Søndag d. 5/2
Vi kørte fra Queenstown efter at have nydt kaffe og kage på Patagonia ved havnen. Vi ville gerne have været et smut på Steward Island, hvor man kunne gå ture og nærmest være sikker på at se Kiwier i det vilde. Men som vi snart har erfaret overalt i verden, er der ikke noget, der er gratis, ikke engang gåture i naturen. At komme med færgen retur, samt blive transporteret rundt på øen ville blive en undseelig udgift, så det er endnu en af de ting, vi må have til gode - New Zealand er helt sikkert et sted, der er værd at komme tilbage til, selvom det ligger på den anden side af jorden! I stedet valgte vi at køre så langt sydpå vi kunne komme i bil, og endte efter en gammel venindes råd i Curio Bay, hvor det skulle være muligt at spotte vilde gul-øjede pingviner - verdens mest sjældne pingvin! Vi kom igen langt væk fra byer og ud hvor kragerne har madpakke med og overnattende på en campingplads imellem en masse siv på en vindblæst sandspids. Før solen gik ned, gik vi hen til den klippestrand, hvor pingvinerne skulle komme op af vandet ved tusmørke, for at gå ind til deres reder på land. Vi så ca. 7-9 pingviner i alt og kom ret tæt på nogle af dem, der lå og sugede lidt af den sidste sol til sig. De var simpelthen bare så fine! De nåede ca. op til min knæhøjde og der var nogle store unger imellem dem, som stadig havde blødt dun om halsen. De var ret nysgerrige og lod sig heldigvis ikke mærke af, at der stod en lille flok mennesker og kiggede på dem. Det værste er, hvis man kan mærke at man forstyrrer dem, for man vil for alt i verden ikke ødelægge noget for dem, så de ikke har lyst til at være der mere. Det er det værste med dyr i det vilde, nogle turister er bare egoistiske eller bare dumme - fodrer dyrerne, selvom de ikke kan tåle at blive fodret, blitzer dyrene i øjnene med deres lede kameraer og går for tæt på, så dyrene føler sig utrygge. Det er en balance hele tiden, og det må og skal være på dyrenes præmisser, selvom det vil betyde, at vi mennesker får sværere ved at komme helt tæt på dyrene. Det vigtigste er nu, at dyrene har det godt. Men vi havde heldigvis en rigtig god oplevelse med pingvinerne, og kunne sidde i lang tid og observere dem, mens de puslede rundt, tog sol og kluntet gik rundt over klipperne. Det var ganske fantastisk.
Curio Bay er meget smuk. Omgivet af idylliske bakketoppe hvor får, køer og heste går som shiluetter i solnedgangen og det vilde hav, der kaster sig ind på de dramatiske klippeblokke, der gnaver sig ud i vandet... Håber I kan forestille jer det. Jeg brugte morgenen på at sidde ude på en klippe og bare kigge på de kæmpemæssige bølger der eksploderede mod klipperne - indtil jeg tilsidst blev jaget væk af sandfluerne. Sandfluer er nok det absolut VÆRSTE ved New Zealand - nogle små, sorte sataner, der bider sig ind i din hud og efterlader en stor, kløende bule, der ikke lader sig kløestille af hverken kradsen ellerdiverse cremer. Det bliver ved med at klø i over en uge og man kan hurtigt nå at få 15 bid bare på den ene fod/ankel - hvilket har resulteret i at både Peter og jeg efterhånden har to store sår istedet for ben tilbage... Ret klamt, ved jeg godt, men et råd til folk, der har tænkt sig at tage til NZ: HUSK heletiden at smøre jer ind i insektspray! Men når det er sagt, kan jeg faktisk ikke komme i tanke om noget andet overhovedet, der er dårligt ved NZ!
På vej mod Dunedin, stoppede vi ved en cafe nær Curio Bay, som hedder: Niagara Falls Cafe. Et sted vi havde fundet i Lonley Planet, som nok var det hyggeligste sted til dato vi har spist ved. Det lignede et almindeligt hus med have, drivhus og omgivet af marker. Solen skinnede varmt og vi satte os ud på den hyggelige terrasse og fik serveret en ordentlig omgang morgenmad. En hyggelig kat kom forbi (jeg blev bidt og kradset og Peter fik lov at nusse den- jeg bliver aldrig katteven!) og der var en dejlig hjemlig følelse over stedet, som faktisk havde været en skole engang! Maden var fantastisk, hjemmelavet, lokal og økologisk, umm!
Vi kørte videre til Otago Peninsula, lige ud for Dunedin, og kørte helt ud til spidsen, hvor vi så mange kæmpe albatroser svæve i blæsevejret lige over vores hoveder. Det var ret vildt at opleve. Vi fandt stedets eneste campingplads, fik fish'n chips til aftensmad og kørte derefter ud til en lille strand, for at se verdens mindste pingviner, Blå Pingviner, komme i land. Vi stod i ca. 10 min. før vi så en lille pingvin komme ind med bølgerne og lande lidt fortumlet på strandbredden blandt ca. 50 måger, som var på samme størrelse som den. Den var bare SÅ sød. Den ombestemte sig dog og svømmede ud i vandet igen. Vi fik senere af vide, at de normalt først kommer i land, når det er helt mørkt, så den var nok lidt for tidligt på den. Efter ca. 25 min. mere kom der en lille flok på 4 ind, selvom det stadig var lidt lyst. De tøffede rundt på stranden, så vi rigtig kunne nyde synet af dem, inden de forsvandt op i krattet til deres reder. Næste flok der kom, var en stor flok på ca. 25 og da var det blevet næsten helt mørkt. Pludselig væltede det ind med den ene flok efter den anden og jeg tror, at der ialt har været et godt stykke over 100 pingviner i alt. De vraltede op i krattet og op forbi os mennesker, der stod oppe på en afsats så pingvinerne kunne komme uforstyrret i land på stranden. Nogle af pingvinerne valgte at vade lige igennem menneskeflokken, for at komme hen til deres rede, andre gik tæt forbi. Det var ret sjovt at opleve. Til sidst var det dog ved at blive så mørkt, at man næsten ikke kunne se dem. Der var nogle frivillige hjælpere på stedet, der sørgede for at turisterne ikke generede pingvinernes vej til deres reder og fik stoppet dem, der ikke første gang havde fattet, at man ikke måtte bruge flash på kameraet, så det var rigtig fint.
Dagen efter kørte vi mod Christchurch, sidste stop på vores eventyr i New Zealand. Her sidder vi nu og slapper af på vores nye og sidste campingplads. Vi har været lidt rundbarberet kigge på byen. Sidste år blev byen ramt af et voldsomt jordskælv, og især centrum er stadig meget mærket af begivenheden. Overalt er der afspærringer og omkørselsveje og mange gader er stadig ikke repareret og bygningerne står ødelagte og tomme tilbage. Centrums butikker er genopbygget med farverige containere og budskaber om at genopbygge byen. Vi var også lige et smut forbi en pirat-minigolfbane, hvor Peter måtte se sig besejret, efter at have haft problemer i grotten, hvor piraten Yellow Beard blev holdt fanget, og som nok især Leif kan forestille sig, er en skuffet Peter med en golfkølle ikke sjov at være i nærheden af :)
I aften tager vi nok i bio igen, vi trænger til bare at slå hovedet fra og se noget film. :)
Vi skal videre til Singapore på torsdag, hvor vi flyver via Australien meget tidligt om morgenen og ankommer ca. kl. 18.00 i Singapore. Det er slet ikke til at forstå, hvor meget vi har oplevet her, og tiden er bare gået så stærkt at det nærmest er uhyggeligt! Dog er det samtidig mærkeligt at tænke på, at vi stadig ikke har brugt halvdelen af vores rejsetid endnu! Vi glæder os til sol og varme igen, men ellers er det vemodigt at skulle rejse fra dette fantastiske, eventyrlige, smukke land. 
Tillykke med fødselsdagen i dagGamle! :) Håber meget på at nå at ses i Thailand om en måneders tid! :)




Leave a Reply.