger blev vi kørt tilbage til Chiang Rai, hvor vi alle 4 overnattede på Baan Rub Aroon Guesthouse. Vi gik rundt og så et par templer, markedet og fik lidt at spise. Chiang Rai er ikke helt så stor, men har meget atmosfære og er ikke særlig turistet i forhold til andre steder vi har været. 
Peter og jeg havde booket en 50km cykeltur på dag 2 i Chiang Rai. Vi blev hentet kl. 8.30 af Armon og hans bror og blev kørt lidt uden for byen, hvor vi fik vores cykler og udstyr. Vi var så heldige at der kun var os med på turen, så vi fik faktisk en private Tour for gruppepris (hele dagen kostede kun 1250thb pr pers incl mad, drikkelse og alt). 
Vi startede med at cykle rundt på markveje langs rismarker og floder og det var simpelthen så flot. Armon var en ivrig fortæller, så vi fik alt af vide om thai historie, forkellige mennsker, dyr, frugter, traditioner, munke - jeg tror vi nåede at dække alle emner den dag. Første stop var et krematorium vi kom forbi, og Armon fortalte hvordan folk gjorde, når folk døde og skulle begraves og hvad de troede på. De begraver ikke de døde ( det fylder for meget), så de bliver alle kremeret. Men asken begraver de heller ikke, den hælder de bare ud på jorden, helst op af et træ, så det fungerer som gødning til træet og personen på den måde "kommer tilbage til naturen". Det var dog mærkeligt at se den store bunke aske og ben der var smidt op af et træ ved krematoriet. 
Efter første snack-pause cyklede vi videre hen til The White Temple, hvor vi fik frokost før Armon begyndte rundvisningen. De første 30 km af turen var overstået, og vores møller var stadig nogenlunde ok.
Det Hvide Tempel var vildt interesant. Det er meget anderledes end alle andre templer. En meget kendt thailandsk kunstner, Ajarn Chalermchai Kositpipat, ønskede at designe det smukkeste tempel i verden, og er i gang med projektet sammen med 60 andre ansatte. Det er kun 12 år siden projektet gik i gang og de regner ikke med at være helt færdige før om ca 60 år! Han skaffer selv pengene til projektet og får derved ikke tilskud fra regeringen, politikere eller rige folk, og derved er hen helt fri til selv at designe templet sådan som han vil have det, uden tvungen indflydelse fra andre. Han ønsker ikke at templet skal underordne sig anden buddistisk, indisk eller oldnordisk kunst, sådan som mange andre templer er bygget op omkring visse retningslinjer. Han ønsker at bryde med alle kunstperioders indflydelse og lave helt sit eget. Han er dog meget glad for og inspireret af Thailandsk kunst og ønsker at blive en verdensanerkendt moderne thai-kunstner. Inde i selve templet har han malet Buddha på den ene bagvæg og en Mara (demon) på den modsatte væg, som skal repræsentere kampen mellem de to - faktisk viser det Buddhas egen endelige konflikt med sin indre dæmon, før han opnåede oplysthed og frihed fra immoralske tanker. Dette er traditionelt vist via en elefant med en demon på hovedet, som kæmper med Buddha med enten sværd, lancer, pile, kanoner eller revolvere afhængig af tidsperioden det er lavet i. Våbene repræsenterer menneskenes dårlige tanker. Buddha lærer menneskene at de gennem meditation kan opnå sund fornuft og slutte onde tanker, og derved gøre menneskene til gode personer med en høj moralsk standard. Det sjove er at kunstneren Ajarn har valgt at vise denne kamp mellem det gode og det onde på en helt speciel måde, som man slet ikke lige forventer at finde i et tempel. På demonbagvæggen er der malet den moderne verden med krig og superhelte og i dæmonens øjne sidder henholdsvis tidligere Præsident George Bush og Bin Laden. De repræsenterer dem i verden der ødelægger verden med våben og grådighed, fordi nok aldrig er nok. En masse uskyldige menneskers liv er gået tabt i disse to menneskers navn. Øjne burde kigge på hinanden med venlighed og ikke med had, der kan føre til krig. Han malede i sin tid Bush og Bin Laden i demoens øjne, så de kunne se mod en fredelig og glad verden (demoen er overfor væggen med Buddha og Nirvana). Bagvæggen er fyldt med nutidens helte, både filmens superhelte og berømte personligheder. Superheltene skal vise, at der i virkeligheden ikke er nogle superhelte i verden, der er ingen der kan redde os fra os selv, andet end os selv. Supermand kommer for sent til at redde angrebet på WTC. Det er så underligt at se disse figurer på væggen i et tempel, men det er også det der gør det så interessant og spændende. Vi måtte desværre ikke tage billeder inde i templet, men jeg har prøvet at tage nogle billeder fra en bog, så I kan se væggen jeg snakker så meget om.
Nok om Det Hvide Tempel. Vi cyklede videre gennem den smukke natur og Armon valgte nogle flotte ruter af små veje, stier m.m. hvor der næsten ikke var noget trafik. På det sidste stykke på ca 10 km, der gik op mod vandfaldet, stod der folk i massevis langs vejkanten og kastede vand på dem, der kørte forbi, inklusive os, pga. at deres vandfestival Songkran lige var skudt igang.
De sidste 4 kilometer gik op af bakke og vi kunne næsten ikke sidde på sadlen og benene rystede under os. Men vi kom frem og gik det sidste stykke op til vandfaldet og så var der skrevet 48,67km på vores tur! Det var langt!
Det var en super god tur, der gav os et rigtig fedt og andet indblik på Thailand, og vi fik set den side af Thailand, vi følte, vi manglede. Desuden er alle Thaierne i supergodt humør og smiler ægte til os, fordi der er sådan en god stemning overalt pga Songkran helligdagene.
Nu er vi på vej til Fillippinerne!! Lige en pludselig indskydelse og et par hurtige beslutninger og så lander vi i Manilla i morgen og flyver videre til øen Palawan, hvor vi efter en lang bustur gerne skulle komme til snorkelparadis El Nido. Hvor meget internet der er tilgængeligt der ved vi ikke, men hvad jeg har fået læst mig frem til, ser det meget sløjt ud, så forvent ikke meget de næste 14 dage. Håber jeg når at få uploadet lidt billeder inden vi flyver videre i morgen, nettet her er lidt sløvt, så det kommer måske til at tage lidt tid.
Håber I alle har det godt derhjemme, jeg savner stadig familien, veninderne, kollegerne og ungerne på skolen - men nu er der faktisk ikke lang tid til det er juni, så nu er det ved at lysne :)
Kæmpe kram fra Janne

 
Vi boede på Diva Guesthouse i "the old city" i Chiang Mai, som havde billige men fine værelser med fan til kun 350thb pr nat. Vi brugte de første dage i Chiang Mai med at se en masse templer og markeder og mødtes med vores nye venner Mark og Molly, som også var taget til Chiang Mai. Vi lejede nogle scootere en dag og kørte en lang tur sammen med dem. Vi kørte et loop rundt om bjerget Doi Suethep og så en masse nye, interessante ting. På vejen rundt kom vi forbi en slags turistby, hvor de havde placeret alle mulige turisttiltrækkende attraktioner. Nogle ting var ok, som ATV-ture på bjerget, orkide-farm, botanisk have, sommerfuglefarm m.m. Andre ting var simpelthen afskyvækkende som Tiger Kingdom, Monkeyshow, Snakeshow, Elephantfarm m.v. Det er ikke andet end cirkusdyr i korte kæder for at underholde dumme turister. Jeg ved det ikke, jeg synes virkelig bare at det er synd for dyrene! Men da vi var på vej rundt om bjerget kom vi forbi en lille flok turister, der red på nogle elefanter, og det var faktisk et positivt syn! Der var kun en person pr elefant og de sad på nakken af elefanterne og ikke i de tunge, dårlige stole. mahoutterne havde ikke de der forfærdelige kroge i hænderne til at styre elefanterne, men kun almindelige bambuskæppe. Så der findes steder overalt hvor man kan vælge den bedre løsning, hvis man virkelig gerne vil prøve at ride på en elefant, man skal bare undersøge lidt på det.
Chiang Mai er en rigtig hyggelig by, og den virker mere ren end mange andre byer vi har været i, der ligger ikke affald og flyder overalt. Vi fandt selvfølgelig et rigtig godt sted at spise lige i nærheden af vores hostel, som servedere tysk mad! Vi er nået dertil hvor vi næsten ikke kan klare at spise flere nudler og ris, giv os noget brød og kartofler!!! :) på dette tyske sted kunne man få den bedste morgenmad ever! RIGTIGE pølser ( ikke de der klamme thaipølser), ordentligt tilberedt æg og mad, RIGTIGE brød (rolls) med hjemmelavet syltetøj (ikke det der syntetiske parfumesyltetøj man normalt får hernede). Det var ikke mindre end fantastisk, og vi spiste der HELE tiden, det var lidt pinligt til sidst :)
Vi lejede en scooter og kørte de 25 km ud til Sheleteret, hvor hundene ved Care for Dogs var, i de 3 dage vi havde til rådighed. Det var en super god oplevelse og vi ville ønske at vi kunne have været der i længere tid. Men de har lukket for frivillig hjælp 3 dage om ugen og under ferier og helligdage, og lige nu er der Songkran festival overalt i Thailand, så Shelteret holder lukket. Grunden er at hundene bliver lidt mere vilde, når folk går ud og ind og vasker og render rundt, så hundene har brug for nogle dage, hvor de bare slapper af.
Vi var rigtig glade for at være i Chiang Mai og det er helt klart et fedt sted at tage hen, hvis man skal på ferie i Thailand.

 


"Saving one dog won't change the world but surely, 
the world will change for that one dog"

Dette er Care for Dog's motto, og det passer dem på en prik. Jeg tog hen til deres shelter med frygt for at jeg ikke ville kunne tage afsted igen uden at adoptere mindst en lille vuffi, men jeg har faktisk ikke ondt af at efterlade dem der, for de har det bare SÅ godt der! Selvfølgelig ville de fleste hunde have bedre af at blive adopteret til et trygt og kærligt hjem, men det har jeg erfaret at dem er der ikke mange af her i Thailand... Derfor ville jeg ønske, at jeg kunne have blevet her i laaaang tid og hjælpe de dejlige vuffere, for jeg kan mærke at det at være derude virkelig giver mig en følelse af at gøre en forskel for nogen, også selvom disse nogen "bare" er hunde. Jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe RIGTIGT, for jeg ved ikke nok om hundene til at vide hvem der skal vaskes, hvem der kan tages ud at gå tur m.m. I stedet giver jeg alle de hunde, jeg kan, masser af opmærksomhed og nus og kærlighed, og hundene står i kø for at få et klap med på vejen og få lidt opmærksomhed.

Lidt om Care for Dogs:
De er en profit-fri organisation, der alene på hjælp fra frivillige og donationer kører dette shelter for tempelhunde, gadehunde og syge eller mishandlede hunde. Deres mål er:

- at reducere overbefolkningen af gade- og tempelhunde via sterilisation og adoptioner.

- at køre et rednings-shelter for hvalpe og hunde. Shelteret håndterer adoptioner, efterbehandling og tryghed for hunde, der er blevet opereret eller kommer sig efter sygdom, og fungerer som et redningssted for hunde, der pga handikaps og andre grunde, er i fare for at blive dræbt, hvis de lukker dem tilbage på gaden.

-forbedre de hjemløse hundes helbredsstatus gennem vaccinationer og organisering af medicinsk behandling i samarbejde med dyrlæger, og fodringsprogrammer. 

-bekæmpe Hunde Kød Markedet. Hjemløse hunde bliver alt for ofte ofre for hundekød handlen - de bliver fanget og tortureret til døde (fordi det menes at kødet bliver mere mørt, hvis hunden er i skræktilstand, når den slagtes -derfor bliver mange hunde flået levende!) for kun at ende som en delikatesse på en eller andens tallerken! 
(brug 1-3 min på at underskrive denne erklæring, der vil være med til at kunne gøre det svært for denne forfærdelige industri at fortsætte: http://www.petitionbuzz.com/petitions/carefordogs Der mangler stadig 7000 stemmer pt!)

Thai'erne ser normalt en hund som en vagthund, og har den derfor bundet fast uden for deres hjem eller lader den ligge udenfor. Kun de små hunde (legetøjshundene, som de bliver kaldt) er populære og velkommen i Thai'ernes hjem. Der er hjemløse hunde i massevis overalt i Thailand, og de er mest grunden til alle de hjemløse hvalpe, der render rundt i gaderne, rodende rundt i affald for at finde mad. Når de ikke får vaccinationer og lever et stresset miljø med dårlig og farlig diet, ender de med en masse sygdomme. Mange hunde er ofre for trafikuheld, hvor de bliver kørt over mens de ligger og sover ved siden af vejen, eller bliver kørt ind i af de sindsyge scootere (de kører seriøst sygt hernede!). Ofte er det andre end påkørselsmanden, der tager ansvaret for at få den smertende hund til dyrlæge - desværre er mange Thai'er (men heldigvis langt fra alle) ligeglade med disse hunde. Faktisk skyldes den største del af tilfældene på shelteret, hunde som ikke er blevet taget ordentligt af, af deres ejer. Hvis den bliver syg lader de den bare være eller dumper den/dem ved det nærliggende tempel. Ved Templet begynder deres kamp for livet, og overlever de at blive spist og selv finder noget mad på egen hånd, tilføjes de i den kæmpe gruppe af hunde, der lever på disse sørgelige, triste og ynkelige steder. (Læs mere om hjemløse hunde i Thailand her: http://www.carefordogs.org/objectives/about-homeless-dogs/ )

Nu har jeg været på shelteret i 3 dage og oplevet den gode stemning og mødt hundene og de frivillige. Dyrlægen på stedet er virkelig hængt op og hun har så travlt. Jeg overhørte, at hun sagde i dag: "There are simptly to many patients!". Men alle knokler for at nå alt det der skal nåes på en dag, når der er ca 100 hunde, der skal fodres, efterses, have medicin, rengøres og klappes hver dag. Der skal vaskes skåle, samles bæ, vaskes hunde, rengøre bure og huse, vaskes hundetæpper og skylles gulve. Selv om de "ansatte" har meget travlt, giver de sig stadig tid til at nusse en hund i forbifarten, og de er meget taknemmelige for alle frivillige, der kommer og giver sig tid til at socialisere med hundene. Hundene har brug for meget positiv menneskelig kontakt, da flere hunde kommer fra hjem, hvor de blev mishandlet og holdt i korte lænker dagen lang, eller indespærret i bure, helst med mørklægning over, for at de ikke gøede! De skal vænne sig til at få tillid til mennesket igen, så de har en chance for at blive adopteret, så de ikke ender med at blive endnu en gadehund. Når hundene er raske og i stand til at overleve "på gaden", bliver de sat løs igen, hvis de ikke bliver adopteret inden. Næsten hver dag ankommer nye "patienter", der straks kommer i behandling, og det er helt utroligt hvilke mirakler de kan udføre, når man ser før og efter billederne af mange af hundene. Hvis du vil se nogle af hundenes historier, så kig her: http://www.carefordogs.org/adoptions/female-dogs-adult/

Der er dog også mange hunde ved shelteret, som ikke vil blive lukket ud på gaden igen, selvom de har en meget ringe chance for at blive adopteret. Hvis de har kroniske lidelser eller er handikappet på en måde, som vil få dem til at få det svært som gadehund, beholder de den og sørger for at den har det godt resten af dens liv. Men de har brug for donationer, for at kunne gøre dette, så derfor prøver jeg at sprede budskabet. Selv den mindste donation gør en forskel - for kun 15kr. kan du betale for en behandling af Skab (eng.: Mange) forårsaget af parasistiske mider. Måske 1/4 eller mere af alle hundene, der ankommer til shelteret, lider af Skab, og de ser FORFÆRDELIGE ud - men efter et par måneder er de nærmest så gode som nye!(se billeder: http://www.carefordogs.org/objectives/health-conditions-before-and-after-photos/

For 50kr. kan du betale for en hvalps vaccinationer. 

For 360kr. kan du betale for 20 hundes mad i en måned - eller hvis du hellere vil sponsorere en af de hunde, der virkelig har det svært og er uønsket hos "adoptivforældre" (blinde, handikappede eller gamle hunde) kan du gøre dette for ca. 180kr for én måned.(se donationsmuligheder: http://www.carefordogs.org/donate/donate-summary/ )

Jeg har (jeg vil - albummet er ikke færdig endnu) i albummet Care for Dogs lagt en masse billeder ind af forskellige hunde fra shelteret og skrevet lidt om dem. Håber at du vil bruge tid på at se dem og måske dele viden om organisationen til andre - jo flere der "liker" på Facebook eller lign. jo større chance har organisationen for at klare sig godt (store firmaer vil gerne sponsorere, hvis der er mange "øjne" inde på hjemmesiden, så del del del! :) )

 
Vi havde fundet en organisation, der hedder: Care For Dogs, som er et shelter for syge og hjemløse hunde. Der er utrolig mange hjemløse og misbrugte hunde her i Thailand, og flere steder ender hundene på meetmarked, hvor de bliver solgt til bl.a. Vietnam, hvor de spiser mere hundekød. Der er dog også steder i Nordthailand hvor det er mere almindeligt at spise hundekød.

Efter at have brugt et par timer på at kigge deres hjemmeside igennem (www.carefordogs.org) skrev jeg til dem og arrangerede et besøg hos dem. Deres shelter ligger ca.30 km syd for Chiang Mai, så det er ikke så let og billigt at komme frem og tilbage. Deres organisation er kun bygget op gennem frivillig hjælp og donationer, så de er meget taknemmelige for al den hjælp og støtte man kan give. At komme forbi en enkelt dag og klappe de mere end 100 hunde og hvalpe, fjerne lidt hundebæ og vaske et par hunde og gå en tur med nogle, hjælper dem meget i hverdagen. De faste frivillige har så travlt hele tiden, at det er svært for dem at nå også at få socialiseret med hundene, og det er her at vi kortere frivillige kan gøre en stor forskel. Ved at komme og klappe og nusse hundene, bliver de vant til flere forskellige mennesker, og de lærer at stole på mennesker igen, efter at have levet et liv i mishandling, og har derved lettere ved at blive adopteret. Det er nogle barske baggrundshistorier mange af hundene kommer med. Da vi var der på et velkomstbesøg, ankom et nyt offer. En Siberien Husky - et statussymbol, hvis du er Thai. Hvorfor ved jeg ikke, det giver ingen mening at have en hund som en Siberien Husky her i brandvarme Thailand, hvor de i forvejen ikke rigtig har den samme husdyrs-mentalitet som vi har derhjemme. Denne Husky var ejet af en tandlæge - en derved højtuddannet og derfor nogenlunde intelligent mand, men som tydeligvis var fuldstændig ligeglad med hunden. Nogle Thaier havde påpeget for tandlægen, at den havde brug for dyrlæge og foreslået ham at tage den til Care for Dogs, og han havde svaret at de kunne gøre med den hvad de ville, han var ligeglad. Men det var de heldigvis ikke, og de sørgede for at bringe den frem. Og der lå den så i et bur, havde halvt kradset sig ihjel og kun pels på halvdelen af kroppen. 
Se billeder af den HER
Den fik straks medicin og et grundigt tjek af dyrlægen, og fremtidsudsigterne for den er at den om 5-6 uger igen kan begynde at få hår på kroppen.

I morgen starter vi på 3 dages frivilligt arbejde hos Care For Dogs, så den står på hårdt og beskidt arbejde de næste dage, men det er også utrolig givende - hunde er jo fantastiske på den måde, de vil bare gerne elskes, og giver selv så meget kærlighed og hengivenhed ud, også selvom de ikke får noget igen. Så nu skal vi dele lidt kærlighed og hengivenhed ud til nogle, der rigtig trænger til det.