Ja Ida, nu kommer der en opdatering! :) Det er ikke fordi jeg ikke har haft tid til at skrive, men der har faktisk ikke været så meget at skrive om. Skal jeg være ærlig har jeg ikke kedet mig så meget i over et år, som jeg har gjort de sidste 5 dage! Nu har vi jo også nærmest haft drøn på hver eneste dag det sidste laaaange stykke tid, så det er svært at vænne sig til ikke at lave en skid.
Da vi var på øtur mødte vi en tysker, Max, som vi mødtes med i dagene efter og var ude at spise med ham. Han boede i Moskva og havde rejst meget, så vi snakkede et øre af med ham, det var ret hyggeligt. Vi brugte også et par dage ved stranden, men Peter er ikke rigtig typen, der kan ligge stille ved stranden i mere end en time af gangen, så det endte med at det mest var mig, der lå og kværnede bøger igennem, med bølgerne som soundtrack på den perfekte strand.
Peter var desværre så uheldig at spise noget den ene aften, som gav ham store maveproblemer. Jeg fik selv dårlig mave af at spise maden fra den restaurant, men jeg var heldig, at det kun varede en enkelt aften. Peter lå med dårlig mave i 5 hele dage, hvor han ikke kunne gå væk fra hotelværelset og toilettet. Jeg måtte gå ud og købe bananer, brød og vand til ham og alligevel var der intet der hjalp.
Vi havde booket et testdive til Peter (jeg skulle bare snorkle på turen, da jeg pga. trykket i ørerne ikke bryder mig om at dykke-jeg kan ikke trykudligne og får derfor frygtelig ondt i ørerne), men jeg måtte gå hen og få den udskudt til dagen efter. Og dagen efter måtte jeg aflyse, da Peter langt fra var i bedring. Jeg brugte et par dage mere ved stranden (jeg fik læst et par bøger på meget kort tid), men så blev det desværre rigtig dårligt vejr, og regnede 3dage i træk! Så var jeg buret inde på hotelværelset med Peter, der sad halvdelen af tiden ude på toilettet! Hmm, hyggeligt! Jeg måtte ud at købe et skakspil, så det har vi hygget os lidt med. Men så går dagene sgu ellers pænt langsomt, når man bare er spærret inde på den måde.
I går klarede det lidt op og jeg gik en tur i byen og området, men El Nido er en meget lille by, som hurtig er set, men jeg fik da et par timer til at gå med det. Peter begyndte at få det bedre i går, så vi gik hen til dykkerskolen og hørte om de havde plads til det testdive, men heldet var ikke med os, de var fuldt booket til i dag.
Peter var frisk for første gang i dag, så vi ville gerne lave et eller andet, her på vores sidste dag i El Nido. Vi prøvede at booke en båd til at tage os ud til et eller andet snorkeling-sted, men det virkede ikke rigtig, som om de var enige i, hvor man kunne snorkle henne, så vi begyndte at tvivle på om det var pengene værd. Til sidst foreslog de, at vi kunne tage ud på hotellets private strand, for de sejlede derud alligevel, da der skulle være grisefest derude om aftenen! Vejret var usædvanligt flot, selvom vejrudsigten havde lovet tordenbyger, så vi tog med hen til stranden. Lige da vi rundede pynten, så vi tordenskyerne i horisonten, og så vidste vi hvad klokken var slået... Nå, men med os på båden var en masse mad og udstyr til den fest, de skulle holde på stranden om aftenen - og de havde også slæbt en levende gris med! Det var altså ikke sjovt at se den gris blive hejst ombord på skibet og bundet fast til masten i det ene forben. Den stakkels gris var jo skrækslagen, og stod heletiden og hev i sit ben, for at komme fri, mens den rystede over hele kroppen. Under hele turen hev og sled den i det reb, og både Peter og jeg fik assosiationer til Zulu, som var bundet fast et sted, hvor hun var skrækslagen for at være, og kæmpede for at komme fri. Ikke fordi Zulu måske ligner en gris (ingen kommenterer her Ida!), men dens øjne og udtryk og bevægelser gjorde, at vi begge sad og tænkte på Zulu... Da de skulle have grisen af båden, kastede de den bare ud over rælingen (den er jo pænt tung, hvad skulle de ellers have gjort??) og i chok lå den i vandkanten og nægtede at rejse sig, så de til sidst måtte bære den op på stranden. Vi vidste jo at den inden længe ville være spiddet og blive stegt over et bål, så vi skyndte os hen i den anden ende af stranden. Puha, sådan nogle "bymennesker" som os, der er vant til at kød kommer fra køledisken, har svært ved at blive konfronteret med sådan nogle ting. Vi har jo heletiden snakket om, at hvis bare dyret har haft et godt liv og ikke er blevet mishandlet, så er det okay at spise det bagefter. Men måden alle dyr bliver slagtet og transporteret på, er jo på igen måder nemt eller rosenrødt. Alle dyr, der køres til slagterhuset, må jo opleve frygt og angst og stress de sidste timer af dens liv. Denne gris, der blev sejlet til dens død på stranden, havde sikkert en mindre forfærdelig oplevelse, end mange grisetransporter vil være for de danske grise, økologiske eller ej, når de køres til slagteriet. Jeg kan heller ikke slippe en af de forfærdelige youtube-videoer, som nogle af børnene i skolen fremviste til en fremlæggelse om madkultur (jeg tror det var Matilde og Cecilia??), hvor man så nogle grise komme ind i et slagtehus. Puha, jeg håber virkelig, at virkeligheden ikke er så grum overalt, men hvis man ikke vil støtte det, så må man jo lade være at spise kød! Ida, der er født og opvokset på en ægte gård, hvor dyrene blev slagtet af farmand, ved hvad det vil sige at vælge de rigtige fødevarer, hvad man skal støtte osv. Og Peter begyndte at snakke om, at det er den eneste rigtige måde at gøre det på, have sin egen gård, med dyr man selv opfostrer og slagter, så ved man hvordan tingene bliver gjort. Problemet er, at man ikke ved om man støtter noget dårligt, når man går ind på en restaurant/cafe el. lign. og bestiller en burger, snitzel eller steak. Arg, jeg elsker mit kød for meget til at have lyst til at blive vegetar, men man kan heller ikke være så dobbeltmoralsk, at blive forarget over at dyr bliver slagtet, hvis man selv spiser kødet!! Kom gerne med din holdning til emnet, måske har du et godt forslag eller argument, der lader mit sind i ro! :)
Nå, men set bort fra griseslagtningen (vi hverken så eller hørte noget) var det ellers en super smuk strand! Igen, som alle steder her, var sandet hvidt som sne, vandet var krystalklart og køligt og vildt lækkert og palmetræerne lænede sig ud over sandet. Der var også lidt snorkeling, og selvom meget af bunden var tang, var der også nogle klumper af koraller og lidt fisk rundtomkring. Vi fik ca.1 1/2 times sol, før tordenbygerne var over os, men vi var dog så heldige, at det kun regnede rundt om os, og vi havde et fantastisk udsyn til lyn og regnbyger rundt på de andre øer omkring os. Men 3 timer på en strand i tordenvejr er måske lige 2 for meget, så vi var glade, da de sejlede os tilbage til El Nido by igen.
Den sidste aften blev brugt på den Italienske Restaurant, et af de få steder i El Nido vi fandt, som kunne finde ud af at lave mad, hvor vi valgte en super lækker reje-spaghetti, idet vi blev enige om at rejerne nok ikke havde lidt en forfærdelig død...
Ellers har Fillippinerne efterladt et rigtig godt indtryk på os, og det er helt sikkert et sted vi gerne vil tilbage til. I sammenligning med Thailand er her slet, slet ikke så ødelagt af turister - her er ikke vildt mange "hvide" turister, dog mange Fillippinske. Og vi har set flere danskere her, end på hele vores samlede rejse! Men Fillippinerne her virker heller ikke trætte af de dumme turister endnu. De smiler med øjnene og er ægte, når de taler til én. ALLE har været superflinke og smilende, og ikke én har virket irriteret eller prøvet at sælge én noget. Hvis man siger nej tak (til Tri-cyklerne eller smykkemanden på stranden) går de straks videre uden at blive ved med at presse på eller virke sure (modsat Thailand). Vi har ikke set en eneste tigger og selvom de er fattige her, virker de glade og tilfredse med deres liv. Jeg stod og snakkede med en dame på stranden den ene dag i ca 1/2 time, hun kom bare over og begyndte at snakke. Mine advarselslamper begyndte straks at lyse, for efter Thailand stoler jeg på ingen! Men hun havde ingen hemmelig dagsorden, eller ville prøve at sælge mig noget, hun var bare interesseret i hvor jeg kom fra, hvad jeg lavede og vi snakkede frem og tilbage om alt muligt. Og senere på dagen mødte jeg hende igen, og hun råbte "Hi Jane" mens hun smilede og vinkede. Alle børnene hernede råber "hello" efter en, og alle tiltaler os "Mister" og "Mam"! (ikke Falang/Farang som i Thailand). Vi kan gå frit og trygt i gaderne efter solnedgang, ikke som flere steder i Thailand, hvor jeg ikke måtte gå alene på gaden i selv den mindste by efter mørkets frembrud. Her er kun små, smalle gader og stræder uden gadebelysning, men jeg har kunne gå rundt med pungen i hånden, og stadig kun fået smil og hilsner, når jeg har passeret nogen. Det er helt sikkert ikke det samme alle steder på Fillippinerne, og det er sikkert sådan, at jo mere turistet, jo værre er det, men her i El Nido er det perfekt!
I morgen skal vi den forfærdelige tur tilbage til Puerta Princessa, og vi har prøvet at booke plads i en "rigtig" bus (RORObus) med aircon, og forhåbentlig sæder der har plads til benene. Det er 6 timer i rumlebus, og vi har læst, at det er en god ide at tage køresygepiller, idet der er mange huller og buler i den uastfalterede vej, og det føles noget værre i en stor bus! Gisp, den tur skal bare overståes! Så skal vi overnatte en enkelt nat i Puerto Princessa og så videre fredag med fly til Manila, og derfra direkte videre til Hong Kong. Der lander vi om natten og overnatter i lufthavnen (ser om ikke vi kan finde et godt sted på gulvet, eller måske en blød stol) og mødes med Peters far Leif omkring kl 10 i lufthavnen, når han lander med sit fly. Så de næste 3 dage bliver nogle hårde rejsedage, men vi glæder os helt vildt til at se Leif og opleve en masse sammen i Hong Kong.
Jeg er rigtig glad for jeres kommentarer og hilsner, også selvom jeg ikke laver et reply til alle (det er ikke altid at jeg kan få den funktion til at virke). Savner stadig jer alle hjemme, 7 måneder er sgu lang tid at være væk fra alle...
P.s. Hvis du overvejer at besøge Fillippinerne/Palawan/El Nido så er der et nemmere, men dyrere alternativ til at komme hertil. Man kan flyve direkte fra Manila til El Nido, eller fra Manila til Coron og så en båd i 4 timer fra Coron til El Nido. Jeg vil også anbefale ikke at rejse på budget, men bo på et af de lækre resorts med havudsigt (sørg for at de har 24 timers elektricitet) puha så snakker vi om at være i Paradis! :)
Da vi var på øtur mødte vi en tysker, Max, som vi mødtes med i dagene efter og var ude at spise med ham. Han boede i Moskva og havde rejst meget, så vi snakkede et øre af med ham, det var ret hyggeligt. Vi brugte også et par dage ved stranden, men Peter er ikke rigtig typen, der kan ligge stille ved stranden i mere end en time af gangen, så det endte med at det mest var mig, der lå og kværnede bøger igennem, med bølgerne som soundtrack på den perfekte strand.
Peter var desværre så uheldig at spise noget den ene aften, som gav ham store maveproblemer. Jeg fik selv dårlig mave af at spise maden fra den restaurant, men jeg var heldig, at det kun varede en enkelt aften. Peter lå med dårlig mave i 5 hele dage, hvor han ikke kunne gå væk fra hotelværelset og toilettet. Jeg måtte gå ud og købe bananer, brød og vand til ham og alligevel var der intet der hjalp.
Vi havde booket et testdive til Peter (jeg skulle bare snorkle på turen, da jeg pga. trykket i ørerne ikke bryder mig om at dykke-jeg kan ikke trykudligne og får derfor frygtelig ondt i ørerne), men jeg måtte gå hen og få den udskudt til dagen efter. Og dagen efter måtte jeg aflyse, da Peter langt fra var i bedring. Jeg brugte et par dage mere ved stranden (jeg fik læst et par bøger på meget kort tid), men så blev det desværre rigtig dårligt vejr, og regnede 3dage i træk! Så var jeg buret inde på hotelværelset med Peter, der sad halvdelen af tiden ude på toilettet! Hmm, hyggeligt! Jeg måtte ud at købe et skakspil, så det har vi hygget os lidt med. Men så går dagene sgu ellers pænt langsomt, når man bare er spærret inde på den måde.
I går klarede det lidt op og jeg gik en tur i byen og området, men El Nido er en meget lille by, som hurtig er set, men jeg fik da et par timer til at gå med det. Peter begyndte at få det bedre i går, så vi gik hen til dykkerskolen og hørte om de havde plads til det testdive, men heldet var ikke med os, de var fuldt booket til i dag.
Peter var frisk for første gang i dag, så vi ville gerne lave et eller andet, her på vores sidste dag i El Nido. Vi prøvede at booke en båd til at tage os ud til et eller andet snorkeling-sted, men det virkede ikke rigtig, som om de var enige i, hvor man kunne snorkle henne, så vi begyndte at tvivle på om det var pengene værd. Til sidst foreslog de, at vi kunne tage ud på hotellets private strand, for de sejlede derud alligevel, da der skulle være grisefest derude om aftenen! Vejret var usædvanligt flot, selvom vejrudsigten havde lovet tordenbyger, så vi tog med hen til stranden. Lige da vi rundede pynten, så vi tordenskyerne i horisonten, og så vidste vi hvad klokken var slået... Nå, men med os på båden var en masse mad og udstyr til den fest, de skulle holde på stranden om aftenen - og de havde også slæbt en levende gris med! Det var altså ikke sjovt at se den gris blive hejst ombord på skibet og bundet fast til masten i det ene forben. Den stakkels gris var jo skrækslagen, og stod heletiden og hev i sit ben, for at komme fri, mens den rystede over hele kroppen. Under hele turen hev og sled den i det reb, og både Peter og jeg fik assosiationer til Zulu, som var bundet fast et sted, hvor hun var skrækslagen for at være, og kæmpede for at komme fri. Ikke fordi Zulu måske ligner en gris (ingen kommenterer her Ida!), men dens øjne og udtryk og bevægelser gjorde, at vi begge sad og tænkte på Zulu... Da de skulle have grisen af båden, kastede de den bare ud over rælingen (den er jo pænt tung, hvad skulle de ellers have gjort??) og i chok lå den i vandkanten og nægtede at rejse sig, så de til sidst måtte bære den op på stranden. Vi vidste jo at den inden længe ville være spiddet og blive stegt over et bål, så vi skyndte os hen i den anden ende af stranden. Puha, sådan nogle "bymennesker" som os, der er vant til at kød kommer fra køledisken, har svært ved at blive konfronteret med sådan nogle ting. Vi har jo heletiden snakket om, at hvis bare dyret har haft et godt liv og ikke er blevet mishandlet, så er det okay at spise det bagefter. Men måden alle dyr bliver slagtet og transporteret på, er jo på igen måder nemt eller rosenrødt. Alle dyr, der køres til slagterhuset, må jo opleve frygt og angst og stress de sidste timer af dens liv. Denne gris, der blev sejlet til dens død på stranden, havde sikkert en mindre forfærdelig oplevelse, end mange grisetransporter vil være for de danske grise, økologiske eller ej, når de køres til slagteriet. Jeg kan heller ikke slippe en af de forfærdelige youtube-videoer, som nogle af børnene i skolen fremviste til en fremlæggelse om madkultur (jeg tror det var Matilde og Cecilia??), hvor man så nogle grise komme ind i et slagtehus. Puha, jeg håber virkelig, at virkeligheden ikke er så grum overalt, men hvis man ikke vil støtte det, så må man jo lade være at spise kød! Ida, der er født og opvokset på en ægte gård, hvor dyrene blev slagtet af farmand, ved hvad det vil sige at vælge de rigtige fødevarer, hvad man skal støtte osv. Og Peter begyndte at snakke om, at det er den eneste rigtige måde at gøre det på, have sin egen gård, med dyr man selv opfostrer og slagter, så ved man hvordan tingene bliver gjort. Problemet er, at man ikke ved om man støtter noget dårligt, når man går ind på en restaurant/cafe el. lign. og bestiller en burger, snitzel eller steak. Arg, jeg elsker mit kød for meget til at have lyst til at blive vegetar, men man kan heller ikke være så dobbeltmoralsk, at blive forarget over at dyr bliver slagtet, hvis man selv spiser kødet!! Kom gerne med din holdning til emnet, måske har du et godt forslag eller argument, der lader mit sind i ro! :)
Nå, men set bort fra griseslagtningen (vi hverken så eller hørte noget) var det ellers en super smuk strand! Igen, som alle steder her, var sandet hvidt som sne, vandet var krystalklart og køligt og vildt lækkert og palmetræerne lænede sig ud over sandet. Der var også lidt snorkeling, og selvom meget af bunden var tang, var der også nogle klumper af koraller og lidt fisk rundtomkring. Vi fik ca.1 1/2 times sol, før tordenbygerne var over os, men vi var dog så heldige, at det kun regnede rundt om os, og vi havde et fantastisk udsyn til lyn og regnbyger rundt på de andre øer omkring os. Men 3 timer på en strand i tordenvejr er måske lige 2 for meget, så vi var glade, da de sejlede os tilbage til El Nido by igen.
Den sidste aften blev brugt på den Italienske Restaurant, et af de få steder i El Nido vi fandt, som kunne finde ud af at lave mad, hvor vi valgte en super lækker reje-spaghetti, idet vi blev enige om at rejerne nok ikke havde lidt en forfærdelig død...
Ellers har Fillippinerne efterladt et rigtig godt indtryk på os, og det er helt sikkert et sted vi gerne vil tilbage til. I sammenligning med Thailand er her slet, slet ikke så ødelagt af turister - her er ikke vildt mange "hvide" turister, dog mange Fillippinske. Og vi har set flere danskere her, end på hele vores samlede rejse! Men Fillippinerne her virker heller ikke trætte af de dumme turister endnu. De smiler med øjnene og er ægte, når de taler til én. ALLE har været superflinke og smilende, og ikke én har virket irriteret eller prøvet at sælge én noget. Hvis man siger nej tak (til Tri-cyklerne eller smykkemanden på stranden) går de straks videre uden at blive ved med at presse på eller virke sure (modsat Thailand). Vi har ikke set en eneste tigger og selvom de er fattige her, virker de glade og tilfredse med deres liv. Jeg stod og snakkede med en dame på stranden den ene dag i ca 1/2 time, hun kom bare over og begyndte at snakke. Mine advarselslamper begyndte straks at lyse, for efter Thailand stoler jeg på ingen! Men hun havde ingen hemmelig dagsorden, eller ville prøve at sælge mig noget, hun var bare interesseret i hvor jeg kom fra, hvad jeg lavede og vi snakkede frem og tilbage om alt muligt. Og senere på dagen mødte jeg hende igen, og hun råbte "Hi Jane" mens hun smilede og vinkede. Alle børnene hernede råber "hello" efter en, og alle tiltaler os "Mister" og "Mam"! (ikke Falang/Farang som i Thailand). Vi kan gå frit og trygt i gaderne efter solnedgang, ikke som flere steder i Thailand, hvor jeg ikke måtte gå alene på gaden i selv den mindste by efter mørkets frembrud. Her er kun små, smalle gader og stræder uden gadebelysning, men jeg har kunne gå rundt med pungen i hånden, og stadig kun fået smil og hilsner, når jeg har passeret nogen. Det er helt sikkert ikke det samme alle steder på Fillippinerne, og det er sikkert sådan, at jo mere turistet, jo værre er det, men her i El Nido er det perfekt!
I morgen skal vi den forfærdelige tur tilbage til Puerta Princessa, og vi har prøvet at booke plads i en "rigtig" bus (RORObus) med aircon, og forhåbentlig sæder der har plads til benene. Det er 6 timer i rumlebus, og vi har læst, at det er en god ide at tage køresygepiller, idet der er mange huller og buler i den uastfalterede vej, og det føles noget værre i en stor bus! Gisp, den tur skal bare overståes! Så skal vi overnatte en enkelt nat i Puerto Princessa og så videre fredag med fly til Manila, og derfra direkte videre til Hong Kong. Der lander vi om natten og overnatter i lufthavnen (ser om ikke vi kan finde et godt sted på gulvet, eller måske en blød stol) og mødes med Peters far Leif omkring kl 10 i lufthavnen, når han lander med sit fly. Så de næste 3 dage bliver nogle hårde rejsedage, men vi glæder os helt vildt til at se Leif og opleve en masse sammen i Hong Kong.
Jeg er rigtig glad for jeres kommentarer og hilsner, også selvom jeg ikke laver et reply til alle (det er ikke altid at jeg kan få den funktion til at virke). Savner stadig jer alle hjemme, 7 måneder er sgu lang tid at være væk fra alle...
P.s. Hvis du overvejer at besøge Fillippinerne/Palawan/El Nido så er der et nemmere, men dyrere alternativ til at komme hertil. Man kan flyve direkte fra Manila til El Nido, eller fra Manila til Coron og så en båd i 4 timer fra Coron til El Nido. Jeg vil også anbefale ikke at rejse på budget, men bo på et af de lækre resorts med havudsigt (sørg for at de har 24 timers elektricitet) puha så snakker vi om at være i Paradis! :)
RSS Feed