Der er uploadet et par albums og flere er på vej :)
Klik HER for at komme direkte derhen
 
Vi bor på et rigtig fint guesthouse, hvor de bla. er berømte for deres cooking-classes, og derfor skulle vi selvfølgelig prøve en dag med Thai-madlavningskursus med Noi (det hedder den anden dame, der ejer guesthouset). 
Vi startede kl. 9.30 med at bestemme hvilke 4 retter vi ville lave. Der var 8 ialt på kurset, men vi endte med at blive enige om følgende 4retter: Pomelo-salat, Massaman Curry, Chicken and Coconut Milk Soup og Stir fried Chicken with Cashewnut. 
Derefter blev vi kørt hen til det lokale marked, hvor Noi viste os rundt til alle de forskellige boder, og undervejs købte hun en masse smagsprøver, så vi fik smagt en masse af det lokale "mærkelige" mad, som vi tidligere ikke rigtig har "turde" at spise. Noget af det smagte ok, andet havde en forfærdelig konsistens og alt sammen så mærkeligt ud, men det var rigtig fedt at prøve. 
Vi fik af vide, at vi skulle passe på med at komme med forfærdede udbrud, når vi kom hen til kød-afdelingen, for Noi var vant til at turisterne blev chokerede over at se hvad der blev solgt - men sælgerne bliver fornærmede og flove, når de ser turisterne reagere så kraftigt på det de sælger, så vi skulle tænke over hvordan vi opførte os. Markedet var et virvar af forskellige boder, med alt fra nipsgenstande, tøj og krydderier, til frugt, grøntsager, kød og levende dyr. Hygiejnen var jo ikke af vores standard, så det ferske kød lå i bunker på stålborde og vand fra disse kødbolle dryppede ned på gulvet og sprøjte op af vores ben. Folk kørte rundt på deres osende scootere midt inde i markedet og alle rørte ved alle varer. Der lå flåede kæmpefrøer, små griseunger, marsvin, rotter, kaniner m.m. og de havde baljer fyldt med levende frøer, fisk, ål m.m. og mange store fisk lå gispende på bordene, stadig levende for at holdes så friske som muligt. På den måde var der meget, der lige skulle ses med andre øjne, men det var utrolig spændende og interessant, især fordi vi fik den store guidede tur, med forklaring på hvad de normalt spiser, hvorfor og med hvilket tilbehør.
Efter et par timer på markedet kørte vi tilbage og tilberedte de 4 retter. Noi startede med at lave retten, mens hun forklarede og vi kiggede, og så lavede vi retten bagefter. Mens vi spiste fortalte Noi om hendes opvækst hos den "traditionelle" thai-familie, og hendes mor og bedstemor kan ikke helt forstå hvorfor Noi har valgt at have et guesthouse for så mange hvide turister. De hvide vesterlændinge opfører sig mærkeligt, de rører hinanden på åben gade, de klæder sig alt for sexet og bart, og så sveder de så meget hele tiden, og har så meget hår på kroppen - de kalder os for sinkende aber, fordi vi sveder og har meget hårvækst! :) haha, det synes jeg var sjovt at høre. Noi er en "ordentlig" pige og går ikke ud af døren, hvis hun ikke er klædt "ordentligt" på, det er hun opdraget til, dvs lange bukser og bluse, der når ned til albuerne og intet nedringet. Men hun misunder turisternes afslappethed omkring tøj (selvom mange Thaier synes vi går forfærdelig klædt) og (især kvinderne) ikke gør så meget ud af os selv (!) Haha, det grinede vi meget af, fordi hun indirekte sagde, at vi lignede lort. Hun sagde også, at når vi overhørte nogle Thaier snakke om os (det er nemt at vide når nogle snakker om en), så var det ofte ikke noget dårligt, så var det ofte om hvor hvide vi er, hvor fine næser vi har, hvor smalle læber vi har og hvor fine øjenvipper vi har med makeup på. Thaierne vil gerne være hvide, man kan nærmest kun få creme og bodylotion her med whitener i, og dækker sig til i solen, og vi vil gerne være brune og tager tøjet af for at få sol, det er lidt pardoxalt. 
Det var en super spændende dag som først endte kl. 18.30 fordi vi havde brugt så meget tid med at snakke og spise. Al vores mad lykkedes og smagte super godt -så er det bare spørgsmålet hvordan det smager, når vi prøver at lave det hjemme med importerede ingredienser!

Elephantworld
I dag var vi en tur i Elephant World. Det har været svært at finde et sted som vi gerne ville besøge, fordi vi ikke vil besøge nogen steder, hvor dyrene bliver udnyttet og mishandlet - og det er mildest talt nærmest umuligt at finde... Men Elephant World er anderledes. Se deres hjemmeside:
http://www.elephantsworld.org
For 50 år siden forbød den Thailandske regering logging. Dette resulterede i arbejdsløshed for Mahouts (elefantens fører) og deres elefanter, som var involverede i transport af tømmer. Mange Mahouts og deres elefanter drog mod byen for at tigge. At vandre rundt med en elefant så langt fra dens naturlige levesteder førte til dårlig ernæring, og de var tvunget til at sove under broer. At gå på den brandvarme asfalt er meget smertefuldt for elefanter, trafikken i byen er farlig og stressende. 
Som en løsning blev Elephant’s World skabt. Stedet giver et tilflugtssted for syge, gamle, handikappede og mishandlede elefanter. Grundlagt i 2008 af dyrlæge Dr. Samart Prasitthiphon med målsætningen: "Vi arbejder for elefanten, elefanten arbejder ikke for os". Vi lover elefanterne: "Et sted at være for resten af livet, aldrig arbejde igen" 
Det der gør Elephant World så anderledes er, at turisterne betaler for at komme og arbejde for elefanterne - man kommer ikke ud på hårde jungle-treks, hvor elefanterne tvinges til at vandre alt for mange timer, med et alt for tungt læs på ryggen, og lader dyrepasserne få dem til at gøre ting, der ikke er naturlige for dem, og derved skal banke dem med metalkroge, for at få dem til at lystre. Derimod laver turisterne mad til elefanterne, arbejder i marken ved at fælde mad til elefanterne, som er for gamle eller syge til selv at skaffe mad. Som bonus får man så lov til at håndfodre elefanterne, og vaske dem i floden, og bare have en mulighed for at være tæt på de store, fantastiske dyr.
Vores dag i Elephant World:
Vi blev hentet kl. 9.30 og kørt til Elephant World, ca. 30 km væk fra byen. Vi blev modtaget af nogle meget venlige værter, som var frivillige arbejdere. Efter vi havde fået lidt information om lejren fik vi lov til at fodre 5 af elefanterne med bananer og ananas, det varede ca. 1/2 time. Det var simpelthen fantastisk! Nogle af elefanterne var så gamle, at de ikke havde flere tænder tilbage, så de skulle have noget speciel mad. Vi brugte ca. 1 1/2 time på at skære en masse grøntsager i små stykker og blande dem i store kar med ris, som blev lavet til energifyldte "sticky-rice kugler", som elefanterne skulle have som supplement til deres daglige ernæring. Det var hårdt og varmt og både Peter og jeg fik kæmpe vabler på hænderne af at hakke og røre. Man følte virkelig at man ret faktisk var til hjælp, og ikke bare var en turist til pynt. Vi fik lov til at håndfodre elefanterne med riskuglerne, det var bare så fedt. 
Der var en elefant, som hed Plara, som var blevet meget syg natten i forvejen, og den var vi henne og se til flere gange. De havde sat en kran op til at holde den oprejst, da den ikke kunne trække vejret, når den lå ned. Den fik drop og de blev ved med at prøve at give den mad og vand, men den kunne intet synke. Den var enormt oppustet, så i stedet for at tage os i marken for at fælde bananer, fik vi lov til at massere elefantens mave med eukalyptus-olie, for at sætte gang i dens mavefunktion. 
De andre elefanter i lejren havde også alle sammen brug for medicinsk behandling, og også det fik vi lov at hjælpe med. Peter fik en stor dunk på ryggen og gik og sprøjtede noget desinficerede væske på alle deres sår, for derefter at smøre noget helende creme på. Alle de elefanter, der havde været brugt til at gå med turister på ryggen, havde alle nogle store, betændte knæ-bylder, som hver dag skulle renses, for ikke at blive værre. Elefanter må ikke bære mere end 100 kg på ryggen, og de træstole, som turisterne sidder i, vejer alene 50 kg, og de har minimum 2 turister i stolen! De er tilgengæld stærke over nakken og kan bære ca 500 kg der, men det er sjældent at turisterne sidder der! Men derfor ødelægges deres knæ, af for meget overbelasting. SÅ ALLE DER TAGER TIL THAILAND(eller andre steder) IKKE TAG PÅ DE ELEFANT-TREKS! Det er dyremishandling!!
Vi fik også lov til at vaske elefanterne i floden. Det var det vildeste, jeg troede at vi bare skulle stå på broen og vaske dem, men vi kom på skift op på ryggen af dem og så vadede de ud i floden og så kunne vi rigtig skrubbe dem med vand og sæbe, det virkede som om de rigtig nød det. De Maohutter der styrer elefanterne, har de begrygtede stave med jernkroge, til at styre elefanterne med, men det er forbudt for dem at slå med dem - de gamle elefanter er kommet fra steder, hvor de er vant til, hvad sådan en jernkrog kan gøre, så de adlyder, bare ved at blive ført lidt ved øret. Det var virkelig dejligt se se et sted, hvor elefanterne faktisk havde det godt, og på intet tidspunkt blev mishandlet, men levede der på deres egne præmisser, og fik hjælp, fordi de ikke selv kan klare sig. 
Efter en lang, varm og helt fantastisk dag, sagde vi farvel til de 10 elefanter, deres Mahoutter og de andre frivillige hjælpere, samt de mange, mange hunde og katte, der også rendte rundt på den store grund. Vi fik sagt god bedring til den syge elefant, men fandt ud af via deres Facebookside, da vi kom hjem, at den desværre døde kort efter at vi var kørt. :( det var en rigtig sørgelig besked. Det var en af de elefanter, der havde haft et specielt hårdt liv med at arbejde hårdt i skoven med transport af træstammer, og var blevet blind, nok efter en infektion i øjet efter den havde fået et kæp i øjet, under dens arbejde. Den havde også voldsomme infektioner i munden, fordi dens tidligere ejer havde fjernet dens stødtænder og der efterfølgende var kommet infektion. Den havde kun været i lejren i et års tid og havde før det levet et langt og hårdt liv med mishandling. Hvad den var blevet syg af, havde de ikke fundet ud af, men havde mistanke om at den var blevet bidt af en sort kobraslange! Den led og havde det meget dårligt da vi var der, så det var nok den eneste udvej for den... Men meget sørgeligt.
Det var helt igennem en vildt fantastisk dag og vil være en af de største oplevelser, der bliver printet i min hukommelse fra hele denne tur.


 
Thomas var rigtig god til at give os rejselysten og mod på nye udfordringer igen. Han har rejst rigtig, rigtig meget selv og er god til at tage alle udfordringer afslappet og med en positiv indstilling. Det smittede faktisk af på os begge, og han kom med nogle gode råd til, hvordan vi kunne støtte hinanden, når tingene ikke lige gik efter planen eller blev lidt hårde. Efter endnu en god aften med Buckets fik vi besluttet vores videre rejseplan. Jeg har hele tiden gerne ville besøge Broen over floden Kwai, så det blev første destination. Selvom jeg er uendelig dårlig til at huske årstal, navne og til tider sammenhænge mellem ting, har historie altid fasineret mig, jeg synes det er umådelig interessant at lære noget om eks. tidligere krige, hvorfor og hvordan de opstod og sluttede m.v. 

Kanchanaburi er en lille turistby, der ligger langs floden Kwai, tæt ved grænsen til Burma. Vi overnatter i et lækkert Guesthouse, der hedder: Apples Retreat and Guesthouse, og her er virkelig lækkert, man får meget for pengene her! Apple 2 (en af de søde kvindelige ejere) er en meget flink og ærlig dame, som har hjulpet os med en masse information om hvad vi skal se, og hvordan vi kan gøre det nemmest og billigst.

Mara og Klaus, et par fra Tyskland vi mødte i Singapore, mødtes vi med igen og tog på en tur ud til Erawan National Park og de 7 vandfald. Vi tog en lokalbus de 65km nordpå, og efter 1 1/2 time ankom vi til nationalparken. Vi var tidligt afsted, da Apple 2 advarede os om mange turister op af dagen. Vi gik en lang tur op gennem parken og så de mange vildt smukke vandfald, med turkisgrønne pools fyldt med ferskvandsfisk. Der var nogle enkelte grupper af turister allerede, men det var ikke så overvældende. Da vi efter en times klatring opad nåede svedende op til det 7. og sidste vandfald, mødte en gruppe af larmende og pjaskende turister os, og vi gik tilbage til et af de mindre befærdede vandfald. Der svømmede vi i den dejligt afsvalende turkise pool og fik renset fødder af en masse små fisk, der ivrigt suttede løs på vores fødder (lyder ulækkert, det ved jeg, men det var skide sjovt. Det føltes ligesom om at 5 katte slikker på dine tæer med deres ru tunger, det kildede helt vildt). Det var som et kæmpe, gratis Fishspa. Efter at have slappet af der i mindst 1 1/2 time gik vi tilbage og tog bussen tilbage til Kanchanaburi kl. 14.00. Da vi ankom lignede vi alle bagte kartofler, det var den varmeste og mest uudholdelige tur tilbage vi endnu har prøvet. Men efter en rigtig god pizza og noget koldt at drikke på Bell's restaurant, blev vi os selv igen. Resten af dagen blev brugt på en lang lur i det dejlige airconditionede værelse.

Dagen efter tog vi på tur igen med Mara og Klaus: Lokalbussen i 2 timer, denne gang til Hellfire Pass, som er en del af den jernbanelinje, der blev bygget af krigsfanger under 2. verdenskrig.
Lige lidt historie, som jeg har lært undervejs:
I 1941 melder Japan for alvor sig ind i Anden Verdenskrig ved at bombe Pearl Harbour og angriber flere sydøstasiatiske lande, så som: Filipinerne, Indonesien, Cambodia, Vietnam, Laos, Singapore, Malaysia, Burma og Thailand og selvom landene forsvarer sig, overgiver de sig hurtigt til de japanske styrker. Da de japanske styrker har brug for forsyninger m.m. til deres tropper i Burma, forsøger japanerne at få forsyninger dertil via søvejen, dvs under Singapore og op langs The Andaman Sea, men de må opgive denne vej, da de Alliredes styrker bomber skibene via ubåde og bombefly. Japanerne påbegynder derfor en nærmest umulig opgave, at bygge en jernbanelinje fra Ban Pong i Thailand til Thanbyuzayat i Burma (ca. 400 km strækning gennem ufremkommelig jungle og bjerge). Arbejdet påbegyndes i begge ender, og skal mødes på midten. Arbejdet anslås realistisk at ville tage 6 år, men tog kun 15 måneder! Der blev brugt allirede krigsfanger (amerikanske, australske, britiske og hollandske) og asiatiske arbejdere til at bygge jernbanelinjen under kontrol af japanske fangevogtere. Arbejderen boede under forfærdelige forhold, fik næsten intet at spise (ca en knytnæve ris om dagen, råddent og fordærvet kød fra fisk, maden var nærmest levende af maddiker). De fik alverdens forfærdelige sygdomme som dysenteri,malaria, infektionssygdomme, kolera og underernæring samt meget andet. De blev konstant mishandlet af fangevogterne og mange blev banket ihjel, eller døde af de alvorlige infektionssygdomme, de fik som følge af deres sår. Da vi besøgte Hellfire Pass Museum, havde vi lyd med på turen, hvor gamle overlevende krigsfanger fortalte om rædslerne. Kolera var den værste af alle sygdommene, som kom med regntiden og den manglende mulighed for hygiejne. De fortalte at man på få timer havde brækket og skidt al væske ud af kroppen og tørrede ind til en ukendelig klump. Det var umuligt at genkende sin bedste ven selv efter få timers "infektion". Dernæst bliver alt saltet i kroppen trukket ud og resulterer i kramper i alle kroppens muskler og lader dig tilbage at dø en pinefuld død. Hellfire Pass var den sværeste sektion at bygge, idet de skulle hamre sig igennem bjergpas ved manuelt arbejde. Tiden var ved at løbe ud for japanerne og de tvang arbejderne til at arbejde 12-16 timers shifts, og natten igennem lød der den konstante hakken og banken mens fakler oplyste den dybe kløft - deraf navnet Hellfire Pass. Over 65 fanger blev under dette stykke banket ihjel af fangevogterne og de blev alle systematisk banket hver dag for at motivere dem til at arbejde hårdt. Alle arbejde, selv syge og døende - inden hvert shift blev fangerne tvunget til at skide foran fangevogterne, og hvis kun 50% af deres afføring bestod af blod, var de raske nok til at arbejde… 
Vi gik turen fra Museet hen af stien, hvor jernbanen var blevet bygget med blod og sved for 70 år siden og nåede til Hellfire Pass og stedet gav et stort indtryk på mig - mærkeligt at lige der, hvor jeg stod med hånden på klippen, havde mænd knoklet for deres liv på en helt fuldstændig ubegribelig måde. Vi fik rigtig mange spændende og levende beskrivelser med af arbejdet på jernbanen, det var et utrolig godt museum og jeg anbefaler alle, der kommer på disse kanter at tage samme tur, som vi gjorde. Over 100.000 mennesker døde under tilblivelsen af denne Dødens Jernbane.

Vi tog lokalbussen til Num Tok Station, stedet hvorfra toget stadig kører på dødens jernbane, og helt tilbage til Kanchanaburi, hvor vi endte den 2 1/2 timers lange tur med at krydse Broen over floden Kwai (endnu en forfærdelig historie om hvordan broen tilblev) mens solen var ved at gå ned i horisonten. Det havde været en lang og meget varm dag, men den har ladt evige indtryk i mig. 

Aftenen blev tilbragt på den gode pizzarestaurant i selskab med Mara og Klaus, som desværre skal en anden rute end os fra nu af. Vi havde en rigtig hyggelig aften, måske ender det med at vi støder på hinanden alligevel.

Ellers er planen nu at vi efter Kanchanaburi tager til Chang Mai i Nordthailand, dernæst til Chang Rai og så over grænsen til Laos. Derfra har vi ca en måned til at komme ned gennem Laos og nå til Siem Reap i Cambodia, hvor vi har fået overtalt Ida til igen at komme og besøge os! :) Derfra er planen at vi sammen bruger nogle uger på nogle Thailandske øer, Ko Chang og Ko Kut m.fl. før rejsen går til Bangkok og vi tager vores sidste stop i Nepal. Jeg er meget spændt på den næste måned, og den er ihvertfald skudt godt igang med et fantastisk visit her i Kanchanaburi :)

 
Turen fra Koh Tao til Bangkok gik som planlagt, men det var en ekstrem lang og varm tur, så jeg ville lyve, hvis jeg sagde at det var en god tur - men igen, hvornår er det dejligt og behageligt at rejse?? Bussen var ekstrem varm, idet at der ikke var aircondition og luftventilerne virkede ikke ordentligt. 8 timer i en bus er også laang tid, og Peter fik ondt i ryggen, da sædet var lidt ubehageligt. Men vi når da endelig frem til Bangkok kl. 20.30 og Peters ven Thomas henter os og leder os hen til hotellet. Det var rigtig dejligt, da det var meget uoverskueligt at finde rundt i de smalle og meget crowdede gader. Vi fik en gang ris med grøntsager og kød ved en gadehandler og kiggede på gadelivet. Der er virkelig gang i den her omkring Kaoh San Road, hvor vi bor. Det er et af de mest turistede steder i Bangkok, og der er fyldt med gadehandlere, barer, diskoteker, Tuk Tuk'er, huslere, skræddere, madboder og turister. Her er renere end vi havde forestillet os, der ligger ikke skrald overalt. Til gengæld er der rigt på mange dufte (nogle bedre end andre) og indtryk, og vi så også en enkelt stor rotte pile rundt under den madvogn vi spiste fra. På vej tilbage til hotellet blev vi spurgt ca 20 gange om vi ikke ville med taxi/Tuk Tuk eller om vi ikke skulle se Ping-Pong show - ja jeg var lykkeligt uvidende om hvad det var for bare 14 dage siden, og det er for grimt at nævne i denne blog, så hvis du ikke ved hvad det er, så skriv til mig, så skal jeg sende dig en lukket mail med forklaring… Vi har dog ikke været inde og se dette show, som vist er noget specielt Bangkok er berømt for (dog også mange andre steder i Thailand, eks Phuket), for vi har hørt om flere, der er blevet overtalt til at se det, og som efterfølgende ikke har kunne sove i flere dage efter…

Den første dag i Bangkok havde Thomas planlagt en lille overraskelse til os. Han tog os med hen til et hotel, hvor de serverede dansk mad!! Det var så svært at vælge mellem alt det gode, men vi valgte alle smørrebrød - og det var sgu rigtig, dansk rugbrød, der var hjemmerørt remoulade og leverposteg!! Det var intet mindre end HIMMELSK! Det var også den dyreste ret vi har fået i Thailand endnu (ca 10 gange dyrere end et par portioner fra madboderne), men det var det værd! :) Efter denne fantastiske frokost kiggede vi i Shopping Malls og tog en slapper i biografen og sluttede af med en gang bowling (jeg tabte alle 3 gange…:( Hader jo bowling!). Vi tog en TukTuk tilbage til Kaohsan Road og så tog Thomas os med på diskotek, så vi kunne prøve de berygtede Buckets (drinks serveret i spande). Meningen er jo at man skal blive meget fuld, hvilket vi også blev efter ca. 6 buckets. Jeg har valgt de aller-pæneste billeder til hjemmesiden, der blev taget nogle, som nok burde slettes…. Vi havde en rigtig sjov aften, som endte med at jeg måtte slæbe Peter tilbage i seng - og dagen efter gik med film i det aircondition-afkølede hotelværelse med pizza-delivery :)

Dag 3 i Bangkok havde Thomas igen planlagt en genial dag. Vi stod tidligt op (8.30) og med Thomas i spidsen gik vi hen til en Kaj ved floden og tog en båd hen til Wat Phra Kaew (Temple of the Emerald Buddha) og var kulturelle i et par timer. Så tog vi båden videretil en Kaj, hvor vi fik købt en privat bådtur, som skulle tage os hen til The Floating Market. Det tog et par timer og var rigtig hyggeligt, og det var spændende at se Bangkok fra flodsiden. Dog blev vi snydt med The Floating Market, og blev i stedet sat af ved et almindeligt marked og hentet igen efter 15 min! Typisk! Men resten af turen var nu hyggelig nok!

I dag har vi prøvet at finde ud af hvad vi har lyst til efter Bangkok, og det viser sig at være sværere end vi lige havde regnet med, så vi skal nok bruge en dag mere til planlægning.


Se nye billeder HER
 
Billeder fra Krabi og Koh Lanta opdateret. Se dem HER
Der er en del fra Koh Lanta for din skyld Ida :)
 

Allerførst vil jeg gerne sige tak for de dejlige støtte-mails, Jette og Ida, det er virkelig med til at give os nyt mod på rejselivet :) Tak. Og Ida, vi ses i Cambodia, begynd bare at pakke ;)
Da vi ankommer til Koh Tao er det det sædvanelige gedemarked med en masse Thai'er, der står og råber efter én, og det er ret forvirrende og uoverskueligt at se hvor man skal gå hen. Vi erfarer hurtigt, at det er umuligt at få en rimelig pris på en taxi til hotellet, da alle taxierne har aftalt en fast pris: 100Thb pr person, dvs ca. 40kr for at blive kørt 5 min - det er ikke mindre end røveri hernede! Vi diskuterede om vi ville gå, men da hotellet var nyt og ikke var på det kort vi havde fået, vidste vi ikke engang hvor det lå. Efter et lille skænderi ender vi med at betale den lede taxi, som ender med at køre os hen til et forkert hotel, eftersom han ikke engang ved hvor vores hotel er! Vi ender med at må gå i 20 min alligevel i stegende hede med al vores oppakning, og jeg er intet mindre end rasende. Da vi endelig finder vores hotel er værterne heldigvis rigtig søde og vores hotelværelse er bare perfekt! Sengen er den bedste, vi endnu har sovet i, med lækre, store hovedpuder og en rigtig dyne - man lærer at sætte pris på "de små ting", når det ikke er en selvfølgelighed at værelset er rent og sengen ikke føles som en sten. 
Vi stener på hotelværelset resten af eftermiddagen, og til vores nydelse er der et stort køleskab på værelset fyldt med øl, sodavand, chokolade og chips, så vi får hurtigt sluppet den dårlige stemning, især da vi finder ud af at fjernsynet på værelset faktisk fungerer og tilmed har en filmkanal! :) 
Dagen efter lejer vi en scooter i 3 dage, da vi har fundet ud af, at vi bor ca midt i det hele, og at der er 20 min gang til byen og til den nærmeste strand. Øen er ikke helt udviklet færdig til turister endnu og der er mange veje, der endnu ikke er astfalteret, så vi kan ikke rigtig komme rundt og udforske hele øen. Vi kører en tur hen til den strand, der skulle være den mest populære, og langs stranden ligger en masse små restauranter, resorter, bungalows og dykkerskoler og en hyggelig boardwalk binder hele strandsiden sammen. Selve stranden var nu ikke så lækker, vandet virkede forurenet og lugtede lidt og sandbunden var ulækker blød og gullig. Vi bruger den første dag på bare at køre lidt rundt og se øen og få lidt at spise forskellige steder. Vi blev hurtigt enige om at aftenen skulle bruges i den bløde seng med snacks og film, det er bare lang tid siden vi har gjort det!

Dag 2 havde vi fået kontakt med det engelske par Molly og Mark, som vi havde mødt i Krabi. Vi mødtes med dem og tog på stranden og hyggede sammen hele dagen. De havde lige afsluttet deres første dykkerkursus og var vilde med det og ville tage et advanceret kursus de følgende dage. Peter og jeg havde også snakket om at tage et dykkerkursus, eftersom Koh Tao ligger nr 1 i verden for udstedelse af PADI openwater certificates, og der er tusinder af dykkerskoler at vælge imellem. Peter var ret hooked på det, men jeg havde haft problemer med at udligne trykket i ørerne, da vi prøvedykkede i Australien, så jeg havde faktisk ikke lyst, jeg havde det fint med bare at snorkle. Det endte med at vi i stedet kiggede på snorkeludstyr, som vi blev overrasket over faktisk var næsten lige så dyrt, som det vi så på i Australien, af samme kvalitet. Det endte derfor med at vi ikke købte noget, da vi ikke ved hvor meget vi kommer til at snorkle nu her, når vi skal videre ind gennem landet.

Vi havde stadig svært ved at slippe den dårlige stemning/dårlige humør fra vores oplevelser med Thai'erne, som hele tiden prøvede at snyde os, og vi var ikke synderlig imponeret over øens udseende. Strandene var ikke noget specielt, de var faktisk lidt tarvelige, med enten tanget og grumset vand, eller gulligt og halvklamt vand. Priserne er stadig turistpriser overalt, så vi havde faktisk ikke råd til at spise mange af stederne. Jeg havde stadig følelsen af hjemve efter Ida tog hjem, og den var forstærket af, at jeg meget gerne vil være hjemme lige nu, fordi jeg blev moster, da vi var i Krabi! :)  Tak for mails'ene med alle de dejlige opdateringer Mor og Rikke, det er NÆSTEN som at være med i det, men ihh hvor ville jeg gerne være hjemme og se min lille bitte niece i virkeligheden! I er MEGET savnet og jeg sender dagligt tanker hjem til jer! :)

Vi mødtes endnu engang med Molly og Mark og det hjalp meget at hygge med dem, de var gode til at få peppet os op igen og få mod på rejselivet her i Thailand, som er så anderledes fra alt hvad vi har prøvet. Vi mødtes jo også med Mara og Klaus fra Tyskland i Singapore, og de kom også til Koh Tao, men skulle også bruge tiden på dykkerkursus - og en tilfældig dag, da Peter og jeg kom gående hen af gaden, var der pludselig én der råbte mit navn fra en forbikørende bil. Jeg vendte mig helt forvirret om og så Mara og Klaus sidde og vinke vildt til os fra den forbikørende bil, det var ret sjovt. Vi nåede desværre ikke at mødes med dem, da det var næsten umuligt at kommunikere, fordi vi ikke havde et internet der virkede. Men vi render nok ind i dem igen et sted på vejen. :)

Nu er vi på vej mod Bangkok. Det er en lang tur og denne gang har vi købt turist-versionen, som nok kommer til at koste dobbelt så meget som hvis vi bare tog toget og den langsomme færge, men det kommmer også til at gå dobbelt så stærkt! Og det er ikke værd at spare 170kr for at rejse 20 timer længere tid har vi erfaret! 
Kl. 9.15 blev vi kørt ned til havnen af hotelværten, som havde været super flink under hele opholdet. Efter en 2 timers sejltur skal vi med en turistbus fra Chumphon til Bangkok, som gerne skulle være fremme mellem kl. 20.30-22.00. Vi håber virkelig at denne tur kommer til at glide nemt, vi orker ikke flere dårlige rejseoplevelser. Når vi kommer frem vil Peters ven Thomas højest sandsynligt hente os ved bussen og følge os hen til hotellet, og så skal vi bare hygge med ham i Bangkok den næste uges tid, det ser vi meget frem til.

 
Vi havde valgt at bo i Krabi, en turistby nær kysten, for at spare lidt penge på overnatningen - det var umuligt at finde billig overnatning på Phi Phi-øerne. Vi kom i snak med et engelsk par, Mark og Molly, som var rundt på stort set den samme tur som os, og de havde besøgt både Phi Phi Don og Phuket og vi fandt ud af at det lød ikke rigtig som noget for os. Vi ville derfor nøjes med at mødes med Ida og Frank på Koh Lanta. I mellemtiden ville vi rigtig gerne ud at snorkle, og der var masser af bureauer, der solgte bådture ud at en masse af de omkringliggende øer, dagsture m.m. hvor man også kunne snorkle. Vi valgte at prøve en tur hvor vi efter brochuren skulle snorkle meget. Vi prøvede at finde noget på Tripadviser om disse ture, men de var ikke rigtig listet nogle steder. Vi tog chancen og bookede en dagstur til "Four Islands - tour" hvor frokosten var inkluderet  i den nette sum af 600 Thb pr. pers (ca. 110kr). Vi bliver hentet tidligt på hostellet (omkring kl. 7) og bliver kørt hen på en parkeringsplads ved vandet (ca 30 min væk) hvor vi så venter en time på at taxien lige skal hente et læs mere… Hmm! Pladsen er FYLDT med hvide turister, det er ikke meget galt hvis der havde været over 500 mennesker, og vi begynder at få vores bange anelser om denne tur. Vi bliver langt om længe smidt op i en Longtail-båd sammen med 25 andre turister og de ca 30 både, der er parkeret side om side, forlader stranden næsten samtidig. Første stop er ved et par øer, der hænger sammen med en lavvandet revle og der hænger vi ud i ca 1 time sammen med ca 150 andre turister, der står og gør sig til foran deres kameraer, det var nu ret underholdende at se på. Ud over det var der ikke meget bounty-strand over det. Så sejler vi videre til Chicken Island, hvor vi kan tage billeder af en klippe, der ligner en kylling (!) og så sejler vi hen til et snorklingspot, og båden bliver parkeret op af 5 andre logtailbåde, og der er ca 5 andre speedbåde m.m. i samme område. Så tænder de for diskomusikken og skruer højt op, så skal der sgu snorkles!! Hvad faen?? Nå, ingen info, bare et par masker og snorkel på og så ud i vandet - vandet er lidt grumset og fiskene virker meget forvirrede, idet store stimer af fisk vælter rundt fra side til side og bliver lokket tæt på båden med mad. Det er slet ikke til at komme til i vandet, der er så mange mennesker der vælter rundt oveni hinanden - og oven i det hele ser vi at halvdelen af turisterne vælter rundt ovenpå korallerne, fordi de ikke har taget en svømmevest på, så de står på alle de koraller de kan komme til! Jeg var chokeret og trist og vi svømmede hurtigt tilbage til båden, for det var et trist syn under vandoverfladen. Fandme om hende guiden ikke lige pludselig går rundt med, hvad jeg tror er en død fisk, og spørger om vi vil røre den - indtil Peter fortæller mig, at det er en levende fisk, som den fede Østeuropæer har fisket med sin fiskestang fra spidsen af båden! Vi sidder i en træbåd, med høj diskomusik og ca 100 mennekser omkring os i det grumsede vand, som er grumset pga ødelagte koraller som turisterne står og danser på, mens det åbentbart er tilladt at fiske de farverige koralfisk fra båden, hvis man ikke lige er snorkletypen! Jeg var så chokeret at jeg ikke engang kunne sige noget. Vi bliver sejlet hen til en anden ø, hvor vi skal have frokost - i selskab med ca 800 andre turister på en lille sandstrand - hvad faen er det her for noget, hvem kan synes at det her på nogen måde er fedt??? Hvad sker der?? Vi går en tur rundt på stranden, og kommer ikke langt væk før vi rammer øens losseplads, en stor bunke plastik og skrald i skoven, lige ved siden af stranden. Charmerende… Sidste tur går videre til en sidste ø, om muligt med flere mennesker end den tidligere ø, og vi ligger os i skyggen og forsøger at få en lur, for at få dagen til at gå hurtigst muligt. Hvordan nogle mennesker overhovedet kan synes det har været en god/rar/dejlig tur kan jeg slet ikke forestille mig, og jeg begynder at tvivle på det der Thailandske "paradis", om det er at finde nogle steder!

Dagen efter skal vi heldigvis videre, og jeg glæder mig HELT vildt til at se Ida igen! Vi ankommer efter en problemfri køretur med minivan til Koh Lanta og bliver indlogeret i Banana Garden Home, som er et resort, der er noget over vores normale standart, så vi føler os pludselig bedre tilpas. Ida og Frank er ved at blive hentet ved færgen, får vi af vide af Hotel-Mamaen, og hun er med på at lave en joke med dem. Peter får hende til at sige til Ida, at vi havde afbestilt hytten og ikke kom alligevel. Så da de kom frem, gik Ida rundt og så lidt forvirret ud, mens vi stod inde bag vinduerne og fnisede. Så listede jeg mig op bag hende, og hun blev bare vildt overrasket og så stod vi og hoppede og skreg i gensynsglæde, det var rigtig sjovt :). De næste 4 dage på øen blev de bedste 4 dage vi har haft her i Asien! Det var bare SÅ dejligt at være sammen med Ida og Frank, vi hyggede os bare så meget i selskab med dem. Vi badede ved stranden, spiste ved  strandrestauranterne og fik drinks i strandkanten serveret af en indianer! Vi lejede nogle scootere den ene dag, og kørte øen tynd, og fik set en masse smukke og mere øde strande, så elefanter og spiste god mad fra restauranter med en god udsigt. Ida havde også booket en snorkletur til Koh Rok, og det blev højdepunktet - vi havde frygtet en gentagelse af "Four Islands" turen, men vi var de eneste på den store fiskerbåd og vi blev sejlet hen til det ene snorklested efter det andet, og vi havde det helt for os selv, det var intet mindre end fantastisk. Peter prøvede at hoppe i fra båden uden vest - flere gange, og vi så en masse nye fisk, som vi ikke havde set før, bla. Murene-ål, som vi dog hurtigt fik svømmet væk fra! Vi sluttede de 4 dage af med en times Thai-massage på stranden og en drink i skæret fra månen, der var næsten helt fuld. Det var meget svært at skulle videre, og jeg må indrømme at min hjemve aldrig har været så stærk som nu, og jeg ønskede allermest bare at tage med Ida til Bangkok og så være hjemme denne weekend! Da vi havde krammet farvel ved minibussen faldt humøret en tak, og den forfærdelige rejse til byen Chumphon  gjorde ikke hjemveen mindre…

Peter og jeg ville prøve at gøre rejsen så billig som mulig, og ikke bare gøre som alle turisterne får af vide de skal, så vi blev sat af ved busstationen i Krabi og skulle så finde en busbillet til Chumphon - hvilket ikke kunne lade sig gøre! Vi kunne købe en busbillet til Surat Thrani og så få en derfra til Chumphon, hvor vi havde booket overnatning. Kl. 11.00 kørte bussen, som var en lokalbus, og den var først fremme omkring kl. 15.00, da den skulle stoppe hver kilometer! Derfra blev vi bare læsset af på en gade, hvor vi selvfølgelig blev modtaget af de sædvanelige krejlere, der ville have os op i deres bus! Vi forsøgte at finde den lokale bus, men hver gang vi spurgte om hjælp, fik vi forskellig svar - bussen gik først kl. 20, eller også var den lige gået og gik først i morgen, eller også gik der slet ingen bus! Men minivan kunne vi tage - til over dobbelt pris af bussen! Alle var bare ude efter at tage røven på os, og Peter begyndte at blive stædig, fandme nej om de skulle få os denne gang! Efter en times frustrerende gåen rundt hoppede vi op i en tilfældig lokal bus, som kørte til togstationen - og konduktøren sagde at det kostede 20 Thb pr. person - men da vi så hun gik rundt og samlede penge ind fra de lokale i bussen, så vi at de kun betalte 10 Thb - vi skal åbentbart medregne at der er 100% service charge/tax i dette land (vi bliver snydt HELE tiden!).  Nå de 4 kroner vi blev snydt for kunne vi jo godt overleve, men det er bare princippet og følelsen man får! Vi ankommer til togstationen kl. 16.40 og heldigvis går toget  kl. 17.00 og vi når lige at få noget klamt at spise (vi har kun fået morgenmad på dette tidspunkt). Togvognen var lavet af træ og kørte ca 30 km/t, så vi kunne godt regne ud at det ville tage lidt tid. Vi fik togkonduktøren til at sige når vi nåede frem, for det var umuligt at følge med i, hvor vi var, alle skilte stod på thailandsk, meget praktisk. Endelig kl. 21.00 nåede vi frem og fandt heldigvis hotellet nemt, da folk var så søde at pege os i rigtig retning. Efter en tiltrængt nats søvn venter vi nu på båden til Koh Tao, som de tager overpris for at få os ud på! Endnu engang erfarer vi at det ikke er værd at prøve at spare den 50'er, for at gøre det på den "rigtige" måde - vi ender alligevel med at betale mere i enden! Vi er nu selv ude om det, og lærer forhåbentlig noget af det. Nu ser jeg bare frem til 4 dage på øen og så overvejer vi at tage til Bangkok og mødes med Peters ven Thomas der, vi er blevet lidt trængende efter hjemligt selskab...

 
Se nyeste billeder HER
 
Der er 2 øer, en stor Perhentian Besar og en lille, Perhentian Kencil. Vi boede på den store ved Tuna Bay. Vi ville have taget en vandtaxi rundt mellem øerne og strandene, men det viste sig at være ret dyrt. Vi gik i stedet gennem junglen til den nærmeste anden strand, hvor bla. Perhentian Island Resort ligger og der skulle være god snorkeling. Vi nåede helt gennemblødte af sved frem og nød at vælte os ud i vandet for at snorkle lidt rundt. Desværre var korallerne her helt fuldstændigt ødelagte og derfor var der ikke så mange fisk. Det var meget farveløst og ret dybt også, så det var svært at se noget. Til gengæld var der nogle kæmpefisk! Den største var én der næsten var på størrelse med mig, lignede det, selvom jeg dog ikke svømmede helt hen til den, jeg fik et kæmpechok da jeg fik øje på den. Jeg fik nogle billeder af den, men tror det er svært at se størrelsesforholdet på den, men sammenlign med de små fisk, der er ved siden af den, de er ellers ret store! Der var også sværdfisk, store kuglefisk og Barracudaer. 

Maden ude på øen fik vi fra de 3 restauranter, der ligger på stranden. Det var ok mad og rimelige priser. Det bedste var nu deres ananassmoothie, den fik vi nogle stykker af. Den ville have været supergod med lidt vodka i, men de serverede ikke meget alkohol på øen, så vi nøjedes med den "friske" udgave. 

Den ene nat, lige da vi havde slukket lyset, skyndte Peter sig pludselig op af sengen og tændte lyset. Han havde i mørket hørt noget bevæge sig - og når man ligefrem kan høre et insekt bevæge sig, må det være et stort et - og ganske rigtigt var der en kæmpe kakelak der fedtede rundt på væggen lige over vores hoveder. Vi fik ved fælles hjælp fanget den i en skotøjsæske (må have været noget af et syn, 2 "voksne" mennesker der i fællesskab bakser med en skotøjsæske op af en væg) og fik den båret ud i det fri, hvor vi kastede kassen fra os og løb nærmest skrigende tilbage på værelset. Altså! På nuværende tidspunkt er vi glade for bare at få et værelse der er fri for (store) dyr.

Nå, men vi fortsatte med at snorkle, tage lidt sol og læse i skyggen af palmetræerne, det var super dejligt bare at stå op, spise lidt, snorkle lidt, solbade og spise, snorkle igen og slappe af til aften, hvor vi så kunne spise igen mens vi nød solnedgangen. Sådan må det genre blive den næste månedes tid, hvor vi skal ø-hoppe lidt :) Vi havde det bedste snorklingområde lige ved stranden hvor vi boede, hvor en masse fine koraller og hundredevis af fisk væltede op af havbunden blot få meter fra strandbredden. Vi så en masse nye fisk hver gang vi snorklede, de sejeste var en stor klovnefisk der nærmest var rust-farvet med en brunlig stribe (den var megaflot) og en anden ret stor fisk (nok en halv meter lang), der skiftede farve afhængig af omgivelserne. Den skiftede fra gul med lilla pletter til lilla med blå pletter til en helt treidje farve, når den svømmede forbi, den var bare så flot. Fik desværre ikke taget billeder af disse to, da jeg havde ladet kameraet blive oppe på denne tur (typisk!). Der er nogle små fisk som bliver meget nærgående, fordi de bliver fodret af nogle af turisterne, så de tror at de flydende mennesker betyder mad, og jeg blev nappet af utålmodige små fisk ikke så få gange, de var ikke bange af sig!

Vi tog tilbage til Kota Bharu efter 5 overnatninger på øen. Denne gang tog vi bussen og måtte slippe 12 Ringit som svarer til 24kr - noget billigere end den taxi, der snød os for vildt på vejen herhen! Vi gik hen til det Thailandske Konsulat og fik ansøgt om visa til Thailand, da vi ville tage bussen over grænsen, og derved kun ville få 14 dages gratis visum. Det ville blive alt for dyrt og stadig besværligt, hvis vi valgte at flyve og derved få 30 dages gratis visum. Jeg var imidlertid blevet forkølet af at ligge i træk af airconditionen en nat, og forkølelsen brød ud i fuldt flor denne dag. For dem, der har set mig være rigtig sat til, ved at jeg ligner en frø, der ikke kan trække vejret. Jeg havde det så skidt, så det var dejligt, at vi ikke skulle så langt, og jeg lå hele eftermiddagen i sengen. Jeg havde det heldigvis lidt bedre dagen efter, men en lang og besværlig tur ventede os. 

Vi hentede vores visum kl. 11 og tog den første lokale bus til grænsen omkring kl. 12.45. Jeg sad ved siden af en Malaysisk pige, som kom fra Pulau Tioman (den ø vi ville have været ude på) og jeg snakkede med hende om alt muligt i den time vi kørte i bussen, det var ret sjovt. 

Vi hoppede af bussen med alt vores grej og gik over grænsen gennem flere tjekpoints. Da vi nåede over på den anden side skulle vi finde minibus-stationen og en lille mand på en cykel med lad ville cykle os derhen, han mente at han havde masser af plads til os begge og vores baggage. Vi takkede dog nej, da vi fik fortalt at det var tæt på. Da vi efter 10 minutters vandren havde fundet minibusserne, fik vi af vide at vi skulle betale for 3 personer, fordi vi havde baggage med! Peter blev rasende, igen skulle vi narres, og vi gik videre for blot at finde ud af, at det var den eneste måde at komme til Hat Yai på! Vi måtte ende med at kravle tilbage og betale for 3 personer og så tog det ellers 5 timer at køre til Hat Yai, som jeg troede max lå 2,5 timer væk! Vi nåede udmattede og sultne frem til et gæstehus, hvor der endelig var et varmt bad, vi kunne få.

Dagen efter skulle vi igen med en minibus videre til Krabi. Vi stod klar til afhentning kl. 9.00 og turen skulle tage 4 timer. Men inden bussen kom og fik hentet de sidste personer blev klokken 10.00 før vi kom ordentligt afsted. Da vi ankom til Krabi, blev vi sat af ved et bureau - de havde ikke spurgt os om vores endedestination, og da vi sagde, hvor vi skulle hen, sagde de et eller andet uforståeligt om, at det var lige i nærheden - det er så belastende, når de ikke kan snakke engelsk! Vi måtte på med vores rygsække og begynde at vandre i 32 graders varme. Vi prøvede at spørge os frem og fandt ud af, at vi skulle en kilometer op af vejen (ikke noget problem for minibussen at have kørt os derhen, NÆSTE gang ved vi, at vi skal aftale endedestination med dem) - hvilket endte med at vi vandrede og vandrede (klokken var 14 og vi havde endnu kun fået en crossaint og en banan at spise, og vi svedte ca 2 liter væske i minuttet), og hver gang vi spurgte om vej, pegede folk bare op ad vejen. Vi endte derfor med at gå alt for langt og fandt efter ca 45 minutter endelig hostellet. Der findes 2 slags mennesker hernede - dem som er rigtig flinke og gerne vil prøve at hjælpe dig hvis de kan, og dem der er rigtig flinke og gerne vil hjælpe dig hvis de kan tjene penge på dig - og hvis de ikke kan tjene penge på dig er de ligeglade. Taxichaufførerne er de værste, efter hvad vi har oplevet indtil videre. "Ja ja, bare fortsæt ligeud" (hvis du ikke gider hoppe ind i min vogn!) De kommer hen til en eller står og råber efter en, og hvis man feks. siger, at man bare skal hen til eks busstationen, uha så siger de at der går 1 time -2 timer før bussen går, og at der er så og så mange kilometer hen til stationen, så vi føler os tvunget til at tage deres dyre taxi, hvor de igen snyder en med pengene. Nej nu er det snart slut, nu stoler jeg ikke på et eneste ord af, hvad de siger mere! Vi har oplevet det så mange gange nu, og det kan godt være svært i starten at finde ud af hvem der faktisk gerne vil hjælpe og hvem der bare er ude på at udnytte dig. 

Men heldigvis var hostellet et fantastisk dejligt et af slagsen, og efter et koldt bad og en ren seng i et dejligt værelse, gik vi ud og fik noget fantastisk mad og så var humøret i top igen. Samtidig var det super mærkeligt at tænke på at Ida befinder sig ca. 40km væk på en anden ø, lige tværs over vandet! Vi skal mødes i 4 dage på Koh Lanta, det bliver bare så super sjovt at se hende igen :). Her til morgen blev jeg helt overvældet af en nyhedsmail, der fortalte mig, at mens jeg har siddet og nydt god aftensmad var min lille niece i gang med at komme til verden! Pludselig blev min hjemve lige ganget med 100.000 og det er lidt hårdt at vide at der lige går over 3 måneder endnu, før vi er hjemme. Men jeg vidste jo at denne dag ville komme og alligevel blev jeg slået helt ud og jeg tænker på søster hele tiden :) SAVNER dig! Glæder mig til at se flere billeder! :)




Ellers er jeg overrasket over at opleve at mine forestillinger om Malaysia og Thailand ikke har være skudt helt ved siden af. Mange steder minder udseendet om Mexico og nu efter at have været i Asien i 3 uger er det helt mærkeligt at være blandt så mange hvide mennesker igen her i Thailand. Der er nærmest flere turister end lokale, det er helt vildt. Det virkede helt mærkeligt på Perhentian Islands, at der ikke var flere hvide turister, der var faktisk flest lokale, og der var næsten tomt på solsengene og i restauranterne fordi det ikke lige var i højsæsonen. Vi snakkede lidt om at det nærmest virkede forkert, at sidde et så smukt og perfekt sted, og der var bygget til mange turister, og så var der bare tomt, men vi blev enige om at nyde det mens det varede, for vi havde en forestilling om at det ville blive pakket i Thailand. 

Mine indtryk fra Malaysia og Thailand: varmt og tungt klima, regnskyl der er hurtigt overstået, og efterlader brandvarme vandpytter på gaderne. Mange fattige mennesker, usle bygninger og beskidte gader. Madsteder overalt, hvor maden bliver lavet på gaden og ligger i fade og venter på at blive serveret i 30 graders varme, rullende eller faste frugtboder med slidte og beskidte parasoller som solbeskyttelse, taxichauffører som råber og dytter efter én hver 3. minut.  Når man kører gennem landskabet er det den ene fattige landsby opbygget på råddent træ med rustne bliktag efter den anden, hjemløse hunde der løber rundt og klør sig i nakken, børn der render grinende rundt og leger mellem husene, knallerter/scootere overalt, der svinger sig ud og ind mellem bilerne i en stor pærevælling. Det er så sjovt at se de farvestrålende klædte kvinder, der i fuld udrustning med lang flagrende kjole og tørklæde, med hjelm ovenpå, kommer drønende forbi, ofte 2 og 3 på knallerten, damerne ofte siddende sidelæns som på en "damesaddel". Igen madsteder overalt, bestående af et træskur med bliktag, plastikhavemøbler med plastikdug på bordene og en masse lokale, der sidder og spiser. Slagtere har vi set et par steder ved vejkanten, hvor et slagtet dyr ligger parteret i en slags bod (lidt som vores kartoffel/jordbærboder hjemme) lige ud til den støvede vej - igen tildækning eller afkøling, bare noget råt kød på en træbriks i 30 graders varme - utroligt at de ikke selv bliver syge af det - eller er det os der er for penippengryne derhjemme??? De mennesker vi har mest kontakt med hernede er jo dem, der skal tjene penge på os, så vi har desværre en del dårlige oplevelser med os pga. dette - men vi har også mødt de "almindelige" og meget venlige og smilende mennekser, som med glæde fortæller os hvad vi har brug for. Hvis de ikke kan tale engelsk finder de altid en som kan. Nå, nok med mig og mine indtryk, mange dage forud med ø-hopping venter, håber på at kunne slappe lidt af, det er hårdt at rejse og få nye indtryk hele tiden. 

 
Vi havde en god og nem flyvetur til Kota Bharu, den nærmeste by med lufthavn til øerne. Vi var nødt til at købe lidt morgenmad i lufthavnen i Kuala Lumpur og brugte 80kr på et par pølsebrød, crossanter og juice, og endte med at måtte smide maden ud, fordi det var så klamt. Så da vi nåede frem til Kota Bharu omkring kl. 11.15 var vi godt sultne, men vi havde fået arrangeret kørsel til speedbåden ud til øen, og der stod en mand og ventede på os med vores navn på et skilt. Han var enormt flink, og vi havde en hel minibus for os selv. Vi blev kørt hen til det Thailandske konsulat for at få lavet visum til Thailand, men de lukkede efter 10min og vi skulle have taget pasbilleder og fotokopier af vores pas. Vi kørte hen og fik taget billeder og kopier og kørte så videre til transitbyen, som lå overraskende 45 min kørsel væk. Vi vidste ikke om kørslen var inkluderet i værelsesprisen og havde derfor ikke spurgt om prisen før vi kørte, og vi blev godt snøret! 130mr (260kr) for en taxitur, som vi nu har fundet ud af ikke burde have kostet meget mere end 50mr! Så det satte lidt en dæmper på humøret, for den tur der virkede billig endte med at blive lidt dyr! En af grundene var også at flybilletterne kun kostede 68mr pr mand (140kr), men da jeg bestilte dem kom der lige lufthavnsskatter oveni samt gebyr for at vælge sæder, for at checke ind, for at have baggage med, for at betale med creditkort og sådan blev det bare ved, så billetterne endte med at komme til at koste 300mr (600kr) for 2 pers, hvilket dog stadig er billigt. Men + shuttle, bus, taxi, speedbåd til overpris så blev det lige dobbelt så meget oveni! Nå, vi ankom dog sikkert til Pulau Perhentian Basar, Tuna Bay, og blev indlogeret i vores hytte ved D'ayumni house - et sted Ida havde været så god at finde til os, for jeg kunne ikke finde nogle steder på øerne til vores budget. Hytten var drønvarm, for elektriciteten er kun tændt mellem 19.00-07.00 og dermed også lyset, airconditionen og det varme vand. Vi lagde os straks ud på solsengene ved vandkanten og nød en rigtig god frugtshake, efter at have fået en omgang ris på 1 af de 3 restauranter på vores strand. 

Vores værelse bar ikke rigtig præg af luksus, men p.g.a. at vi er her uden for sæsonen fik vi overnatningen til 80mr pr nat i stedet for de normale 160mr. Håndklæderne var plettet, hytten lugtede af surt træ, myrer på størrelse med Peters tommelfingernegl kravlede rundt på gulvet og på badeværelset og der var helt mørkt i værelset fordi der kun er 2 små vinduer. Da vi kunne tænde lyset kl. 19.00 gik jeg over og tændte for airconditionen og i det samme væltede det ud med små myrer og hvide larver fra airconditionen og de landede på mig og ud over den ene seng. Føj et førstehåndsindtryk! Vi ville lige sove på det (i den anden seng vel at mærke) og så finde ud af om vi skulle flytte hytte eller resort eller noget. Men i dag er det som om at det hele er blevet ligegyldigt. Damen, der har D'ayumnihouse er super flink og rigtig sød, og ordnede straks airconditionen, gjorde rent på værelset igen, fjernede myrerne på værelset og gav os ekstra håndklæder. Vi kunne leje nyt snorkleudstyr og svømmeveste til os begge for 40kr om dagen (meget billigt). Vi kunne læse os til på Tripadvisor, at der var de samme problemer på de andre hoteller på øen, og deres priser startede på 150mr pr. overnatning. 
Efter at have sovet længe fik vi lidt morgenmad og kom så ud i det dejlige, varme turkisblå vand, og der gik ikke længe før vi så de første fisk. Vi havde næsten glemt hvor fedt det var at snorkle! Der var Nemofisk i hobetal og en masse andre, sjove og farverige fisk. Vi så også to Cuttlefish. Selve korallerne her er temmeligt smadret af turister og både, og hele vandkanten er fyldt med ødelagte koralstykker. Mange steder lå der rustne dåser, papir og Peter nåede at hugge en cigaretskod fra nogle fisk, som kæmpede om at få den at spise. Så de virker ikke så beskyttende overfor koralrevet her, som mange af de steder vi var i Australien. Men her er bare så smukt alligevel. Lidt længere henne af stranden er der et helt andet paradis af andre koraller og fiskene er vant til turisterne og kommer helt tæt på - vi fandt ud af, at det var fordi, de var vant til at turisterne kom med toastbrød til dem, og så gik de helt amok. Det var bare så sjovt. 

Lige nu sidder jeg i skæret fra solnedgangen i skyggen af palmetræer og skriver bloggen. Her er intet mindre end paradis, og værelset - tja, vi har ikke givet særlig mange penge for det og nu er det rent og pænt igen. Vi bruger det jo også kun om natten, så ligemeget med den aircon om dagen! Vi er i paradis for omkring 400kr pr dag for 2 mennesker incl mad og drikkelse!! Hvad kan man mere forlange? 

Ida - nu er bloggen blevet opdateret - og BananaGardenHome er bestilt fra d. 4/3-8/3 - Vi ses om en uges tid!! :) Wee! (p.s. tag en stor, tom kuffert med til vores lort ;))