Sidste dag på Ko Chang gik med en lang scootertur til enden af øen, hvor vi fik set en lidt anden og meget mindre turistet side af øen. En lille søvnig fiskerby, hvor Thaierne arbejdede med fiskenettene ude i det lave vand og nogle lå og tog en lur i de små, lurvede træhytter som stod på træpiller i vandet. Vi nåede også forbi en danskejet Cafe, kaldt Kaffehuset, og fik en go' isdessert :)
Vi sagde farvel til John og hans 4 hunde og tog bussen til Bangkok næste morgen. Vi havde jo fået turen i den store bus, så det blev en fin tur med masser af benplads og sæder der kunne lægges tilbage. Kl. 18 blev vi sat af ved togstationen i Bangkok og vi tog Metroen og Skyrailen hen til vores hotel, Bourbon St. Boutique ved Ekkamai Station. Det er et ret nyt hotel, priserne er fornuftige i forhold til hvad man får, så det er et sted jeg godt kan anbefale. Efter en god nats søvn i et værelse med aircon (ahh, efter mange nætter i Johns hytter uden aircon) mødtes vi med Mara og Klaus til frokost, inden de skulle med flyet hjem til Tyskland om eftermiddagen. Det var rart lige at ses endnu engang, og vi fik delt en masse af de samme oplevelser vi havde haft på hele turen. De havde været rundt på samme tur, startet i Australien og videre ligesom os, så det var sjovt at dele de sidste historier på falderebet. Om aftenen tog Peter og jeg i biografen og så "Cabin in the woods", en god gyser som resulterede i at Peter nærmest kom ud af biografen med blå mærker på armen... :)
Ida kom til Bangkok efter 3 dage i Pattaya, en oplevelse ud over det sædvanlige, en by fyldt med sexturister og russere, speedbåde og hoteller. Vi fik dagene til at gå med shopping, shopping og shopping og biograf :) Det er dog begrænset hvor mange penge vi har at shoppe for, men da Ida og jeg endte i et shoppingcenter, hvor de 2 øverste etager var fyldt med sko, gik det galt! Dog kostede de billigste par sko jeg købte 18kr og det dyreste par 140kr, så selvom Ida fik kufferten fyldt op med sko, tømte det ikke kontoen helt! :)
D. 19/5 gjorde vi klar til at tage videre til Indien, hvor vi skulle lave en mellemlanding på 4 dage og på en 4dages guided tur rundt i Delhi og omegn for at se en masse spændende, kulturelle ting. Vi står tidligt op og står i Bangkok lufthavn kl. 04.50 og er igang med at tjekke ind, da damen bag check-in skranken spørger os om hvor vores visum til Indien er... Vi ligner lidt nogle tumpede turister og spørger dumt om ikke vi får lavet et ved ankomst, for det har vi jo fået ved samtlige andre lande, på nær Australien. Men nej, så heldige var vi ikke, vi skulle have haft været på den indiske ambassade i Bangkok og bestille det... Så vi måtte pænt tage vores baggage ned fra baggagebåndet og tage slukøret tilbage på hotellet. Heldigvis kunne vi få ændret datoen på billetterne uden det kostede en bondegård, men vi blev nødt til at stryge besøget i Indien. Det var for sent at få lavet visum, og vi havde kun de 4 dage i Indien at arbejde med, så nu er vi i stedet tilbage i Bangkok og venter på at det bliver d. 23/5 hvor vi flyver til Nepal som planlagt. Vi er vildt spændte på hvordan Nepal er og hvordan vores trek bliver. Vi blev jo lidt nervøse, da vi hørte at et fly var styrtet ned i bjergene, og at 2 danskere var overlevet. Vi skal jo også med et lille fly fra Kathmandu til bunden af Mount Everest, hvor vores trek starter, så risikoen er der for at vores lille fly kommer i lignende vanskeligheder. Vi kunne dog ikke lave vores tur om til et andet trek, der ikke involverede flyvning i et lille fly, da vi ville miste pengene fra det oprindelige trek, så vi krydser fingre for at alt går som det skal. Faktisk er jeg mere nervøs for om vi fysisk kan klare den hårde tur op af Mount Everest, da det kræver den højeste form for fitness, da vi skal op i over 5000 meters højde og vi skal vandre opad og opad i meget tynd luft. Og pt har den vildeste form for motion vi har lavet de sidste 3 måneder i denne gennemsnitlige varme på 35 grader, været at løbe fra aircon til aircon og hen til den nærmeste isbutik (idag var temperaturen oppe på 37grader). Så resultatet er et par slappe, halvfede kroppe som kun orker at tage rulletrappen op til biografstolen på 5. sal... Hmm, det skal nok gå godt...
Men ellers glæder jeg mig til at der kun er 1 måned til vi skal flyve til Danmark og se allesammen hjemme igen. Dog er hjemveen ikke så stærk, fordi spændingen stiger op mod Nepal-turen, og fordi der er så kort tid til vi er hjemme, så jeg ved, at før jeg ved af det, så er vi hjemme og så er dette øjeblik kun et minde. Så jeg sørger for at nyde hvert sekund vi har tilbage af turen, før man ved af det er man tilbage i hverdagen og tænker tilbage på alle de fantastiske oplevelser vi har haft. Selvom vi kommer hjem og er totalt broke har det været alle pengene værd og mere til! 
Jeg prøver at skrive igen, når vi er nået frem til vores hotel i Kathmandu og er ved at være klar til de 14 dage på bjerget.

Ida
5/21/2012

Bedste (og mest passende) blogoverskrift til dato.

Reply



Leave a Reply.