Thomas var rigtig god til at give os rejselysten og mod på nye udfordringer igen. Han har rejst rigtig, rigtig meget selv og er god til at tage alle udfordringer afslappet og med en positiv indstilling. Det smittede faktisk af på os begge, og han kom med nogle gode råd til, hvordan vi kunne støtte hinanden, når tingene ikke lige gik efter planen eller blev lidt hårde. Efter endnu en god aften med Buckets fik vi besluttet vores videre rejseplan. Jeg har hele tiden gerne ville besøge Broen over floden Kwai, så det blev første destination. Selvom jeg er uendelig dårlig til at huske årstal, navne og til tider sammenhænge mellem ting, har historie altid fasineret mig, jeg synes det er umådelig interessant at lære noget om eks. tidligere krige, hvorfor og hvordan de opstod og sluttede m.v.
Kanchanaburi er en lille turistby, der ligger langs floden Kwai, tæt ved grænsen til Burma. Vi overnatter i et lækkert Guesthouse, der hedder: Apples Retreat and Guesthouse, og her er virkelig lækkert, man får meget for pengene her! Apple 2 (en af de søde kvindelige ejere) er en meget flink og ærlig dame, som har hjulpet os med en masse information om hvad vi skal se, og hvordan vi kan gøre det nemmest og billigst.
Mara og Klaus, et par fra Tyskland vi mødte i Singapore, mødtes vi med igen og tog på en tur ud til Erawan National Park og de 7 vandfald. Vi tog en lokalbus de 65km nordpå, og efter 1 1/2 time ankom vi til nationalparken. Vi var tidligt afsted, da Apple 2 advarede os om mange turister op af dagen. Vi gik en lang tur op gennem parken og så de mange vildt smukke vandfald, med turkisgrønne pools fyldt med ferskvandsfisk. Der var nogle enkelte grupper af turister allerede, men det var ikke så overvældende. Da vi efter en times klatring opad nåede svedende op til det 7. og sidste vandfald, mødte en gruppe af larmende og pjaskende turister os, og vi gik tilbage til et af de mindre befærdede vandfald. Der svømmede vi i den dejligt afsvalende turkise pool og fik renset fødder af en masse små fisk, der ivrigt suttede løs på vores fødder (lyder ulækkert, det ved jeg, men det var skide sjovt. Det føltes ligesom om at 5 katte slikker på dine tæer med deres ru tunger, det kildede helt vildt). Det var som et kæmpe, gratis Fishspa. Efter at have slappet af der i mindst 1 1/2 time gik vi tilbage og tog bussen tilbage til Kanchanaburi kl. 14.00. Da vi ankom lignede vi alle bagte kartofler, det var den varmeste og mest uudholdelige tur tilbage vi endnu har prøvet. Men efter en rigtig god pizza og noget koldt at drikke på Bell's restaurant, blev vi os selv igen. Resten af dagen blev brugt på en lang lur i det dejlige airconditionede værelse.
Dagen efter tog vi på tur igen med Mara og Klaus: Lokalbussen i 2 timer, denne gang til Hellfire Pass, som er en del af den jernbanelinje, der blev bygget af krigsfanger under 2. verdenskrig.
Lige lidt historie, som jeg har lært undervejs:
I 1941 melder Japan for alvor sig ind i Anden Verdenskrig ved at bombe Pearl Harbour og angriber flere sydøstasiatiske lande, så som: Filipinerne, Indonesien, Cambodia, Vietnam, Laos, Singapore, Malaysia, Burma og Thailand og selvom landene forsvarer sig, overgiver de sig hurtigt til de japanske styrker. Da de japanske styrker har brug for forsyninger m.m. til deres tropper i Burma, forsøger japanerne at få forsyninger dertil via søvejen, dvs under Singapore og op langs The Andaman Sea, men de må opgive denne vej, da de Alliredes styrker bomber skibene via ubåde og bombefly. Japanerne påbegynder derfor en nærmest umulig opgave, at bygge en jernbanelinje fra Ban Pong i Thailand til Thanbyuzayat i Burma (ca. 400 km strækning gennem ufremkommelig jungle og bjerge). Arbejdet påbegyndes i begge ender, og skal mødes på midten. Arbejdet anslås realistisk at ville tage 6 år, men tog kun 15 måneder! Der blev brugt allirede krigsfanger (amerikanske, australske, britiske og hollandske) og asiatiske arbejdere til at bygge jernbanelinjen under kontrol af japanske fangevogtere. Arbejderen boede under forfærdelige forhold, fik næsten intet at spise (ca en knytnæve ris om dagen, råddent og fordærvet kød fra fisk, maden var nærmest levende af maddiker). De fik alverdens forfærdelige sygdomme som dysenteri,malaria, infektionssygdomme, kolera og underernæring samt meget andet. De blev konstant mishandlet af fangevogterne og mange blev banket ihjel, eller døde af de alvorlige infektionssygdomme, de fik som følge af deres sår. Da vi besøgte Hellfire Pass Museum, havde vi lyd med på turen, hvor gamle overlevende krigsfanger fortalte om rædslerne. Kolera var den værste af alle sygdommene, som kom med regntiden og den manglende mulighed for hygiejne. De fortalte at man på få timer havde brækket og skidt al væske ud af kroppen og tørrede ind til en ukendelig klump. Det var umuligt at genkende sin bedste ven selv efter få timers "infektion". Dernæst bliver alt saltet i kroppen trukket ud og resulterer i kramper i alle kroppens muskler og lader dig tilbage at dø en pinefuld død. Hellfire Pass var den sværeste sektion at bygge, idet de skulle hamre sig igennem bjergpas ved manuelt arbejde. Tiden var ved at løbe ud for japanerne og de tvang arbejderne til at arbejde 12-16 timers shifts, og natten igennem lød der den konstante hakken og banken mens fakler oplyste den dybe kløft - deraf navnet Hellfire Pass. Over 65 fanger blev under dette stykke banket ihjel af fangevogterne og de blev alle systematisk banket hver dag for at motivere dem til at arbejde hårdt. Alle arbejde, selv syge og døende - inden hvert shift blev fangerne tvunget til at skide foran fangevogterne, og hvis kun 50% af deres afføring bestod af blod, var de raske nok til at arbejde…
Kanchanaburi er en lille turistby, der ligger langs floden Kwai, tæt ved grænsen til Burma. Vi overnatter i et lækkert Guesthouse, der hedder: Apples Retreat and Guesthouse, og her er virkelig lækkert, man får meget for pengene her! Apple 2 (en af de søde kvindelige ejere) er en meget flink og ærlig dame, som har hjulpet os med en masse information om hvad vi skal se, og hvordan vi kan gøre det nemmest og billigst.
Mara og Klaus, et par fra Tyskland vi mødte i Singapore, mødtes vi med igen og tog på en tur ud til Erawan National Park og de 7 vandfald. Vi tog en lokalbus de 65km nordpå, og efter 1 1/2 time ankom vi til nationalparken. Vi var tidligt afsted, da Apple 2 advarede os om mange turister op af dagen. Vi gik en lang tur op gennem parken og så de mange vildt smukke vandfald, med turkisgrønne pools fyldt med ferskvandsfisk. Der var nogle enkelte grupper af turister allerede, men det var ikke så overvældende. Da vi efter en times klatring opad nåede svedende op til det 7. og sidste vandfald, mødte en gruppe af larmende og pjaskende turister os, og vi gik tilbage til et af de mindre befærdede vandfald. Der svømmede vi i den dejligt afsvalende turkise pool og fik renset fødder af en masse små fisk, der ivrigt suttede løs på vores fødder (lyder ulækkert, det ved jeg, men det var skide sjovt. Det føltes ligesom om at 5 katte slikker på dine tæer med deres ru tunger, det kildede helt vildt). Det var som et kæmpe, gratis Fishspa. Efter at have slappet af der i mindst 1 1/2 time gik vi tilbage og tog bussen tilbage til Kanchanaburi kl. 14.00. Da vi ankom lignede vi alle bagte kartofler, det var den varmeste og mest uudholdelige tur tilbage vi endnu har prøvet. Men efter en rigtig god pizza og noget koldt at drikke på Bell's restaurant, blev vi os selv igen. Resten af dagen blev brugt på en lang lur i det dejlige airconditionede værelse.
Dagen efter tog vi på tur igen med Mara og Klaus: Lokalbussen i 2 timer, denne gang til Hellfire Pass, som er en del af den jernbanelinje, der blev bygget af krigsfanger under 2. verdenskrig.
Lige lidt historie, som jeg har lært undervejs:
I 1941 melder Japan for alvor sig ind i Anden Verdenskrig ved at bombe Pearl Harbour og angriber flere sydøstasiatiske lande, så som: Filipinerne, Indonesien, Cambodia, Vietnam, Laos, Singapore, Malaysia, Burma og Thailand og selvom landene forsvarer sig, overgiver de sig hurtigt til de japanske styrker. Da de japanske styrker har brug for forsyninger m.m. til deres tropper i Burma, forsøger japanerne at få forsyninger dertil via søvejen, dvs under Singapore og op langs The Andaman Sea, men de må opgive denne vej, da de Alliredes styrker bomber skibene via ubåde og bombefly. Japanerne påbegynder derfor en nærmest umulig opgave, at bygge en jernbanelinje fra Ban Pong i Thailand til Thanbyuzayat i Burma (ca. 400 km strækning gennem ufremkommelig jungle og bjerge). Arbejdet påbegyndes i begge ender, og skal mødes på midten. Arbejdet anslås realistisk at ville tage 6 år, men tog kun 15 måneder! Der blev brugt allirede krigsfanger (amerikanske, australske, britiske og hollandske) og asiatiske arbejdere til at bygge jernbanelinjen under kontrol af japanske fangevogtere. Arbejderen boede under forfærdelige forhold, fik næsten intet at spise (ca en knytnæve ris om dagen, råddent og fordærvet kød fra fisk, maden var nærmest levende af maddiker). De fik alverdens forfærdelige sygdomme som dysenteri,malaria, infektionssygdomme, kolera og underernæring samt meget andet. De blev konstant mishandlet af fangevogterne og mange blev banket ihjel, eller døde af de alvorlige infektionssygdomme, de fik som følge af deres sår. Da vi besøgte Hellfire Pass Museum, havde vi lyd med på turen, hvor gamle overlevende krigsfanger fortalte om rædslerne. Kolera var den værste af alle sygdommene, som kom med regntiden og den manglende mulighed for hygiejne. De fortalte at man på få timer havde brækket og skidt al væske ud af kroppen og tørrede ind til en ukendelig klump. Det var umuligt at genkende sin bedste ven selv efter få timers "infektion". Dernæst bliver alt saltet i kroppen trukket ud og resulterer i kramper i alle kroppens muskler og lader dig tilbage at dø en pinefuld død. Hellfire Pass var den sværeste sektion at bygge, idet de skulle hamre sig igennem bjergpas ved manuelt arbejde. Tiden var ved at løbe ud for japanerne og de tvang arbejderne til at arbejde 12-16 timers shifts, og natten igennem lød der den konstante hakken og banken mens fakler oplyste den dybe kløft - deraf navnet Hellfire Pass. Over 65 fanger blev under dette stykke banket ihjel af fangevogterne og de blev alle systematisk banket hver dag for at motivere dem til at arbejde hårdt. Alle arbejde, selv syge og døende - inden hvert shift blev fangerne tvunget til at skide foran fangevogterne, og hvis kun 50% af deres afføring bestod af blod, var de raske nok til at arbejde…
Vi gik turen fra Museet hen af stien, hvor jernbanen var blevet bygget med blod og sved for 70 år siden og nåede til Hellfire Pass og stedet gav et stort indtryk på mig - mærkeligt at lige der, hvor jeg stod med hånden på klippen, havde mænd knoklet for deres liv på en helt fuldstændig ubegribelig måde. Vi fik rigtig mange spændende og levende beskrivelser med af arbejdet på jernbanen, det var et utrolig godt museum og jeg anbefaler alle, der kommer på disse kanter at tage samme tur, som vi gjorde. Over 100.000 mennesker døde under tilblivelsen af denne Dødens Jernbane.
Vi tog lokalbussen til Num Tok Station, stedet hvorfra toget stadig kører på dødens jernbane, og helt tilbage til Kanchanaburi, hvor vi endte den 2 1/2 timers lange tur med at krydse Broen over floden Kwai (endnu en forfærdelig historie om hvordan broen tilblev) mens solen var ved at gå ned i horisonten. Det havde været en lang og meget varm dag, men den har ladt evige indtryk i mig.
Aftenen blev tilbragt på den gode pizzarestaurant i selskab med Mara og Klaus, som desværre skal en anden rute end os fra nu af. Vi havde en rigtig hyggelig aften, måske ender det med at vi støder på hinanden alligevel.
Ellers er planen nu at vi efter Kanchanaburi tager til Chang Mai i Nordthailand, dernæst til Chang Rai og så over grænsen til Laos. Derfra har vi ca en måned til at komme ned gennem Laos og nå til Siem Reap i Cambodia, hvor vi har fået overtalt Ida til igen at komme og besøge os! :) Derfra er planen at vi sammen bruger nogle uger på nogle Thailandske øer, Ko Chang og Ko Kut m.fl. før rejsen går til Bangkok og vi tager vores sidste stop i Nepal. Jeg er meget spændt på den næste måned, og den er ihvertfald skudt godt igang med et fantastisk visit her i Kanchanaburi :)
Vi tog lokalbussen til Num Tok Station, stedet hvorfra toget stadig kører på dødens jernbane, og helt tilbage til Kanchanaburi, hvor vi endte den 2 1/2 timers lange tur med at krydse Broen over floden Kwai (endnu en forfærdelig historie om hvordan broen tilblev) mens solen var ved at gå ned i horisonten. Det havde været en lang og meget varm dag, men den har ladt evige indtryk i mig.
Aftenen blev tilbragt på den gode pizzarestaurant i selskab med Mara og Klaus, som desværre skal en anden rute end os fra nu af. Vi havde en rigtig hyggelig aften, måske ender det med at vi støder på hinanden alligevel.
Ellers er planen nu at vi efter Kanchanaburi tager til Chang Mai i Nordthailand, dernæst til Chang Rai og så over grænsen til Laos. Derfra har vi ca en måned til at komme ned gennem Laos og nå til Siem Reap i Cambodia, hvor vi har fået overtalt Ida til igen at komme og besøge os! :) Derfra er planen at vi sammen bruger nogle uger på nogle Thailandske øer, Ko Chang og Ko Kut m.fl. før rejsen går til Bangkok og vi tager vores sidste stop i Nepal. Jeg er meget spændt på den næste måned, og den er ihvertfald skudt godt igang med et fantastisk visit her i Kanchanaburi :)
RSS Feed